Sammen med lydighed og kyskhed har fattigdom været blandt ordenssamfundenes faste leveregler siden den monastiske bevægelses begyndelse. I den personlige askese tages bjergprædikenens lovprisning af de fattige virkelig alvorligt (Luk. 6.21), ligesom lignelsen om kamelens færdsel gennem nåleøjet, som et billede på den rige eller gerriges færd mod Himmeriget (Matt. 19,24). Også Kristus selv var “fattig” i den forstand at han intet jordisk ejede. For den enkelte troende er forsagelsen af jordiske goder, efter de evangeliske råd og i den intention at følge Kristus efter, en ægte og sand dyd. Det er ikke fattigdom eller forsagelsen i sig selv som er en dyd – men fattigdommen som udtryk for menneskets afhængighed af Gud.
Det er allerede noget andet hvis man udstrækker sin forsagelse til andre. Specielt er det forældres ansvar at give deres børn gode opvækstvilkår så vidt det står i deres magt. Det er klart ikke en dyd at lade sine børn sulte med vilje! Børn og unge skal derimod lære selv – frivilligt – at yde personlige ofre for Kristi skyld – men det er noget helt andet.
Endnu mindre er fattigdommen en dyd når den manifesterer sig i en pauver forkyndelse af Kirkens lære eller en sjusket og formløs fejring af de hellige sakramenter. Den teologiske og liturgiske fattigdom, som desværre præger mange kirkelige sammenhænge, er nemlig ofte et udtryk for ligegyldighed overfor – eller i hvert fald mangel på forståelse af – de trosmæssige og sakramentale rigdomme, som Kirken er sat i verden for at dele med mennesker. Frans af Assisi er specielt misbrugt i denne sammenhæng – faktisk insisterede denne “fattigdommens helgen” på nødvendigheden af at bruge de smukkeste materialer til fejringen af liturgien, fx sølv til kalk og patene.
At bringe det bedste vi har til alteret og til kirkerummet, hvor de evige mysterier fejres, er kun et udtryk for den ære og respekt vi skylder Gud; også lægfolk kan bidrage til dette, fx ved at undgå sjusket eller ligefrem anstødelig påklædning i kirken. Ligeledes er den misforståede åndelige fattigdom, som præger megen moderne forkyndelse, klart af det onde – man kan ikke åbne dybden og rigdommen i Kirkens tro gennem vage eller tandløse prædikener, hvor svære emner undgås og banaliteterne står i kø.
I dag frastødes mange unge mennesker af den åndelige og liturgiske fattigdom, som de opfatter som manglende iver og alvor; mens de samtidig tiltrækkes af den sande fattigdom og offervilje som evangelierne fordrer – fx gennem Traditionens strengere fastepraksis og barmhjertighedsøvelser, og den strengere uddannelse og disciplin som præger de traditionelle ordener for præster, munke og søstre. Denne ramme om troslivet er hverken ny eller gammel, men blot uforandret – og tro mod Evangeliets råd. Når det gælder liturgien, derimod, handler det om at prise og ære Gud. Til det er intet for fornemt, ophøjet eller kostbart. Middelalderen viser os stadig sin stærke tro gennem de mange storslåede katedraler, et arkitektonisk offer af tro og kærlighed som ingen senere tid har overgået.