Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Hellighedens vej og mål går gennem tilliden til Gud”

Prædiken til 20. søndag efter Pinse, holdt 2020 af p. Jérôme de la Bâtie

Den Hellige Johannes viser os i sit evangelium flere grader af tillid, lige fra tilliden der udelukkende begrunder sig på synet af et mirakel, til den, som ved større fuldkommenhed udelukkende handler ud fra troen på Jesu Ord. Johannes præsenterer tillidsgraden for os ved at beskrive Jesu møde med tre forskellige personer: Nikodemus fra Jerusalem, kvinden fra Samaria og den kongelige embedsmand fra Kana. Og dagens evangelium taler om den kongelige embedsmands faste tro og tillid til Jesus.

Her har vi en fuldkommen tillidsfuld troende. Han er en kongelig embedsmand fra Kana, en ikke-jøde. Og han tror fuldt og fast på Jesus eneste ord til ham, uden at forlange noget bevis: ”Gå hjem, din søn lever.” Hans tillid til Jesus Ord er fuldtud en realitet for ham. Det er ikke længere kun Jesus Den Helbredende, men den tillidsfyldte tro på Jesus Verdens Frelser, som denne embedsmand går ud fra. 

Den Kristne religion er den nyfundne fulde, den altid mulige tillids religion. Og den Kristne grundholdning er tillid til Gud og tillid til hinanden. Men denne vores tillid har hele tiden behov for helbredelse og frelse. Vores utrættelige omvendelse består i uden ophold at bevæge os bort fra mistillid og tvivl imod tro og tillid. Det er i grunden afgørende, at vi bevæger os fra frygten til tilliden. Hvad der bedrøver os som kristne, hvad der sårer vores åndelige liv, er netop mistilliden, tvivlen og til sidst frygten, den frygt som også Adam følte: Frygten for Gud: ”Jeg blev bange for at Du …”

Det er ikke uden grund, at Kristi frelse i Skrifterne lyder: ” Vær ikke bange. Frygt intet.” Og Jesus tilføjer ofte også det lidettroende menneske: Hvorfor har du så lille en tro? Hvor meget frygt findes der ikke blandt børn, unge og endog voksne mennesker!

Men tilliden er ingen barnagtig, høflig eller bekvemmelig godtroende indstilling. Den er ikke en holdning hos en problemfri person uden vanskeligheder. Den er heller ikke et resultat af en naturlig optimisme, der mener, at alt er godt i den bedste af alle mulige verdener; som mener at alt ordner sig, henad vejen, og at vi ”ikke bør bekymrer os sådan.” Den er ikke engang overbevisningen om, at Gud til sin tid vil fikse det hele alligevel. Troen på forsynet er af en dybere dimension. 

Tilliden er nemlig en konstant trossejr gennem selv de tungeste trængsler. Skal vi kende til den sande tro, må vi huske på Abraham, som stolede på, at Gud gav ham det forjættede land og et helt folk, selvom han intet bevis havde for det. På Moses, som undersåt for Farao, og som Guds vejviser i ørkenen. På David. På profeterne. Judith. Esther. Esajas’ ydmygede tjener. Salmisten. På den retfærdige mand fra Det Gamle Testamente.  

Og på den hellige Jomfru Marias ”lad det ske med mig, efter dit ord;” og på Jesu disciple, der ikke vil vide af beskyttelse for deres forfølgere, men kun vinde styrke til fortsættelsen af deres mission. Jeg tænker her særligt på den Hellige Charles de Foucauld, Tillidens Læge, og jeg tænker på den tillid, som konstant har været tilstede under mange fristelser, af hvilke flere var alvorlige, lige fra hans omvendelse til hans død.

Hvis det har været således, lige fra Det Gamle Testamente og op igennem Kristendommens historie, er det fordi, at det største forbillede for tilliden er Jesus selv. Hans liv, død og opstandelse er et tegn på den evige tillid til Faderen, midt i alle de fristelser og lidelser, han selv gennemlevede. I Kristi øjne er tilliden den totale overgivelse og den totale opgivelse i kærlighed til Faderen, selv i de øjeblikke, hvor Gud er som fraværende, er troen på og tilliden til Faderens nærvær tilstede, selv om natten, er forsikringen om Guds kærlige nærvær tilstede, Guds kærlighed, som overses og underkendes, men som vi ved vil os det sande gode og den oprigtigste, oprindelige lykke.

Hellighedens vej og mål går gennem tillid. Den grundlæggende omvendelse fra mistillid, tvivl og frygt er den sti, som fører til tro og tillid. Det er sandt, at hellighed helt og holdent findes i kærlighed til Gud og til næsten. Men netop toppen af kærlighed, er at have sikkerhed for, at Gud elsker os og overgiver sig til denne kærlighed. Den højeste form for vores kærlighed til Ham er at stole på Ham. Og den højeste form for næstekærlighed er at stole på vores næste. I den første læsning, siger den Hellige Paulus: ”I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus.”

Og i gradualet sang vi: ”Occuli omnium in te sperant, Domine: et tu das illis escam in tempore opportuno.” Ikke desto mindre ser alle på dig, Herre, og du giver dem mad på det rette tidspunkt.

Amen.