Sankt Karl Borromæus Gruppen

Credo 19: den hellige, katolske kirke

Jeg tror på den hellige katolske Kirke! Den hellige Augustin giver os to vigtige forklaringer af, hvor betydningsfuld denne trosartikel er. For det første har profeterne i det gamle testamente talt klarere og mere om Kirken end om Jesus Kristus, fordi de forudså at der om det første ville opstå flere vranglærer end om det sidste. For det andet vil den, i hvis hjerte troen på den sande Kirke er indgraveret, ikke kunne trues af heresiets frygtelige farer, men vil holde ud i den sande Tro – Kirkens Tro.

Den katolske kirke er selvfølgelig i sin synlige og mest umiddelbare forstand en “institution”, dvs. den store skare af gejstlige, ordensfolk og lægfolk, som bekender sig til Kirkens tro. Det giver for så vidt ikke mening at bekende sin “tro” på denne institution, hvis eksistens jo er et faktum. Den hellige Kirke, vi tror på, er Kristi mystiske legeme – den er evig, uforanderlig og under Hans mægtige beskyttelse. Til den er alle mennesker til alle tider kaldede – og det græske ord for “Kirke”, som også latin har arvet, betyder slet og ret kaldelse. Vi bekender vor tro på den hellige Kirke umiddelbart efter vor tro på Helligånden, kilden til Kirkens hellighed, sandhed og guddommelighed.

Kirken har i den hellige Skrift og Tradition endnu mange andre navne. Blandt den gamle pagts forløbere finder vi både Noahs Ark, hvori Gud frelste sit folk fra Syndfloden; og også Jerusalem, hvor den gamle pagts hellige Tempel stod, viser hen til Kirken, “det evige Jerusalem”, “Guds Hus” (2. Tim. 3, 5). Kirken er “Kristi Hjord” , hvis Hyrde er Kristus selv (Ezek. 34, 3), og den er Hans Brud (2. Kor. 11, 2).

Kirken er udelelig og éen, men har ikke desto mindre to hovedafsnit: den sejrende Kirke, som består af alle de himmelske Ånder, og af alle de som har besejret verden og det onde, og lever i den evige Salighed; og den stridende Kirke, de troende som endnu lever på Jorden, og som uophørligt må kæmpe mod Verden, Kødet og Satan. Blandt disse sidste findes også onde mennesker, der modtager sakramenterne som de andre, men som dømmes til fortabelsen for deres onde gerninger. Men det er om de gode, der frelses, at den hellige Paulus siger: “Herren kender dem, som tilhører Ham” (2. Tim. 2, 19).

Den sande Kirke kender vi på en række tegn, som den længere trosbekendelse eksplicit opregner. Den er én, dvs. der er én sand Kirke. Den er hellig, for den er Guds Folk, indviet til Jesus Kristus, som er Kirkens Hoved (1. Kor. 1, 2). Den er katolsk, dvs. universel, og uden for den er der ingen frelse. Den er apostolisk, dvs. forenet med Apostlene og fremfor dem alle Peter og hans efterfølgere (Matt. 16, 19), som på Kristi Bud har udbredt Kirken indtil Jordens ende.

Troen på den hellige katolske Kirke er også i vore dage udsat for mange angreb og misforståelser, ikke mindst det heresi, som vil reducere Kirken til en slags menneskelig sammenslutning. I sin prædiken på Pinsedag 2011 lærte Pave Benedikt d. 16. os derom flg.: Kirken er katolsk fra begyndelsen, Hendes universalitet kommer ikke af efterhånden at optage forskellige samfund. Fra det første øjeblik, skabte Helligånden Hende som alle folks Kirke; Hun omfavner hele Jorden, Hun overskrider alle folkeslags, klassers og nationers grænser; Hun nedbryder alle hindringer og samler alle mennesker i bekendelsen af den Ene og Treenige Gud. Fra begyndelsen er Kirken Èn, Hellig og Apostolisk; dette er Hendes sande natur og den må erkendes således. Kirken er hellig, ikke takket være Hendes medlemmers evner, med fordi Gud selv, ved sin Ånd, til alle tider skaber, renser og helliggør Hende.

FORTSÆTTES…