Sankt Karl Borromæus Gruppen

Troens omvendte verden

Søndagen efter Festen for Hellig Tre Konger fejrer Kirken festen for Den Hellige Familie: Jesus, Maria og Josef. Vi vil dele nogle tanker fra en prædiken til denne søndag. De handler om, hvordan Troens – og Guds – Verden, på en måde er “den omvendte verden”. I den første forstand naturligvis ved, at Verden skal omvendes for at opfylde Guds vilje. Men også i en mere direkte forstand.

Når vi nævner Den hellige Families medlemmer, fx i bøn, gør vi det i den netop givne rækkefølge: Jesus, Guds Søn, ja Gud selv, først; derefter Guds Moder, som det eneste menneske, der aldrig kendte arvesynden; og til sidst Jesu plejefader Josef, der ægtede Maria efter Moseloven, og viede sit liv til at tjene Guds Søn og Hans Uplettede Moder. Med andre ord nævner vi dem i den omvendte rækkefølge af den verdslige orden i en familie: Familiens overhoved, faderen, først; derpå moderen, og til sidst børnene. I den hellige familie er alt rent og helligt, og allerede derved er denne familie et forbillede ikke blot for vore familier, men også for hele Kirken og for Verden. Men det er klart, at den allerhelligste er Sønnen, som ikke blot er hellig, men al helligheds ophav.

Den hellige familie er anderledes end vi, og dog kan vi opbygge vor tro og vore liv ved at fordybe os i dens liv. At den åndelige orden, som råder i den hellige familie, også er anderledes – ja på en måde “omvendt” – af den orden, som råder i det materielle, er også betydningsfuldt på en anden måde: Guds orden er radikalt anderledes end Verdens. Jesus insisterer på dette i mange af sine lignelser, og i sine formaninger: “De sidste skal blive de første” (Lukas 13,30), “Salige er de fattige…” (Matt. 5,3ff), “Den der ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det” (Mark. 10,15), etc. etc. Og Jomfru Maria siger i sin lovprisning (Luk. 1, 52): “han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe…”

Derfor er der et fundamentalt fjendskab mellem Verdens magter og Guds børn – mellem Kristus og “den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden” (Åb. 12, 9). Derfor ville kong Herodes – og mange onde herskere efter ham – dræbe Guds søn eller de, der følger Ham. Derfor kan Kirken aldrig forlige sig med Verden eller tilpasse sig den, fordi Kirken derved ville gå til grunde – hvad Kristus selv har forsikret os, aldrig vil ske (Matt. 16, 18). Naturligvis kan dårlige kirkeledere forsøge sig i den retning, og gøre Kirken stor skade – men selv i tider, hvor Kirken har gode ledere, skal man ikke vente at Verden vil ophøre med at forfølge og dræbe dens tilhængere. Kristus har ikke lovet os andet end prøvelser og kors her i Verden. Den hellige Familie er også her et forbillede for os: efter den anstrengende rejse til Betlehem og fødslen i stalden, måtte de tre ud på en endnu længere rejse, til Ægypten, på flugt fra kong Herodes som et billede på Verdens efterstræbelser (Matt. 2, 14-15).

På samme måde må også kristne i dag flygte fra onde herskere og grupperinger, som stadig lader Kristi børns blod flyde frit mange steder i verden; og i vort eget liv må vi, på en mindre ydre måde ganske vist, “flygte fra” (eller i hvert fald søge at undgå) de mange ting i Verden, som vil dræbe vor tro: dårlige medier, kirkefjendsk lovgivning og vranglærere, som er talrige også i dag, endda også i Kirkens egne rækker.

I denne kamp for at bevare troen og Kristus i vore hjerter, må vi i et og alt stræbe efter at ligne den hellige familie, hvis kærlighed, tillid og lydighed overfor Gud overvinder alle vanskeligheder.