Skærtorsdag – 18.04.2019
Af p. Jan Hansen
Traditionelt hører vi i evangeliet Skærtorsdag om næstekærlighedens betydning, og ikke mindst om dens vigtighed i vores liv som kristne, idet Jesus vasker sine disciples fødder. Om end at det er nok så sandt, at vi som kristne skal lære betydningen af at tjene hinanden i næstekærlighed, så bør vores fokus Skærtorsdag, måske i lige så høj grad være på to af de helt fundamentale mysterier i vores katolske tro – nemlig Eukaristien og præsteembedet.
Selvom dåben er det vigtigste sakramente som vi mennesker kan modtage, fordi at det genskaber menneskets relation til Gud, så kan vi som troende ikke klare os uden hverken eukaristien eller præsteembedet i Kirken. For uden disse to sakramenter, vil vores vej til Gud være meget sværere at vandre ad, hvis ikke direkte umulig.
Hvis man tror, at vi som Kirke kan leve uden Eukaristien, eller for den sags skyld uden ordinationens sakramente, så lever man ganske enkelt i en illusion, for der var en ganske god grund til at Jesus Kristus gav os sakramenterne, netop fordi at Han i sin evige visdom som Gud vidste, at uden disse sakramenter så ville vores evne til at opnå et tættere forhold til ham være noget nær umulig. Bevares, man kunne måske nok bede og stadig tro på Gud, men det sakramentale liv som netop styrker vores sjæl, ville være helt og aldeles fraværende, og således ville vores kristne åndelige liv uden netop sakramenterne være lettere amputeret.
Eukaristien er på én og samme tid både kilden til, og ikke mindst målet for vores tro. Det er en troens kilde fordi at vi i Eukaristien modtager Kristi Legeme og Blod; vi modtager og spiser dén Gud som skabte verden, og som har skabt os mennesker. Alene i denne realitet ligger et fantastisk stort mysterium gemt; og det er et mysterium der er så stort, at vi af gode grunde ikke kan gøre andet end at knæle ned for vores Gud i ydmyghed, idet Han kommer til os i Eukaristien under brødets og vinens skikkelse; og hvor Han dér ligger gemt for vores sanser. Vi kan ikke se Kristi tilstedeværelse med det blotte øjne, men vi ved med vores åndelige sans, at Han er fysisk til stede i blandt os; og idet vi modtager Ham, styrkes vi i vores tro og ikke mindst i forholdet til Gud. Det er med andre ord, den kilde hvorfra vores udødelige sjæl får sin bedste næring.
Samtidig markerer Eukaristien også målet for vores tro, fordi at den netop peger os frem mod evigheden. Det er brødet som skal styrke os på vores vandring mod Himmeriget, og netop i Kirkens tradition giver man det såkaldte “vandringsbrød” – viaticum – til de som ligger for døden, således at de styrket af Eukaristien er klar til at foretage den sidste rejse hjem mod Gud. Hver gang vi modtager Eukaristien bør det da være en påmindelse om, at vi som døbte blot er pilgrimme i denne verden, og at vi langsomt er på vandring mod evigheden.
Vi kan som nævnt dog ikke klare denne tur særligt godt uden Eukaristien. Men vi skal samtidig også huske på, at uden præsteembedet; uden ordinationens sakramente, så har vi i Kirken overhovedet ikke nogen Eukaristi at kunne modtage. For Kristus ønskede at disse to sakramenter skulle være så forbundet, for også at understrege præsteembedets natur og vigtighed.
Som vores tro fortæller os, så er det præsten som alene er i stand til at frembringe Jesu Legeme og Blod på alteret under brødets og vinens skikkelse. Det skyldes ikke præsten som person, men alene fordi at Gud har sat et stempel på præstens sjæl, der gør det muligt for Jesus Kristus at udvirke dette under gennem præstens ord og handlinger. Ofte kan der i Kirken som helhed være en tendens til for præster at betragte sig selv mere som socialarbejdere, end som nogle der er sat i verden for at lede sjæle til Gud.
Netop dérfor er det vigtigt at vi på denne dag minder os selv om de ord, som den hellige sognepræst fra Ars, Skt. Jean-Marie Vianney, brugte til at beskrive dels nødvendigheden af præsteembedet i Kirken og ikke mindst nødvendighen af det sakramentale liv i Kirken:
“Uden ordinationens sakramente, ville vi slet ikke have Herren. Hvem satte ham dér i tabernaklet? Det gjorde præsten. Hvem tog imod din sjæl, da du kom til verden? Det gjorde præsten. Hvem fodrer din sjæl og giver den styrke til dens rejse? Det gør præsten. Hvem vil forberede den til at stå frem for Gud? Det gør præsten, altid præsten. Og hvis nu denne sjæl dør, pga. synden, hvem er det så som vil genrejse den, og som vil genskabe dens ro og fred? Igen, er det præsten. Næst efter Gud, er præsten alting! Kun i Himlen vil han fuldt ud forstå hvad han er”.
Uden præster har vi ingen sakramenter, og uden sakramenterne er vores kristne liv, og vores vandring mod Gud på denne jord så umulig som den overhovedet kan være. Dérfor er der al mulig grund til at vi husker at takke Gud – og da særligt denne aften – for at han har indstiftet disse vigtige sakramenter, som på hver deres måde er med til at lede vores sjæle uskadte frem til Himlens port.