Kirken har som bekendt mange traditioner, og liturgien er i særlig grad beriget af mange af disse overleveringer; og grundet deres natur er disse beretninger blevet bragt videre ned gennem århundrederne. Blandt disse traditioner har vi derfor også flere som knytter sig særligt til apostlene, herunder Skt. Johannes, som mest af alt er kendt for sit dybt teologiske evangelium, og ikke mindst for sin åbenbaring, der viser os hvordan de sidste tider her på jorden kommer til at udspille sig.
Johannes er som bekendt den eneste af apostlene der ikke dør som martyr, men derimod ender sit liv som en gammel herre omkring år 100. I den Ekstraordinære Form af liturgien er det dog muligt den 6. maj at mindes evangelisten Johannes’ martyrium ved Latinerporten i Rom, hvilket er knyttet til en overlevering om at han netop blev forsøgt slået ihjel fordi at man i høj grad anså de kristne som en torn i øjet. Traditionen omkring Johannes’ martyrium går således på at omkring år 95, mens han på dét tidspunkt er en ganske ældre biskop der ledte kirkerne i Lilleasien, dvs. vor tids Tyrkiet, så bliver Johannes anholdt i Ephesus og derpå sendt til Rom, som et forsøg på at komme den kristne religion til livs.
Den Romerske Kejser Domitian på dét tidspunkt var – for nu at sige det mildt – ikke synderligt begejstret for den kristne tro, og derfor blev de kristne voldsomt forfulgt. Det er ingen hemmelig at man dengang nok har tænkt, at hvis nu man kunne gøre en ende særligt på de kristnes ledere, dvs. biskopperne i Kirken, så kunne man måske knække Kristendommen én gang for alle.
Men tilbage til Johannes – som ankommer til Rom, til området ved dét der i dag kendes som den latinske port i den sydlige del af Roms bymur, hvor han herefter bliver smidt i en gryde med kogende olie, men på mirakuløs vis bliver Johannes forskånet, ved at ilden går ud, og olien ændres derimod til et nærmest forfriskende bad, som gør at Johannes har det bedre end da han blev smidt i gryden.
Kejseren blev ikke umiddelbart formildet af dette mirakel, men i stedet for at slå Johannes ihjel, blev han derfor sendt i eksil på øen Patmos, hvor det er at han også fik sin åbenbaring om de sidste tider, og først senere får Johannes da lov til at vende hjem til Ephesus. Selvom Johannes i sidste ende ikke formelt døde som en martyr, så formåede han dog alligevel at leve en slags hvidt martyrium, et kærlighedens martyrium, hvor at han gav sit liv for at udbrede troen og kærligheden til Gud.
Det er derfor heller ikke uden grund at Johannes netop understreger den sande kærlighed som dét der kendetegner de der er af Gud – for som Johannes siger: “Kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed”.