Sankt Karl Borromæus Gruppen

Credo 1: “Jeg tror”

I denne nye serie gennemgår vi trosbekendelsen, og dermed essensen af Troslæren. Netop i denne tid, hvor verden og Kirken er kastet ud i så store kriser, er det vigtigt at vi besinder os på fundamentet for vort liv – det, som ingen krise, ingen ondskab og ingen forvirring kan eller må tage fra os.

Den katolske katekismus – og altså den katolske troslære – har fire hoveddele: trosbekendelsen, sakramenterne, budene og Herrens bøn. Trosbekendelsen (Credo) rummer i sig selv den kristne tros kerne, og i sin fulde betydning – som udfoldes i katekismen – rummer den hele troen.

Det forudsætter naturligvis, at man giver sig tid til fordybelse. Vi vil her begynde med det allerførste udsagn, jeg tror (credo). Fordi vores sprog er mangetydigt, og vi således også kan sige “jeg tror det bliver regnvejr”, kræver den rette opfattelse af allerede dette første ord en nærmere forklaring.

At tro betyder her ikke at mene eller være overbevist om, men at have en urokkelig og konstant erkendelse eller bevidsthed, langt sikrere end noget vi kan vide fordi vi har ræsonneret os frem til det. At tro (i trosbekendelsens forstand) er derfor en ganske særlig form for erkendelse, som mere end noget andet gør os til de mennesker, som det er Guds vilje vi skal være.

At Gud har skabt os i sit billede (1. Mos. 1,26) gør os anderledes end resten af skabningen, men hvordan? Det er et spørgsmål som har optaget filosoffer og teologer siden Oldtiden. At vi er fornuftsvæsener er måske ikke det væsentligste i denne sammenhæng; nyere forskning synes at demonstrere at også højerestående dyr kan opvise i det mindste visse former for fornuftspræget adfærd. Hverken forstanden eller sjælen er det, som gør mennesket enestående i skabningen. Men vores erkendelse af Gud stammer, i sin grundform, fra det som Gud har nedlagt i os som “skabte i sit billede”, og som tillader os at erkende og ræsonnere om noget vi ikke kan sanse og end ikke forestille os. Troen er erkendelsen af og foreningen med den uendelige og evige Gud. Den er det unikt menneskelige, på en måde er muligheden af Troen det der gør os til mennesker. Selvom vi ikke kan sanse eller forestille os Gud, kan vi alligevel kan have denne erkendelse i en essentielt sikrere forstand, fordi den er nedlagt i vore hjerter af Gud selv, fra vor skabelse. Gud kalder os til at tro; og selvom forstanden kan styrke og nære troen, kan den ikke undfange den. Vore sanser og vor forstand kan derimod, når de forvirres af onde kræfter, sløre eller helt ødelægge troen i os.

Troen er således en fast indre overbevisning, som bringer os i balance med os selv i den forstand, at vi erkender det lys Gud har nedlagt i os – i vort “hjerte”, som man billedligt siger. Men troen er ikke kun noget indre eller individuelt. Menneskers erkendelse er altid dybt forbundet med hvad vi giver udtryk for i ord og gerning; og det er klart, at vore ord og gerninger i en vis forstand er afledt af vores erkendelse og overbevisninger. “Jeg tror, og derfor har jeg talt”, siger David (Salme 115,10). At bekende troen, at bekræfte overfor Gud og mennesker, at vi er skabt i Hans billede, og at vi har erkendt og accepteret denne fundamentale sandhed, er da også det første og største vi kan give udtryk for. Derfor bekender vi ikke troen i enrum, men i Kirkens fællesskab, fremfor alt under den hellige Liturgi.

Og det er ikke en slags frivillig eller sekundær sag at give udtryk for troen. Hjertets tro må nødvendigvis ledsages af bønnens og gerningernes tro: “med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse” (Rom, 10,10). At bønnens lov er troens lov betyder også, at vi ikke kan tro uden at bede og bekende, og at bekendelsen, bønnen og gerningerne er med til at forme troen. Troen er ikke blot – eller bare tilnærmelsesvist – en indre følelsestilstand. Den er en bekræftelse af at vi har erkendt Guds mening med os. Og denne bekræftelse kan ikke forblive indre, fordi dens sikkerhed og storhed overgår alt hvad vi ellers erkender, både i sin genstand (den evige og uendeligt mægtige Gud) og i sin kilde (at vi er skabt i Guds billede). Og den må ikke forblive indre fordi vor frelse afhænger af at vi bekender den med hele vort væsen, med alt hvad vi har.

FORTSÆTTELSE FØLGER…