Sankt Karl Borromæus Gruppen

Mere om Septuagesima-tiden

Når vi går til messe, hvad enten det er i den nye eller den gamle form, reagerer vi som regel på det, der sker umiddelbart foran os, til det bedre eller det værre. Vi reagerer på ærbødighed eller uærbødighed, fromhed eller ugudelighed, skønhed eller uhygge i de ord og handlinger, vi ser og hører. Det er disse reaktioner, der bliver fastholdt i vores hukommelse og som udgør grundlaget for vores liturgiske dannelse.

Det er vanskeligere at skelne den virkning, som en kalender har på vores sjæl, da ikke alle højtider og søndage er forbundet med levende erindringer i vores bevidsthed. Et eksempel herpå er den liturgiske sæson før fastetiden eller Septuagesima, et let overset mellemspil mellem tiden efter Epifania og fastetiden. Selv om liturgierne i Septuagesima er ret beskedne, er den virkning, som denne lille sæson har haft på enkeltpersoner og endog på den vestlige civilisation, helt uforholdsmæssig stor i forhold til dens størrelse. Septuagesima består af tre af nogle af de mest interessante og indflydelsesrige uger i det liturgiske år.

Septuagesimatiden er navnet på de tre på hinanden følgende søndage forud for askeonsdag. Den er opkaldt efter den første af disse, Septuagesima-søndag, som falder ca. halvfjerds dage før påske (septuagesima er latin og betyder “halvfjerdsindstyvende”). Sexagesima-søndagen (“den tresindstyvende”) kommer derefter, efterfulgt af quinquagesima-søndagen (“den halvtredsindstyvende”) søndagen før askeonsdag. For at skabe en gradvis overgang mellem juletidens glæde og fastens strenghed har Septuagesima-dagene en vis nøgternhed, men uden fastetidens hårdhed. I det romerske Breviar anvendes den bodsgørende salmekreds (“Lauds II”), og i messen er Gloria in excelsis afskaffet og Gradualet erstattet af et såkaldt tractus-vers. Blomster på alteret er forbudt, og violet er den liturgiske farve, som i fastetiden.

Hver søndag i Septuagesimatiden fokuserer også på en figur fra Det Gamle Testamente som en måde at lede os frem til langfredagens og påskens mysterium på. Septuagesima-søndag – og det er særligt tydeligt i tidebønnerne – minder om Adam, Sexagesima-søndag om Noa og Quinquagesima-søndag om Abraham. (Dette mønster fortsætter i fasten: anden søndag i fasten minder om Jakob, tredje søndag om Josef og fjerde søndag om Moses). Formålet med denne instruktion er at hjælpe de troende til at se årsagerne til korsfæstelsen, som er fastens kulminationspunkt. Morgenlæsningerne om Adam giver os læren om arvesynden, afsnittene om syndfloden fremhæver menneskehedens ondskab, og Abrahams og Melkisedeks ofre er en forsmag på Kristi offer på korset.

Søndagene i Septuagesima blev også præget af en række katastrofer, der belejrede Rom i det sjette århundrede. Temaet om elendighed og ødelæggelse i Introitus til Septuagesima-søndagen stammer f.eks. fra disse urolige tider. Sådanne historiske påvirkninger af det liturgiske år er et glimrende eksempel på, hvad pave Benedikt XVI mente, da han henviste til, at den ekstraordinære form bærer “hele historiens vægt i sig selv, men [er] samtidig meget mere end et produkt af den menneskelige historie”. Under alle omstændigheder var Septuagesima en veletableret liturgisk periode i den romerske ritus allerede fra år 541 e.Kr.

Septuagesima blev fjernet fra kalenderen i 1970 og erstattet af “ordinær tid”. Ifølge pater Pierre Jounel, professor i liturgi ved det katolske institut i Paris og en af arkitekterne bag den nye kalender, blev den fjernet, fordi “ingen vidste, hvad den betød, eller hvor den kom fra”.

Det er lidt komisk: den bogstavelige betydning af septuagesima er så tæt på som den nærmeste latinske ordbog, og de fleste katolikker havde på grund af den større kulturelle indflydelse af septuagesima, som vi netop har beskrevet, en nogenlunde idé om, hvad årstiden betød. Millioner af øst-ortodokse og øst-katolske troende forstår det også, da de har en lignende årstid baseret på de samme principper. (Efter at have droppet Septuagesima har vi katolikker nu en ting mindre til fælles med det, som pave Johannes Paul II kaldte den anden lunge af kristendommen). Selv nogle anglikanere og lutheranere (fx i Danmark) fejrer fortsat Septuagesima.

Hvad der er endnu vigtigere, er, at vi med tabet af Septuagesima ikke har nogen liturgisk forberedelse til den hellige fastetid, ingen overgang mellem Hellig Tre Kongerstidens glød og Askeonsdags mørke. I mellemtiden fortsætter de verdslige fejringer af karneval og så videre ufortrødent, løsrevet fra deres religiøse forankring.

Sankt Augustin fortolker i sine storslåede Bekendelser skabelsen af det tørre land i 1. Mosebog 1 som en samling af de frelste sjæle, der tørster efter Gud og bliver taget ud af de vantro menneskers bitre hav. Det “land”, som Augustin så, var en kirke, der var ivrig efter nådens næring, “for at de kan frembringe barmhjertighedsgerninger for Gud og uddele deres jordiske goder til de fattige for at opnå himmelske gaver”. Hvor passende er det så ikke, at den faste jord, som er Kirken, ikke kun bruger fasten som en forberedelse til påsken, men at den også forbereder sig selv på fasten, den tid, hvor den øger sine legemlige gerninger af barmhjertighed. Efter 1970 er Septuagesima en tid, som mange beklageligvis har glemt, men lad dem, der holder sig til vores forfædres kalender, klogt bruge denne tid til at huske og indstille sig på den frygtindgydende prøvelse, som fasten er. Og måske også til at gøre lidt ekstra ud af det, mens vi stadig kan.

The Latin Mass magazine (01-2011) s. 42-46