En ny artikel af den franske præst Claude Barthe peger på nogle vigtige nuancer, der hører til argumentationen for at det også i dag er legitimt at benytte den traditionelle liturgi. Artiklen kommer ikke ind på detaljerne i de (vigtige) teologiske og pastorale argumenter for denne liturgi, men kun på den overordnede legitimitet.
Anvendelse af de rette argumenter til at forsvare den traditionelle messe
Af abbé Claude Barthe, Paris
Oversat fra fransk af SKBG
De, der engagerer sig i forsvaret for alt hvad der er traditionelt (liturgi, katekismus, modstand mod skadelige doktriner), er ofte tilbageholdende med at sige, at vi i øjeblikket står over for en atypisk kirkelig situation, især når det gælder liturgi. Selv hvis de hævder, at det ikke er af følsomhed, men af tro, at de ønsker den gamle liturgi, mener de, at de mest effektivt kan forsvare deres position mod tilhængerne af den nye liturgi ved at indrømme, at denne er et blandt flere legitime valg. Det er sandt, at argumenter af denne art kan fungere ganske godt ift den brede katolske offentlighed, for hvem liberalismen er blevet en uoverskridelig horisont; men selvom det kan være tilladt at udnytte denne sindstilstand taktisk, betyder det ikke, at vi skal retfærdiggøre den.
Paradoksalt nok, fordrejer sådanne tilhængere undertiden endda den traditionelle doktrin for at forsvare den traditionelle messe. Et eksempel på dette er den ekstreme udtynding af doktrinen om lydighed, som vi skylder kirkelige myndigheder og deres lære. I betragtning af at en sådan lydighed, i mange sager, på nuværende tidspunkt er samvittighedsstridig, hævder disse tilhængere, at Kirkens fælles doktrin altid beror på individuelle domme, hvor hver person beslutter, hvad der er katolsk ift. “traditionen”, som hver enkelt i sidste ende er vogter af. Eller de udhuler doktrinen om Pavens ufejlbarlighed ved at hævde, at det paverne ofte har fremsat doktriner som var forkerte. Med andre ord overføres anormaliteten af, hvad der sker nu, til Kirken som den normalt har været og bør være. Og således gør disse fortalere for traditionen sig til modernister.
I det følgende ser vi nærmere på visse argumenter til forsvar for den traditionelle messe. Især vil vi se på to, der ofte bruges til at retfærdiggøre det frie valg af det traditionelle missale:
- henvisning til Quo primum-bullen fra 1570, for så vidt som den fastslår, at det missale, den promoverer, kan bruges “i al evighed”;
- det faktum, at Kirken altid har anerkendt legitimiteten af en mangfoldighed af riter.
I princippet er disse argumenter fuldt ud relevante, men på betingelse af at vi undgår at anvende dem, som om de omstændigheder, der nødvendiggør deres sædvanlige brug, er identiske med de forhold vi har i dag.
“Dette missale [den tridentinske messebog] kan bruges […] i al evighed.” (Quo primum-bullen)
Skt. Pius V’s forskrift skal ses i kontekst. Hans to buller vedrørende breviar og missale, som blev udstedt forbindelse med beslutningerne fra Tridentinerkoncilet, havde til hensigt at etablere universaliteten af Den Romerske Kuries liturgiske bøger overalt i den latinske verden, hvor andre bøger dog kunne forblive i brug, forudsat at de kunne attestere en historie på mindst 200 år. “I al evighed” skulle enhver romersk kleriker bruge det missale og breviar, som paven havde promulgeret. Eller, hvis han var i et bispedømme, hvor et særligt missale eller breviar kontinuerligt havde været brugt i mindst to hundrede år, kunne han stadig bruge den romerske bog “i al evighed” (med den præcision, at hvis tidebønnen skulle synges i koret, skulle en fælles regel fastlægges af biskoppen og kannikerne).
Faktisk kunne de fleste bispedømmer og kongregationer i den latinske verden påvise, at deres egne bøger, især i katedraler og ordenskirker, daterede tilbage før det 14. århundrede. De fleste biskopper og kapitler foretrak dog at tilpasse sig det romerske breviar og missale, ofte af økonomiske årsager og bekvemmelighed i forbindelse med udgivelse, da det var vanskeligt og dyrt at udgive bispedømmets egne bøger. De romerske bøger blev derfor generelt taget i brug, også i Frankrig i første omgang (det var først i sidste tredjedel af det 17. århundrede, at man begyndte at påberåbe sig retten til at udgive særlige bøger for Frankrig, senere beskrevet som led i den “neogallicanisme”, begyndende med Wien-breviaret i 1678).
