På søndag, den 12. søndag efter pinse, hører vi evangeliet om den gode samaritaner (Luk. 10,23-37). Lignelsen uddyber Jesus som svar på spørgsmålet: “Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv”. Jesu svar er enkelt: “Du skal elske Herren din Gud … og din næste som dig selv”. Om kærligheden til næsten – og hvem næsten er – handler så lignelsen.
I Traditionen udlægges lignelsen somme tider sådan, at manden som falder blandt røvere er et billede på hele menneskeheden efter syndefaldet. Præsten og levitten repræsenterer den gamle pagt, som ikke ville eller kunne afhjælpe følgerne af dette fald, som er synden og døden. Men Kristus, den sande “barmhjertige samaritaner”, udgød sit blod for den faldne menneskeslægt og frelste den fra dødens sår. Kristus efterlod os ikke til vor egen skæbne, men sørgede for den fortsatte pleje ligesom samaritaneren, ved at indstifte Kirken og de hellige sakramenter.
Særlig ét sakramente, som de fleste næppe forbinder med dette evangelium, knyttes af samme grund til lignelsen om den gode samaritaner: nemlig de syges salvelse, også kaldet “den sidste olie”. Om samaritaneren hører vi i evangeliet: “Han forbandt hans sår og gød olie og vin deri” (Lukas 10,34). Når præsten ved sygesengen hører den døendes skriftemål, beder for ham og giver ham den sidste olie, da handler han i Kristi sted som den barmhjertige samaritaner. Kristus indstiftede dette sakramente da han bød sine disciplie at salve de syge (Mark. 6, 12-13). De syges salvelse heler sjælens sår, særlig synder som vi ikke har kunnet skrifte, og styrker sjælen til den sidste kamp med Satan, som til vor sidste time søger at angribe den og vriste den ud af Kristi hænder.