På torsdag, den 8. december, fejrer vi en af kirkeårets største og smukkeste Mariafester: Festen for Jomfru Marias Uplettede undfangelse. Guds Moder var fra sit livs begyndelse, undfangelsen i den hellige Annas skød, fri for Arvesyndens plet – som alle mennesker ellers fødes med. Denne trossandhed blev højtideligt erklæret af Pave Pius d. IX., da han i dokumentet Ineffabilis Deus (1854) skrev:
Vi erklærer, udtaler og definerer den lære, som forkynder at den mest velsignede Jomfru Maria, fra sin undfangelses første øjeblik, ved en særlig nåde og et særligt privilegium givet af den Almægtige Gud, under hensyn til Jesu Kristi, menneskehedens Frelsers fortjenester, blev bevaret fra enhver plet af arvesynden; denne lære er åbenbaret af Gud og skal derfor tros fast og vedvarende af alle troende.
Jomfru Maria blev undfanget og født som alle andre mennesker, hun sørgede og glædede sig som et menneske – men hun var af Guds nåde fri for enhver plet af de første menneskers synd (dvs. ulydighed mod Gud).
At det forholder sig sådan, giver Paven i dokumentet en række grunde til. Den væsentligste er at Maria af Gud var bestemt til det guddommelige moderskab, at føde Guds Søn. I Guds Moder kunne arvesynden ikke være: i Hende havde Gud selv valgt sin første bolig på Jorden, og i denne velsignede kvinde kunne kun nåde bo. Hun var bestemt til, som den nye Eva, at knuse slangens hoved, ved – i modsætning til den første Eva – at modtage Guds ord i lydighed, og bevare det i sit hjerte. Det er den afgørende teologiske forklaring på, at Guds Moder blev overøst af Guds nåde fra sit livs begyndelse.
Paven nævner også en række andre grunde, som det kan være opbyggeligt at minde om. Det er interessant, at han nævner liturgien først, fordi det understreger den ofte glemte sandhed, at liturgien ikke blot er troens udtryk, men også dens kilde. Og liturgien – Kirkens bøn, inspireret af Helligånden – har fra menneskealder til menneskealder fostret og næret den hellige doktrin, som dokumentet fastslår, men altså på ingen måde fremsætter som noget nyt. At Kirken, troens klippe og centrum, gennem århundrederne har lært og forsvaret at Jomfru Maria var fri for arvesyndens plet, bliver således kun stadfæstet med den pavelige erklæring. Paven minder om en række af sine forgængere, og om biskopper og helgener, som har vidnet om denne lære, og om at den specielt findes i Tridentinerkoncilets almindelige erklæringer, og i de hellige kirkelæreres forkyndelse.
Paven fastslår altså, at denne lære er en del af den hellige Tradition, og at den genfindes i såvel i den østlige som i den vestlige Kirkes ældste skrifter. Han nævner specielt en række steder i den hellige Skrift, såvel fra det gamle som det nye testamente, der understøtter denne troslære.
Man kan også nævne en række nyere vidnesbyrd om Jomfru Marias uplettede undfangelse, og specielt de mange åbenbaringer i 1800-tallet. Da Jomfru Maria åbenbarede sig for den hellige Bernadette i Lourdes, præsenterer hun sig som “Den Uplettede Undfangelse” – og ikke som “den uplettet undfangne”. Uden at tro den uplettede undfangelse kender vi ikke Guds Moder, og dermed heller ikke Guds storhed. Utallige generationer – af rige og fattige, kloge og enfoldige – har troet og erfaret den underfulde nåde, som troen på Jomfru Marias forbøn bringer.
Paven stadfæster således, hvad Kirken længe har troet og erkendt i bøn og åbenbaringer: Jomfru Maria, Nådens Midlerinde, er en bro mellem mennesker og hendes Guddommelige Søn, idet hun deler alt med os, undtagen vor syndighed. Guds Moder er også vor Moder: ved hendes forbøn finder vi altid trøst og hjælp, når synden og vor elendighed tynger os.