Bortset fra den visigotiske eller mozarabiske ritus, der blev bevaret nogle få steder i Spanien, kunne man nok ikke virkelig tale om ikke-romerske latinske ritualer i de bispedømmer og ordenssamfund, der bevarede deres riiter. Kun den ambrosianske ritus, omend den var meget tæt på den romerske ritus, havde tilstrækkeligt betydningsfulde særegenheder til at kvalificere sig som en specifik ritus. Dette var ikke tilfældet for Lyon’s ritus, eller for de karteusiske, dominikanske og præmonstratensiske ritualer. Det var heller ikke tilfældet med praksis i de mange katedraler, valfartskirker og religiøse ordener, som havde et vist antal egne præfationer, hymner og sekvenser.
De to tekster af Skt. Pius V foreskriver derfor følgende:
- Bullen Quod a nobis, dateret 7. juli 1568, med hensyn til offentliggørelsen af det romerske breviar: “Bortset fra de nævnte riter eller skikke, der er over to hundrede år gamle […], skal alle, der skal sige og synge de kanoniske tidebønner, ifølge den romerske kirkes skik og ritus […], herefter være absolut forpligtet i al evighed til at læse eller synge tidebønnen ifølge forskrifterne i dette romerske breviar.”
- Quo Primum-bullen, dateret 14. juli 1570, med hensyn til offentliggørelsen af det romerske missale: “Vi indrømmer og tillader, at dette samme missale i sin helhed kan følges i messen, sunget eller læst, i enhver kirke uden nogen samvittighedskvaler og uden at pådrage sig nogen straf, fordømmelse eller censur, og at den gyldigt kan bruges frit og lovligt, og at det er i al evighed.”
Men selvom universaliteten af brugen af breviaret og det romerske missale blev fastslået som gyldig “i al evighed”, og selvom paven fastslog, “at intet må tilføjes, trækkes fra eller ændres” i det missale, han netop havde udgivet, forbeholdt Rom sig alligevel altid ret til at revidere disse bøger, som man således gav til alle latinske præster – og disse revisioner var altid mindre modifikationer. På trods af disse modifikationer blev breviar og missale derfor anset som værende i alt væsentligt Tridentinerudgaverne promulgeret af den hellige Pius V, hvilket bullerne Quod a nobis og Quo primum, der altid var trykt som forord i bøgerne, attesterede. Teksten i Quo primum-bullen ophørte først med at blive trykt som forord til missalet i 1965, et forstadie til det missale der blev indført af Paul VI.
Pius V’s umiddelbare efterfølgere, Clemens VIII, som blev pave i 1592, og Urban VIII, som blev pave i 1623, indførte revisioner (inklusive Vulgata-latin til epistler og evangelier samt til nye officier). Ud over fester for nye helgener blev der på forskellige tidspunkter tilføjet nye messer og præfationer (fx. præfationen for de afdøde, for St. Joseph, for Jesu Hjerte, for Kristus Konge, og under Pius XII, præfationen for indvielsen af de hellige olier på Skærtorsdag). Det er også værd at bemærke, at et stort antal andre liturgiske tekster (specielle messer, bønner, hymner) fortsatte med at eksistere indtil den franske revolution og let blev integreret i lokale liturgier. Kardinal de Bérulle komponerede for eksempel et officium for Jesus til den 28. januar, den festdag, han indstiftede for Oratoriet af Jesu Kongregation, og for oktaven af denne festdag, uden at nogen anså dette for at være anstødeligt. Ikke før det 19. århundrede kan vi sige, at alle sådanne tekster var forsvundet.
Hvad der virkelig siges i Quo primum, er dette:
- Enhver, der ønsker at fejre den romerske messe, skal holde sig til det missale, som denne bulle har promulgeret, og i fremtiden skal de ikke have lov til at bruge noget missale, der er væsentligt anderledes end dette, fordi alle andre blev afskaffet ved dekretet fra Tridentinerkoncilet; dog tillades enhver kirke at bevare deres egen særlige riter, hvis de kan bevise, at deres ritus er over to hundrede år gammel (og selv disse kirker kan tage det nye romerske missale i brug, hvilket de fleste gjorde).”
Men, på trods af klausulen om “intet skal tilføjes eller fjernes”, forbeholdt den hellige stol sig, som vi har set, altid ret til at forbedre, fuldende eller berige breviar og missale, og foreskrive disse ændringer i hele den latinske verden. Gennem hele det 17. og 18. århundrede, ja endda indtil midten af det 20. århundrede, blev mange forandringer tilføjet til dette missale, som dog forblev “Pius V’s misale”. Dette var således overvejende de facto snarere end de jure.
