Mens Kristi Himmelfart skal forstås bogstaveligt, foruden som udtryk for en åndelig realitet, er det rent billedsprog, at den opstandne og himmelfarne Frelser “sidder ved Faderens højre hånd”. Det udtrykker den ære og herlighed, med hvilken Guds Søns plads i Treenigheden skal forbindes af troende mennesker, og den ærefrygt, med hvilken vi derfor tilbeder Ham.
Blandt mennesker er pladsen “ved højre side” – fx af en fyrste ved et taffel – den fornemste. Men ligesom Guds trone er et menneskeligt billede på Guds almagt (som vi kun kan forstå delvist, fx gennem vor erfaring af menneskelige herskeres magt), så er det også et ufuldstændigt og menneskeligt billede på Sønnens plads i Treenigheden at Han “sidder ved Faderens højre hånd”.
Den Guddommelige herlighed og majestæt kan vort jordiske sprog og tanke simpelthen ikke rumme. I Efeserbrevet (1,20-21) hedder det da også, at Gud “oprejste Ham fra de døde og satte Ham ved Sin højre hånd i Himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan…” Blandt Jesu sidste ord før himmelfarten er netop: “Mig er givet al magt i Himlen og på Jorden” (Matt. 28, 18). Hvad de troende skal lære af denne trossætning er da også, at Jesu Herlighed hos Faderen går over al forstand, og at Han, forenet med Faderen og Helligånden, til alle tider hersker over alt materielt (“Jorden”) og åndeligt (“Himlen”).
Jesus Kristus vendte tilbage til Himlen af mindst tre grunde:
-
- fordi Hans forklarede og udødelige Legeme efter Opstandelsen ikke kunne forblive i den mørke og forgængelige verden, men hørte til i den evige og uforgængelige hos Faderen: “Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen” (Joh. 16,28);
- for at vise at Hans Rige “ikke er af denne verden” (Joh. 18, 36), ligesom det Rige, Han lover os gennem Kirken, er i det evige: “har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham?” (Jak. 2, 5);
- for at indgyde os håb og længsel efter at følge Ham til det himmelske Fædreland, så vi i sandhed bliver “fremmede og udlændinge på Jorden” (Hebr. 11,13).
Og allerede mens Jesus som menneske prædikede på Jorden, gav Han de
troende det store løfte, som skal fylde vort liv i denne udlændighed: “I min Faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer…” (Joh. 14, 2); “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed” (Joh. 17, 24).
At vor Frelser er i Himlen, forenet med Faderen, løfter al vor længsel og alt vort håb bort fra det jordiske: “hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matt. 6,21). Alle nutidens forsøg på at reducere Kirken til en bevægelse for at forbedre det jordiske, gøres til skamme ved disse ord. For at vi netop må forstå Guds Herlighed og Ophøjethed over det jordiske, er Kristi tilstedeværelse i Himlen også for vor skyld: “Det er det bedste for jer, at jeg går bort” (Joh. 16,7). Kristi Opstandelse og Himmelfart giver os ikke blot længselen efter, men også midlet til, at følge Ham til Himlen, hvis porte Hans Forløsningsoffer har åbnet for os.
O Du, som sidder ved Faderens højre, forbarm Dig over os!
FORTSÆTTES…