Sankt Karl Borromæus Gruppen

Credo 12: “Som nedsteg til dødsriget”

Vi bekender, at efter Jesu død og begravelse, og før Hans opstandelse i Påskens herlighed, “nedsteg Han til dødsriget”.  Vi bekender hermed en ofte glemt, men helt uundværlig trossandhed. Det er slet ikke det samme som det vi netop har bekendt, at Jesus døde og blev begravet. Hvad betyder det da?

Vi finder svaret allerede i Evangeliet, som beretter, at umiddelbart efter Jesu død – og altså endnu inden Hans begravelse – skete der underfulde ting: “Jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave…” (Matt. 27, 51-53). Vi skal her hæfte os ved, at “mange af de hensovede helliges legemer stod op”, just efter Jesu død. Vi vender i en senere trosartikel tilbage hvad dette skriftsted også taler om, nemlig “kødets opstandelse”, dvs. at de retfærdige mennesker optages i Himlens herlighed med legeme og sjæl.

Jesus befriede efter sin død alle de sjæle fra Skærsilden, som indtil Hans komme i Verden havde undgået Helvedes straf – altså både de helliges sjæle (fx profeterne) og alle sjælene i Skærsilden. Dødsriget (inferos) som der her tales om, er kun billedligt talt “under jorden”, så det giver mening at “stige ned” i det; de tilstande, som de afdøde sjæle kommer til efter døden (og som vi benævner med navne som Limbo, Skærsilden og Helvede) er overnaturlige virkeligheder, og de kan kun i billedlig forstand opfattes som “steder” i forhold til den fysiske verden. Dødsriget er altså en samling af tilstande, som menneskets afdøde sjæl kan være i – alt efter deres dom. Vi kan bede for dem, der ikke er dømt til fortabelse, men kun Kristus kan gå ind til dem og åbne Himlens port for dem.

Bemærk, at vi ovenfor ikke nævnte Himlen som en del af det Dødsrige, hvor Jesus opsøgte de hensovede sjæle efter sin Død. For der var på det tidspunkt endnu ingen menneskelige sjæle i Himlen, dvs. i det evige liv med Gud. Jesus sagde til Nikodemus (den gode farisæer, som kom til Troen, og som efter Hans korsfæstelse salvede Hans hellige Legeme): “Ingen er steget op til Himlen undtagen Den, der steg ned fra Himlen, Menneskesønnen” (Johs. 3, 13). Intet menneske kan nemlig frelses, dvs. få del i det evige liv hos Gud, uden ved Jesus Kristus. Og Himlens porte blev først åbnet i den time, da Hans Offer var fuldbragt.

Men straks derefter befriede Han sjælene af alle de, som inden Hans korsdød var døde og ikke fortabte, “for at alle knæ skal bøje sig i Hans navn i Himlen, på Jorden og under Jorden” (Fil. 2, 10). Han opfyldte specielt Sit løfte til den gode røver på korset ved Hans side: “I dag skal du være med Mig i Paradiset” (Luk. 23, 43).

Om denne befrielse af de retfærdige sjæle havde allerede profeterne talt. Fx den hellige Zakarias: “Ved Dit Pagtsblods har Du løsrevet dine fanger fra graven, hvor der ikke er vand” (Zak. 9, 11). Og den hellige Paulus skriver: “Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i Sit triumftog…” (Kol. 2, 15).

Hvor må vi ikke gribes af Guds uendelige godhed mod menneskene! Hans enbårne Søn led ikke blot den mest frygtelige død for os, men Han gik ind i Dødsriget og åbnede Himlens porte for sjælene. Jesus selv led ikke i Dødsriget, og mistede intet af sin magt og herlighed der. Han kom til Dødsriget for straks at give de hellige og de retfærdige sjæle Frugterne af Sin Lidelse og Død, og Han vil igen på den yderste dag oprejse de hellige og retfærdige Sjæle. At Han kan frelse os fra vor synd, og siden rykke os ud af Dødsriget, er betydningen for os mennesker i Hans lidelsesfulde død og Hans herlighedsfulde opstandelse: “Kristus er ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på Ham” (Heb. 9, 28).

FORTSÆTTES…