På 19. søndag efter pinse er evangeliet lignelsen om Kongen, der indbyder venner til sin søns bryllup. Men vennerne siger nej tak, ja nogle af dem dræber endog kongens sendebud. Kongen vælger så at invitere hvem som helst fra gader og stræder. Vi kender alle den direkte betydning af lignelsen: Gud sendte sin Søn til verden og indbød først det jødiske folk til det store og evige gæstebud med Messias i det Himmelske kongerige, og sidenhen alverdens folkeslag. Og de indbudte er også os. Men vi kommer kun med til denne Fest over alle fester, hvis vi ikke blot siger ja, men også ifører os “bryllupsklædningen”, dvs. Nådens Stand, uden hvilken vi ikke kan indgå til de helliges samfund.
Den dybere betydning af lignelsen er Kristi kærlighed til sjælene: Han kalder os, og vi kan ved at svare ja og følge Ham, forene os med Ham for evigt. Ved at fordybe os i dette mysterium, forbereder vi os altså til Kristus Konges Fest, som vi fejrer sidste søndag i oktober. Han er den kongelige Brudgom, og sjælene, Hans “Brud” (hvorfor vi også ofte kalder Kirken for “Kristi brud”).
Et af de smukkeste kunstneriske udtryk for dette mysterium er Bach’s kantate 49, skrevet til en protestantisk gudstjeneste (“20. søndag efter Trinitatis”) med samme tekster som den katolske messe i dag. Højdepunkterne er de to duetter mellem Jesus (J) og Sjælen (S) (der er tale om en digterisk gengivelse af Dagens Evangelium : Matt. 22, 1-14), fx den sidste, i slutningen af kantaten – her i dansk oversættelse (video for neden):
J: Dig har jeg elsket i evighed
S: Hvor er jeg dog hjertensglad
at min skat er alfa og omega
begyndelsen og enden
J: Og derfor tager jeg dig i favn.
S: Han vil altså dog til sin ære
optage mig i Paradiset
derfor klapper jeg i hænderne.
J: Jeg kommer snart
S: Amen! Amen!
J: Jeg står for din dør
S: Kom du søde glædeskrone,
tøv ej længe
J: Luk op til min bolig!
S: Dit komme venter jeg med længsel
J: Dig har jeg elsket i evighed
Og derfor tager jeg dig i favn.