Ved Påskefesten fejrer vi den største glæde som mennesker kender, og som vi bekender i denne trosartikel: Jesus Kristi Opstandelse.
Efter at Jesus Kristus, i den niende time på den sjette dag i ugen, havde opgivet Ånden på Korset, og samme dag, hen mod aften, var blevet begravet af sine disciple i en ny grav – skete det, på trediedagen derefter (den første dag i ugen), at Hans sjæl atter forenedes med Hans Legeme, og Han opstod fra graven. At Jesus opstod på den tredie dag, betyder at Han var en aften og en hel dag (ugens sidste, lørdag) i graven; og at Han stod op ved morgengry på den tredie dag (altså den første dag i den nye uge).
Hans opstandelse betyder ikke blot, at Han blev levende igen; det var andre blevet før Ham. Nej, Han opstod ved sin egen personlige kraft, hvilket kun Gud, som er Herre over Alt, er i stand til: “Mens Han blev korsfæstet i sin menneskelige magtesløshed, var det ved sin Guddommelige Kraft, at Han vendte tilbage til livet” (2. Kor. 13,4). Hans Guddommelighed forlod aldrig Hans Legeme i graven, eller Hans Sjæl som nedsteg til Dødsriget. Og det var ved denne Guddommelighed, at de atter kunne forenes, så at Han kunne opstå ved sin egen kraft.
Andre, som Lazarus, der blev opvækket fra de døde, måtte dog igen dø. Med Jesu Opstandelse er det anderledes også på dette punkt: “Kristus som er opstået fra de døde og dør ikke mere ; døden er ikke herre over Ham mere” (Rom. 6,9).
Kong David havde, opfyldt af Guds Ånd, forudsagt dette under: “Hans høje og Hans vældige arm frelste Ham” (Sal. 97,1). Og vor Herre selv havde forudsagt det: “Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage” (Joh. 10,17). Det var også dette Han talte om til jøderne i et billede: “Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage” (Joh. 2, 19.21).
Jesu Opstandelse er også pantet på vor egen opstandelse: “Kristus er opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus” (1. Kor. 15,20-22).
At være levende med Kristus, at få del i Hans opstandelse, er at indgå til det evige liv med Ham: “vort borgerskab er i Himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som Hans herliggjorte Legeme med den kraft, hvormed Han kan underlægge sig alt” (Fil. 3, 20-21). Og det som vi siger om legemet, gælder også sjælen, som er død for synden ved Dåbens sakramente: “Vi blev altså begravet sammen med Ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med Ham ved en død, der ligner Hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner Hans” (Rom. 6, 4.5). Paulus skriver også om dette nye liv: “Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus” (Rom. 6, 11).
For at følge Kristus i opstandelsen må vi altså aflægge vor syndighed og følge Ham efter i et Himmelsk liv på jorden: “Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i Himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i Himlen, og ikke på det jordiske” (Kol. 3,1). At følge Kristus efter på Jorden, og derved også i Opstandelsen, er målet for det kristne liv.
FORTSÆTTES…