Sankt Karl Borromæus Gruppen

31. Januar – Don Bosco

En af de mere populære helgener i Italien er Skt. Johannes Bosco, eller bare Don Bosco, som han hedder i folkemunde (“Don” er den italienske titel for en pastor). Han blev født i 1815 i en lille by lidt uden for Torino, og voksede op mere eller mindre ude på landet. Hans ungdomsår var præget af stor fattigdom, eftersom Napoleonskrigene som Italien også var blevet inddraget i, havde gjort livet svært for mange mennesker.

Da faderen døde mens Johannes blot var to år gammel, gav det store udfordringer at brødføde familien, hvilket dog med meget besvær lykkedes. Fattigdommen betød dog at Johannes måtte bruge sine tidlige år som hyrde, hvor han passede får, samtidig med at sognepræsten sørgede for at han dog fik også fik undervisning.

En ung Don Bosco

Da han var 20 år gammel indtrådte Johannes på præsteseminariet og blev seks år senere præsteviet af Torinos ærkebiskop. Som ung præst havde Don Bosco en bred vifte af pastorale opgaver i både fængsler, skoler samt i forskellige sogne ude på landet.

Torino var stadig ramt af stor fattigdom, hvilket også betød at mange unge endte i slumområderne, ofte uden uddannelse eller ordentligt arbejde. I visse tilfælde var mange af dem også hjemløse, og boede på gader eller under broer. Det var netop disse tilstande som fik Don Bosco til at ændre sit apostolat til dét han senere er blevet kendt på – ungdomsarbejdet.

Han brugte meget af tiden på at hjælpe de unge væk fra gaden og hjalp dem med at finde arbejde. Nogle af de unge drenge, som havde et præstekald i sig, fik også hjælp til at komme på et præsteseminarium.

Trods modstand fra statens side, som på det tidspunkt i midten af 1800-tallet var kraftigt anti-klerikal, lykkedes det ham at grundlægge en orden, som fik navnet Salesianerne. Denne orden skulle fortsætte arbejdet med at hjælpe de børn som led under fattigdommen, samtidig med at man underviste dem som var kaldet til at blive præster.

Don Bosco døde 31. Januar 1888, og hans begravelse blev en så stor begivenhed, at der ikke gik lang tid førend der kom et folkeligt krav om at få ham helgenkåret. Efter en noget langtrukken proces blev Don Bosco dog endeligt helgenkåret af pave Pius XI i 1934, og er skytshelgen for skolebørn og for de unge.

Hellige Johannes Bosco – Bed for os, og bed særligt for de unge i Kirken!