Af de fire evangelier er Matthæus’ version af Jesu Kristi liv her på jorden den første beretning vi støder på i det Nye Testamente. Efter sigende var Matthæus ikke nødvendigvis den første til at skrive sin beretning om Jesu liv, men snarere så er hans evangelium dét som i sig selv bedst fungerer som en bro mellem det Gamle og det Nye Testamente – eller blot som overgangen fra den gamle til den nye pagt.
Kaldelsen af Levi
Matthæus selv hører vi om i det 9. kapitel af hans evangelium, hvor Jesus kommer forbi en toldbod. Hér sidder en mand ved navn Levi (eller Matthæus), som havde den noget uglesete opgave at opkræve skatter fra sine jødiske landsmænd, noget der bestemt ikke var populært, primært fordi at Matthæus i princippet arbejdede for den romerske besættelsesmagt. Derfor blev det nemt betragtet som noget nær forræderi, at han havde valgt at arbejde for romerne. At Jesus kalder Matthæus til at følge ham viser på sin vis at Jesus kom netop for at kalde synderne, og da særligt de personer som ingen andre ville have noget med at gøre.
Matthæus bliver som bekendt kaldet til at være én af de 12 apostle som Jesus ønsker skal være med ham, og således efterfølgende vidne om ham indtil verdens ende, idet han som bekendt siger til sine disciple:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
(Matt 28,18-20)
Ifølge traditionen prædikede Matthæus primært for jøderne i Judæa, og dør på et tidspunkt senere i livet som martyr, efter at han naturligvis har nedfældet sin beretning om Jesu Kristi liv og levned, hvilket formentlig er sket omkring årene 60-70.
Matthæus’ evangelium er rig på mange smukke passager, som f.eks. Bjergprædikenen hvori vi bl.a. finder saligprisningerne:
»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« (Matt 5,3-12)
“I har hørt det sagt…men jeg siger jer…”
Matthæus fokuserer i evangeliet generelt på hvordan den gamle jødiske forståelse, og ikke mindst deres måde at gøre tingene, på skulle fornyes gennem Kristus. Menneskets fokus skulle ikke blot være at opfylde loven i sig selv, men særligt var det vigtigt at forholde sig til Ånden i loven, for som Jesus siger det så er det i sidste ende Menneskesønnen der alene er Herre over Sabbaten (jf. Matt 12,8).
Den overfladige opfyldelse af lovens bogstav betød på ingen måde at hele loven med Jesu komme skulle afskaffes: “Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket” (Matt 5,18). Loven var under den gamle pagt nødvendig for derved at vænne Guds folk til med tiden at forstå Ånden i loven, nemlig kærligheden til Gud og til medmennesket. Den gamle lov skulle derfor ses i lyset af Kristus, og kun når alt en skønne dag ville blive fuldbragt ville loven ikke længere være nødvendig, for da ville Kærligheden alene råde.
Hellige Matthæus, bed for os!