Legitimiteten af de ændringer, som såldes blev gjort i det liturgiske kodeks, der blev promulgeret af Quo primum, er hævet over enhver tvivl. Det er anderledes med selve lovens substans, der står over en klausul om uforanderlighed, som ikke kan diskuteres. Bullen Quo primum fastslog den romerske kirkes messe som den almindelige lov for alle latinske præster.
Men der ligger her en vigtig kendsgerning, som vi må understrege: det er en almindelig lov, som er udstedt af en pave. Derfor har en efterfølgende pave også den juridiske magt til at ændre den, så længe han forbliver inden for de grænser, som Den Guddommelige Lov har fastsat. Det faktum, at denne juridiske magt eksisterer, betyder dog ikke, at den nødvendigvis skal bruges; den retfærdiggør heller ikke, at den bruges vilkårligt.
Det er her, at problemet opstår. Hvis vi ser bort fra en hypotetisk ritus, der er materielt heretisk, eller som fører til heresi, kan det uden tvivl siges, at en pave har beføjelse til at reformere den liturgi, der er knyttet til hans ritus, selv hvis en stor reform virker unødvendig, og dens uheldige konsekvenser viser sig i praksis. En sådan ændring er dog altid en undtagelse fra loven, og som sådan skal den motiveres tilstrækkeligt. En autoritativ ændring af et sædvanligt ritual kræver langt mere end blot juridisk bemyndigelse; det kræver også en doktrinær og pastoral begrundelse.
Dette er årsagen til, at den revolutionære lovgivning, der resulterede i den nye messe, som blev indført af Paul VI, er så problematisk. Det er helt indiskutabelt, at der aldrig før har været en sådan radikal forandring i liturgien. Selv reformerne som blev gennemført af St. Pius V, og som fulgte beslutningerne fra Tridentinerkoncilet, var en forsigtig harmonisering snarere end en radikal transformation. Derfor, og i lyset af den usædvanlige karakter af denne ændring, rejser der sig et alvorligt spørgsmål om lovligheden af en sådan ændring, især når vi betragter den i lyset af Kirkens tradition og dens evige doktrin.
Den anden almindelige indvending mod den traditionelle messes særlige status vedrører spørgsmålet om mangfoldigheden af ritualer. Tilhængere af den nye messe vil ofte hævde, at Kirken altid har anerkendt legitimiteten af forskellige ritualer inden for den latinske ritus. De nævner fx den ambrosianske ritus, den mozarabiske ritus eller de religiøse ordners ritualer. Dette argument forsøger at understøtte, at indførelsen af den nye messe blot er en tilføjelse til denne mangfoldighed.
Men denne påstand kan let tilbagevises. For det første er det klart, at den romerske ritus altid har været dominerende og almindelig, mens de andre ritualer var undtagelser, begrænset til bestemte områder eller institutioner. De forblev altid tro mod den latinske liturgiske tradition og afveg kun i mindre detaljer. Den nye messe, der blev introduceret af Paul VI, adskiller sig radikalt fra den romerske ritus i både form og ånd. Det er ikke blot en anden ritus, men en nyskabelse, der forstyrrer kontinuiteten i den latinske liturgi.
Derfor kan den ikke blot betragtes som endnu en ritus i mangfoldigheden af latinske ritualer. Den er snarere en revolution i liturgien, som har skabt en dyb splittelse i Kirkens liturgiske liv. Dette er uden fortilfælde og er langt fra den naturlige udvikling, som liturgien tidligere har gennemgået. Derfor kan den traditionelle messe ikke sammenlignes med de andre latinske ritualer, som altid har eksisteret i harmoni med den romerske ritus.
Konklusionen er derfor klar: Forsvaret for den traditionelle messe skal ikke baseres på taktiske indrømmelser, men på en klar og modig anerkendelse af, at vi står over for en unik krise i Kirkens liturgiske liv. De, der kæmper for den traditionelle messe, skal ikke nøjes med at påberåbe sig historisk præcedens eller forsimplede juridiske argumenter, men skal have modet til at erklære, at den nye messe repræsenterer et brud med den liturgiske tradition. Derfor er det ikke blot et spørgsmål om præference eller følsomhed, men et spørgsmål om troens integritet.
Kilde: https://www.resnovae.fr/employing-the-right-arguments/