Søndagens evangelium handler om hvordan Jesus i byen Naim vækker en enkes søn op fra de døde. Vorherre, der ser moderens sorg, blev rørt med medfølelse. Han gik hen til den afdødes legeme, rørte ved det og sagde: “Unge mand, jeg siger dig, stå op,” og straks “satte den døde sig op og begyndte at tale.” Og alle de tilstedeværende ”lovpriste Gud og sagde:’ En stor profet er opstået blandt os, og Gud har besøgt sit folk ’.”
Da Ordet blev kød, kom det nær på sjælene, der var døde i synd. Ordet blev rørt af vores moders, Kirken, tårer, og har rejst sjælene til nådens liv; og i eukaristien har Gud i deres legemer anbragt et kim til liv, så de kan opstå igen på den sidste dag (nadverbøn).
Den hellige Augustin skriver:
Hvis denne unge mands opstandelse fra de døde fyldte hans mor med glæde, hvor meget mere vil da ikke vor mor, Kirken, glæde sig over at hendes børn opstår fra de døde. Enkens søn var død med legemets død, men disse andre var døde med sjælens død. Der var mennesker der sørgede over legemets død, som de så med deres øjne, men sjælenes død blev ikke begrædt eller bare opfattet af omverdenen. Han som kendte disse døde sjæle vågede over dem, og Han alene kendte de sjæle, der kunne genoprette deres liv. Sagde Jesus ikke til den unge mand: ‘Unge mand, jeg siger dig, stå op.’ Blev denne unge mand ikke givet tilbage til sin mor ? På samme måde når den, der har begået synd, vågner og skælver over sandhedens ord, vil han rejse sig igen ved Kristi ord og få sjælens livet tilbage. Måtte enhver, der ser sig selv ligge i denne død, tage de rette midler i brug og genopstå i hast.