Indtil nu har trosbekendelsen mest talt om den Hellige Treenigheds to første Personer: Gud Fader, Gud Søn. Vi bekender nu udtrykkeligt vor tro på den tredie Person: Gud Helligånd, hvis udgydelse over Apostlene og den unge Kirke vi fejrer ved Pinsefesten (Acta 2,4).
Allerede det gamle testamentes konger bad til Faderen: “fjern ikke Din hellige Ånd fra mig” (Sl. 50,13), og: “Hvem kender dine veje, Herre, hvis ikke den som Du giver Visdommen, og til hvem Du fra det høje sender Din Hellige Ånd?” (Visd. 9,17). Den “lange” trosbekendelse fra koncilet i Konstantinopel udfolder denne trossandhed, på basis af den Hellige Skrift: “Jeg tror på Helligånden, Herren og Levendegøreren, som udgår fra Faderen og Sønnen, og som tillige med Faderen og Sønnen, tilbedes og forherliges, som har talt ved profeterne”.
Især profeten Esaias har uddybet Helligåndens særlige værker eller gaver til mennneskene: “Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Videns og Fromheds Ånd, Gudsfrygts Ånd” (Es. 11,2). Og den ypperste af alle Helligåndens gaver er Nåden som retfærdiggør os (Ef. 1,13). Det er denne Nåde som knytter os til Gud med Kærlighedens bånd, som antænder Troens ild i vore hjerter, som “gør os delagtige i den Guddommelige Natur” (2. Pet. 1,4), og som gør os til Guds børn (1. Joh. 3,1).
Vi har allerede i en tidligere trosartikel bekendt, at den hellige Jomfru undfangede Sønnen ved Helligånden (Matt. 1,20). Kirkens Tradition fastholder, at Jomfru Maria, Apostlenes Dronning og Kirkens Moder, der som den første “blev fyldt af Helligånden”, og som med den unge Kirke “holdt fast ved bønnen” (Acta 1,14), også var til stede ved Helligåndens komme over Kirken.
Hendes Søn, Jesus Kristus, blev døbt – og døbte selv – ved Helligånden (Matt. 3, 11.16; Joh. 3,22); og Han befaler apostlene, og med dem den unge Kirke, at døbe alle mennesker “i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn” (Matt. 28,19). I Dåbens Sakramente, skænkes vi del i det Guddommelige liv. Og ved Firmelsens Sakramente modtager vi Helligåndens Segl, som styrker os til livet i den hellige Tro, som Kirken har overgivet os fra Apostlene – der i flg. Skt. Augustin selv havde modtaget dåben, inden de blev beseglet af Helligånden på Pinsedagen.
Helligånden er Gud, ligesom Faderen og Sønnen, og er Dem lig i alle ting: almægtig, evig, fuldkommen, stor, god og vis som Dem. De tre er, med et ord: af samme væsen: “Der er tre, som vidner i Himlen, Faderen Sønnen og Helligånden; og disse tre er en og den samme” (1. Joh. 5,7).
FORTSÆTTES…