Sankt Karl Borromæus Gruppen

Portiuncula aflad

Fra 1. august ved middagstid til 2. august ved midnat er det muligt at opnå fuldt aflad, kaldet Portiuncula aflad.

På det tidspunkt, hvor St. Cyril var biskop i Jerusalem (350-386), modtog fire eremitter, som han havde sendt til Italien med et fragment fra Jomfruens grav, en mission fra pave Liberius, nemlig at bygge en kirke i Spoleto-dalen hvor man kunne opbevare dette relikvie. I år 352 rejste de da et lille kapel, kaldet Skt. Maria af Jehoshaphat, som blev dekoreret med et billede af Jomfru Marias optagelse i Himlen. Kapellet skiftede navn til Skt. Mari af Englene i 576, efter at Saint Benedict havde fået det til sin orden.

I 1075 var den lille kirke så forfalden, at benediktinermunkene måtte forlade den og vende tilbage til klosteret på Subiaco-bjerget. Den var i denne tilstand af forfald, endda forværret af to århundreders forladthed, da Frans af Assisi bragte sin sjæls pine til roen i disse skove, og bad Gud om at åbenbare hemmeligheden i hans kald. Frans fortvivledes da han så af ruinerne af det gamle kapel, og drevet af sin hengivenhed til Himlens Dronning, besluttede han at genrejse dem, og bosatte sig med dette formål i deres nærhed: det var i 1207. Ved hjælp af grene byggede han sig en celle, som han blev den ihærdige beboer af. To år gik. Efter genopbygningen af kapellet, og for at tilfredsstille den unge mands hengivenhed, gik præsten i Saint Damien undertiden derhen i den tidlige morgen, for at fejre messen i dér.

Den 24. februar 1209 blev Frans slået af disse ord i evangeliet: “I skal ikke besidde noget, hverken guld eller sølv eller to tunikaer, og medbring intet på rejsen, ingen stav, ingen taske.” Frans rejste sig straks, smed sin pung, sin stav, sine sko på jorden og råbte glad: “Jeg ønsker dette af hele mit hjerte.” Dette var løsningen på hans tvivl: Reglen omfattede nu hele hans liv. Frans bad derefter abbeden af Sankt Benedikt om at give ham ret til at bruge det lille kapel i Portiuncula. Abbeden afstod det villigt og gav det endda væk, men Frans havde givet afkald på al ejendom og ønskede ikke at modtage kapellet, men forlangte, at brødrene hvert år bragte en kurv med fisk til klosteret for at betale for deres brug af kapellet.

I den nærliggende skov byggede Frans og hans første disciple en hytte af løv, der husede begyndelsen på deres fælles liv. Den store basilika, opført af den dominikanske pave Saint Pius V, overdækker i dag med sin majestætiske kuppel den ydmyge og gamle “Chiesetta”. Denne “lille kirke” er den franciskanske ordens perle. De herligste minder om Frans’ liv er samlet omkring dette ydmyge kapel. Det var der, Kristus viste sig for den hellige Frans en nat i juli 1216, for at give ham og hans brødre noget “til ære for mit navn, for jeg har oprettet jer til støtte for min kirke og nationernes frelse.” På helgenens bøn og ved Jomfruens forbøn gav Kristus ham en fuldstændig aflad for dem, der, efter at have skriftet, ville besøge denne kirke. Han bad Frans om at få den ratificeret af den daværende pave Honorius III. Paven samtykkede, men kun for en given dag. Denne dag blev så sat til den 2. august, fra aftenen før, til slutningen af dagen.

Da Frans var ved at forlade dette liv, og blind og døende blev ført ned til Assisi, ønskede han at opleve den glæde at gense Portiuncula, som han havde forladt to år før. Han blev transporteret til kapellet, hvor han bad i lang tid.

Den hellige pave Pius X bekræftede den 11. april 1909 at Portiuncula skulle bære titlen som hovedkirke for fransiscaner-ordenen, og ophøjede den til patriarkalsk basilika og paveligt kapel.

Man kan endnu i dag modtage Portiunculas særlige aflad, under flg. betingelser: sakramentalt skriftemål, modtagelse af den hellige kommunion, og besøg i en som har Portiunculas priviliegium, og bøn for de hellige Pavers intentioner. Skriftemålet og kommunionen kan modtages inden for otte dage før eller efter besøget. De kirker, der nyder Portiunculas priviliegium, er som følger: alle fransicscanerordnernes kirker, alle domkirker, basilikaer og sognekirker. Ingen særlig bøn er pålagt, det er overladt til hver enkelt. Endelig bestemmes det, hvad der menes med “de hellige pavers intentioner”: ophøjelse af den hellige katolske kirke, udbredelsen af den sande tro, udryddelse af heresierne, syndernes omvendelse, fred og enighed blandt de kristne fyrster, kristenhedens øvrige anliggender.