Kirken blev grundlagt af Kristus for at hjælpe mennesker til at opnå det evige liv. Kirken udfører sin tjeneste ved at give mennesker de sakramenter, Kristus har indstiftet, ved at lære dem at bede, ved at lære dem den sande tro – Troslæren – og ved at vejlede dem i deres liv, så det bliver i overensstemmelse med Troen. Hvad angår bønslivet, møder vi det allerede i Dåben, hvor fadderne på dåbsbarnets vegne beder om Troens gave. Bønnen er uløseligt forbundet med sakramenterne (som alle udvirkes gennem forskellige former for bøn om Kristi indgriben i vores liv).
KIrken viser os derfor en treklang af intimt forbundne veje (eller “love”, som her ikke må forveksles med juridiske tekster):
- Lex Orandi (bønnens lov eller bare “Bønsvejen”), hvis kerne er
fejringen af sakramenterne (liturgien); - Lex Credendi (troens lov eller bare “Trosvejen”), hvis mål er at ligedanne os med Kristus selv (Troens Herre);
- Lex Vivendi (livets lov eller bare “Livsvejen”), hvis mål er at det jordiske liv skal overgå til det evige liv med Kristus.
Mellem disse veje er der visse sammenhænge. Det er en klassisk sandhed, som måske først blev formuleret af en af Sankt Augustins disciple i det 4. århundrede, at “bønsvejen” er afgørende for “trosvejen”: Vores bønsliv former, uddyber og opretholder vores trosliv, og mere alment skal Kirkens Liturgi udtrykke og nære Kirkens Tro.
Kirkens Tro, som vor egen tro skal ligedannes med, finder vi i Ordet – Kristi Evangelium. Men Troen er ikke blot en passiv “antagelse” af Ordet, den må omsættes i livsvejen, som allerede apostelen Jacob så kraftfuldt udtrykte det:
Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. (…) den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør. (Jac. 1,22.25).
Og saligheden – det evige liv hos Gud – var, og er, jo målet for det hele. Vi når ikke til saligheden ved at følge bestemte formelle forskrifter for vores liv, men ved at leve vort liv i overensstemmelse med den Tro, Kristus har skænket Kirken – og demed os.
Vi kan kort samle disse velkendte, men dog vanskelige sammenhænge som:
Bønsvejen ==> Trosvejen ==> Livsvejen ==> Saligheden
Vi kan ikke springe noget led over!
Vi kan ikke nå til Saligheden, hvis ikke vort liv er præget af vor tro – for Kristi Barmhjertigheds skyld vil det ikke sige, at vi går fortabt, hvis vi synder, men vi skal kæmpe mod synden, og bestræbe os på et liv i hellighed og troskab mod Troen, dvs. Kirkens Lære. Det er selvsagt umuligt uden tro. Og omvendt: en tro, der ikke vil føres ud i livet, er tom.
Men det hele begynder med bønnen, med sakramenterne og dermed også med liturgien. Derfor må vi allerførst følge “bønsvejen”, hvis vi vil tro og leve i Kristi ånd. Netop derfor er liturgien ikke bare “udtryk for”, men også “kilde” og “grundlag” for Troen. Netop derfor ser vi Troen lide, når Bønnen og specielt den hellige liturgi svækkes. Og netop derfor kan vi ikke tænke på bønnens – og særlig liturgiens – former som blot “ydre formaliteter”, der kan indrettes frit efter den enkeltes eller tidens smag. Netop derfor er det liturgiske spørgsmål på en måde mere fundamentalt end spørgsmål om Troen, fordi det kun er gennem den med Kristus ligedannede bøn at vi kan nå til den Tro og det Liv, som Kristus har kaldt os til.
Som vi beder, tror vi. Som vi tror, lever vi. Som vi lever, dør og opstår vi.