Sankt Karl Borromæus Gruppen

Credo 4: “Himlens og Jordens skaber”

At Gud er almægtig, som forrige trosartikel betoner, er en forudsætning for den næste: At Gud har skabt alt, “Himlen og Jorden” (1. Mos. 1,1).

Gud skaberværk er helt anderledes end menneskers frembringelser. Gud har skabt alt af intet: ved sin blotte og fri vilje, eller, som Johannes evangeliets første kapitel siger: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”. Dette Ord skaber: “Gud sagde… og det skete…” (1. Mos. 1,6ff).

Guds storhed og hellighed erkender vi allerede i skaberværket som vi ser : “hele Jorden er opfyldt af Hans herlighed” (Es. 6,3). Trosbekendelsen præciserer betydningen af “Himlen og Jorden” i det flg. led (som er det første ligt): “alle synlige og usynlige ting”. Man kan måske sige, at himmellegemerne (det synlige univers) snarere hører til “Himlen”. Men det væsentlige er, at skaberværket ikke begrænser sig til det vi sanser. En del af skaberværket er ikke sanseligt, men tilhører den “åndelige virkelighed”.

Gud skabte også os mennesker, “i sit billede” (1. Mos. 1,26). At vi er skabte af Jorden (materien) og af Guds Ånd (1. Mos. 2, 7) betyder, at et menneske ikke kun er den synlige skabning af kød og blod, men også sjælen, hvis udødelighed og fri vilje “ligner” Guds. Meningen med hele vores jordiske liv er at frelse vor sjæl, så den ikke evigt skal pines i Helvede: “Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den” (Matt. 7,13).

Til Guds usynlige skaberværk hører den utællelige skare af engle, “alle I, Hans hærskarer, som tjener Ham, og udfører Hans vilje” (Salm. 102,21). Blandt englene kender vi nogle af navn: den hellige Mikael (Ap. 8, 7), den hellige Gabriel (Luk. 1,19), og den hellige Rafael (Tob. 5,4). Men englenes skare er ikke kun disse. Ethvert menneske har en værneengel (Hebr. 1,14). Lad os ofte påkalde vor værneengel, som følger os overalt, at han må lede vor fod og vor tanke, så vi ikke fristes!

Den hellige Augustin skriver (Civ. Dei, 12,9): “Gud skabte englene med en retfærdig vilje…”. Men denne vilje forblev ikke retfærdig hos dem alle: “Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen” (2. Pet. 2,4). De onde engle – som af egen vilje vendte sig fra Gud – forklarer det ondes tilstedeværelse i det skabte, som ledte til syndefaldet: “Djævelen forblev ikke i sandheden” (Joh. 8,44).

Når vi bekender Gud som alle tings skaber, taler vi ikke kun om noget fortidigt. Gud opretholder og råder over alle ting, for det skabte kan kun eksistere ved Hans godhed og forsyn: “Hvordan skulle noget bestå, hvis du ikke ville det, eller hvordan skulle noget kunne opretholdes, hvis det ikke var fremkaldt af dig? Du skåner alle ting, fordi de er dine, Herre, du som elsker alt levende” (Visd. 11,25f).

Om Guds uendelige kærlighed til Skaberværket taler hele Frelseshistorien: “For således elskede Gud verden…” (Joh. 3,16). Gud fortsætter med at være hele sin skabning nær, og ganske særligt os mennesker: “På jer er selv alle hovedhår talt” (Matt. 10,30).

FORTSÆTTES…