Sankt Karl Borromæus Gruppen

Credo 17: for at dømme de levende og de døde.

På den sidste dag, “Herrens Dag”, vil Vor Herre Jesus Kristus dømme alle mennesker: “vi skal alle  fremstilles for Kristi domstol, for at enhver vil få gengældt det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt” (2. Kor.  5,10). Ved Jesu første komme til Jorden tog Han vor natur på sig for, gennem Kirken, at give os de midler og den lære, som er nødvendige for vor frelse. Ved sit andet komme vil Han åbenbare sig i al sin Guddoms vælde, og afsige dom over hver enkelt af os. Han vil dømme levende og døde, dvs. alle mennesker, som lever i den sidste tid, og alle mennesker som har levet før den.

Allerede i vor dødstime skal vi stå for Guds domstol. Alt hvad vi har tænkt, sagt og gjort vil i den time blive dømt. Det er hvad man kalder den individuelle dom. Hvis vi ikke fordømmes, vil vi skulle sone vore timelige synder i Skærsilden.

Dommens anden del, der kaldes den almene dom, finder sted på “Herrens Dag”, hvor hele menneskeheden samlet vil fremstå for Jesus Kristus (Matt. 25, 32), og hvor hver enkelts dom vil blive forkyndt for alle. Denne anden dom er nødvendig, fordi vore gode og onde gerninger “overlever” os, og for at vor endelige doms forkyndelse for alle må indgå i sonen for de onde gerninger, og belønningen for de gode.

Den sidste dom tilkommer Jesus Kristus. Han, som på Jorden blev dømt uskyldig, påtog sig vor straf, og gjorde det derved muligt for os syndige mennesker at undgå den evige fortabelse. Men dommen kan vi ikke undgå. Han vil tilsige de frelste disse vidunderlige ord: “Kom hid, I min Faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden grundvold blev lagt” (Matt. 25,34). Og til de fortabte vil Han sige det mest frygtindgydende, noget menneske kan høre: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle” (Matt. 25,41).

Hos Mattæus finder vi også den afgørende målestok, som Dommen vil blive udmålt efter: den kærlighed, hvormed vi har mødt – eller ikke mødt – Kristus i vor Næste, i den fremmede, i den syge, i den sultne… Kristus formaner os til ikke at skåne noget i os selv, når det gælder dette: “»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det” (Mark. 8, 34-35). Kun når vi lever vort liv i kærlighed til Gud og næsten, kan vi håbe på det evige liv i Himlen – uden hvilket vort jordiske liv bliver meningsløst og tåbeligt.

De trossandheder, vi her har opridset, er ikke vanskelige at forstå – det er naturligvis langt vanskeligere at leve efter dem, så at vi i tanke, ord og gerning altid søger at følge Kristus efter: “Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den” (Matt. 7,13). Men det hjælper os ikke at forsøge at benægte eller dølge hvad vi ved om de sidste ting, og hvad Kristus så klart har forkyndt i sin tid på Jorden. For på “Hin Dag”, som Requiemmessens sekvens Dies Irae så manende taler om, er det for sent, om vi har fulgt den brede vej og ikke gengældt Kristi kærlighed til os. Lad os i tide følge og påkalde den store Konge, Rex Tremendae, at vi “hist må tælles iblandt dine”:

Frygteligt høje konge og majestæt,
som frelser synderen ved din nåde,
frels mig, du godheds kilde!
Husk, gode Jesus,
at jeg er årsag til din vej,
fortab mig ikke hin dag!

(Requiemmessen, Rex Tremendae Maiestatis)

FORTSÆTTES…