Messe søndag d. 19/11: næstsidste søndag efter pinse
Kirkeårets sidste søndage er, i den traditionelle katolske kalender, “de sidste søndage efter pinse”. På disse sidste søndage fejres – bortset fra den sidste – de messer, som ikke blev fejret i tiden efter Helligtrekonger. På søndag læser vi derfor teksterne, som hører til den 6. søndag efter Hellig Tre Konger. Det kan godt være lidt overraskende for “nytilkomne” i den traditionelle katolske liturgi. Dette lille indlæg handler om, hvordan det altsammen går op i en smuk og stor enhed.
Som bekendt falder Pinsedag på den 7. søndag efter Påskedag, ligesom Påskedagen falder på den 7. søndag efter Fastelavns søndag (den første søndag i fastetiden). Hvis Pinsedagen falder tidligt, falder også Påskedag og Fastelavns søndag tidligt – og så er der ret få søndage mellem Helligtrekonger og Fasten, men des flere søndage mellem Pinsedag og første søndag i Advent. At vi derfor – i den traditionelle katolske liturgi, altså – kan fejre de samme søndagsmesser hvert år, skyldes alene, at de resterende “messer efter Helligtrekonger” fejres i den sidste del af kirkeåret. De to dele af kirkeåret, hvor den liturgiske farve er grøn – altså tiden efter Helligtrekonger, og tiden efter Pinse – er således tilsammen altid af samme længde , præcis som de øvrige dele af kirkeåret. Se en gang på nedenstående illustration (hvor sammenhængen med den verdslige kalenders måneder naturligvis varierer fra år til år):
De violette dele af kirkeåret – nemlig septuagesimatiden, fastetiden, og adventstiden, markerer hver deres forberedelse til kirkeårets to største fester, Festen for Herrens Fødsel og Festen for Herrens Opstandelse. Man kan sige, at kirkeårets sidste søndage – som, ligesom søndagene inden septuagesimatiden, har den liturgiske farve grøn – også er en slags “forberedelsestid”. På søndagene efter Helligtrekonger mærker vi allerede fastetidens komme, og teksterne bliver stadig mere alvorlige. Det samme gælder søndagene frem til adventstiden – som altså, til dels, bruger de samme tekster. I november måned tager mørket til, vi beder for vore afdøde, og vi ser med dem frem til Festen for Herrens komme, hvor lyset – det evige lys – bryder frem igen.
Den vidunderlige harmoni, der præger det traditionelle kirkeår, er en forsmag på den himmelske harmoni, fremvokset af århundredernes bøn og kirkeliv. Selvom katolikker for tiden kan vælge en anden vej, kan man aldrig fratage os at leve vores kirkelige liv i den samme rytme og med den samme liturgi som vore himmelske forbilleder kendte – og dermed i bogstaveligste forstand at bede sammen med alle de helgener, om hvis forbøn vi anråbte i Allehelgenslitaniet.