Sankt Karl Borromæus Gruppen

“Bønnen hjælper os til at leve et bedre liv”

PRÆDIKEN

20. SØNDAG EFTER PINSE – 10.10.2021

Af p. Jan Hansen

For hvert et sekund der går, så kommer vi ét øjeblik tættere på vores livs endemål og dermed selve evigheden. Vi ved, at vores tid på denne jord er begrænset, og at det i sidste ende kun er Gud der ved hvor lang tid vi hver især ender med at få stillet til rådighed i dette jordiske liv. Dermed er det også soleklart for os, at som mennesker så er det os magtpåliggende, at vi husker at bruge dette ene liv, som vi har fået stillet til rådighed, på en fornuftig og ikke mindst en vis måde.

Det er dette imperativ, denne forpligtelse om man vil, som apostlen Paulus formaner os til at følge i dagens epistel. Han minder os om, at vi skal sørge for at bruge vores liv og vores tid her på jorden på en måde der så vidt muligt er i overensstemmelse med det som Gud ønsker af enhver af os.

At leve som vise mennesker indebærer at vi mere end noget andet er os bevidste om hvad der foregår omkring os, ikke bare når det kommer til hvordan vores liv nu engang er skruet sammen, men i særdeleshed når det kommer til vores åndelige liv. Der findes uendeligt mange veje, og uendeligt mange måder hvorpå vi kan vælge at udleve vores liv her på jorden, men dermed ikke sagt at alle veje er lige gode, eller at alle veje er lige frugtbare ift. vores forhold til Gud.

Noget af det nemmeste man kan risikere, det er at sætte livet på en form for autopilot, hvor vi blot kører i de vante cirkler og rutiner som vi nu engang er vant til at leve efter. Som en naturlig konsekvens kan vi dermed risikere at leve livet på en behagelig og komfortabel måde, hvor alting synes at være ganske dejligt, men hvor vi måske aldrig rigtig kommer dybere ned i tilværelsen, og hvor vi måske aldrig rigtigt får stillet os nogle fundamentale spørgsmål omkring vores liv og hele vores eksistens på denne lille planet.

Ingen af os kender dagen i morgen – vi kan måske have lagt en masse planer for hvad vi gerne vil forsøge at opnå i morgen, eller næste uge, måned eller år; men i realiteten kan vi forsøge at planlægge nok så meget, men spørgsmålet er om vi dermed glemmer noget vigtigt i samme ombæring.

Hvis nu vi ender med at fokusere primært på de lidt mere usikre ting som ligger foran os, og hvis vi tænker for meget på hvad vi gerne vil forsøge at opnå engang ude i fremtiden, så er der en latent fare i at vi kan glemme at leve i nuet, og at vi dermed også glemmer at bruge den tid vi har, lige her og nu, til at leve det liv vi har fået skænket af Gud. Planer om fremtiden er bestemt ikke nogen dårlig ting, men ingen af os ved hvor længe vi har igen, og derfor er det værd at huske på, at vi har fået dagen i dag, men at ingen af os endnu kender dagen i morgen.

En af vejene til at vi kan blive bedre til at bruge vores begrænsede tid på en mere hensigtsmæssig måde, og som samtidig giver os plads til at fylde vores liv og tid med Gud, det er at vi inddrager bønnen i vores dagligdag, som var det noget af det mest naturlige at gøre.

Kroppen har brug for sin næring hver dag, men sjælen har om noget endnu mere brug for næring, fordi uden den daglige åndelige næring så vil vores sjæl hurtigt sygne hen, og vi vil pr. automatik ende med at fylde vores liv med en masse ting, som ikke nødvendigvis gavner, set ud fra et rent åndeligt perspektiv.

I det omfang at vi som troende mennesker til stadighed lader os fylde af Ånden, så vil vi også med tiden mærke hvordan vi bliver bedre til at sætte alting i vores liv i et helt nyt perspektiv. Når vi gør mere plads til Gud i vores liv, så vil mange af de mere sekulære ting i vores liv nærmest pr. automatik også virke langt mindre presserende – vi begynder mao. at kunne prioritere og se at det liv, hvor vi lærer at sætte Gud i centrum giver os en langt større ro og fred i vores indre, end dét som verden forsøger at give os.

Men selvom vi periodisk kan have haft visse dybe åndelige oplevelser, så kan vi stadig hurtigt risikere at ryge tilbage i den vante stil, hvor vi lader det daglige og alt det verdslige tage over, mest af alt fordi at vi jo har mange forpligtelser at tage os til i hverdagen. Men sjælen inde i os, vil dog til stadighed længes efter livet med Gud, og den vil længes efter at kunne fordybe sig i den ro, stilhed og bøn, som den før har oplevet som værende så utroligt livgivende.

Jo mere vi lader Gud sive ind i vores indre, jo mere vil vi også i dagligdagen længes efter at tilbringe tid i stilhed og i bøn, fordi at vi har kunnet mærke præcist hvilken forskel et dybt åndeligt liv kan gøre, og hvordan bønnen kan formå at forandre vores indre til det bedre – Bønnen er det redskab der hjælper os til at blive bedre til at leve vores liv her og nu på en langt mere åndelig og livgivende måde end vi ellers vil kunne formå at opleve i dette liv.

Amen.