Messe askeonsdag kl. 19 i Jesu Hjerte kirke
Askeonsdagens liturgi minder os om det alvorlige faktum, at vi kun har kort tid til at omvende os, før dette liv er omme. Når præsten betegner os med askekorset, siger han: Memento, homo, quia pulvis es, et in púlverem revertéris (1. Mos. 3,19: “Husk, menneske, at du er støv, og til støv skal du vende tilbage”).
Askeonsdag er den første dag i de fyrretyve dages fastetid. En praktisk håndsrækning til at komme styrket gennem fastetiden kan downloades her.
Ligesom årets afgrøder sås i foråret, er fastetiden en Troens såtid. Vi må fordybe os i to ting: Guds vilje med vort liv (konkret kan vi fx hver dag opmærksomt læse teksterne til dagens messe) og på den anden side, hvad der skiller os fra Gud og hindrer os i at følge Hans vilje med os. Kun når vi virkelig indser afstanden mellem vor korsfæstede Frelsers kærlighed, og vor egen usselhed, vil bodsøvelser kunne styrke os til kampen mod det onde. “Enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner” (1. Kor. 9, 25).
Fastetiden indbyder os først og sidst til fordybelse i Korsets Mysterium, og dermed Kærlighedens. Alt det vi ellers lader styre vore tanker og gerninger, vil visne og blive til støv som vort eget jordiske legeme.