Sidste søndag i oktober – nu på søndag – fejrer Kirken Festen for Kristus Konge, som blev indstiftet af Pave Pius d. 11. i 1925, ved rundskrivelsen Quas Primas (QP). På denne sidste søndag før Alle Helgens Fest (1. november) fejrer vi Kristus som den evige Konge over både Himlen og Jorden. Det vil sige, at vi bekender at Kristus hersker over den åndelige (eller overnaturlige) virkelighed, og at han tillige hersker over den materielle virkelighed. Kristus hersker altså over alt.
Det er måske ikke så overraskende at vi, som troende kristne, bekender Kristi åndelige herredømme. Selv siger Kristus jo: “mit rige er ikke af denne verden”. Kristus er ikke som jordiske konger, hvis magt netop er af (beror på) “verden”, fx militær eller menneskelig styrke. Han afstod i sit jordiske liv fra enhver jordisk herlighed og ære – han lod sig korsfærste som var Han en gemen forbryder, for at bære og sone alverdens synd.
Alligevel ville det, som Paven skriver i den nævnte skrivelse, være “en alvorlig vranglære… at sige at Kristus ikke har nogen autoritet over jordiske spørgsmål, eftersom alle ting er i Hans magt, i kraft af det absolutte herredømme som Faderen har givet Ham” (QP, 17).
Allerede før det 20. århundrede stod det klart, at ikke blot Kirken, men hele menneskeheden er truet af den vranglære, at Kristus alene hersker over det åndelige. Brutalitet og opløsning bredte sig i mange lande, i takt med at Kirken blev frataget sin Gudgivne ret til at vejlede og retlede mennesker på deres livs vej.
To eksempler træder måske særlig tydeligt frem. I Frankrig havde den barbariske revolution i slutningen af 1700-tallet varslet de brutale konsekvenser af en gudløs stat, og nogle af revolutionens martyrer blev helgenkåret af Pave Pius XI i 1926. Efter en vis bedring i det 19. århundrede tog den franske stats overgreb mod Kirken atter til i begyndelsen af 1900-tallet, straks efter separationen af Kirke og stat i 1904. I Mexico satte forfølgelser af de kristne ind allerede i det 19. århundrede, og kulminerede med de helliige Christeros‘ martyrium sidst i 1920’erne. De modige mexicanske forsvarere af Kirken og troen døde netop under råbet: “¡Viva Cristo Rey!” – Leve Kristus Konge.
Paven skriver om disse ildevarslende strømninger (QP, 24):
Kristi herredømme over alle nationer blev forkastet. Den ret, som Kirken fik af Kristus selv, til at retlede menneskeheden, til at lovgive, til at styre folkene i alt som vedrører deres evige frelse – den ret blev forkastet. Gradvist blev Kristi tro sammenlignet med de falske religioner og sat på samme niveau som dem. Den blev derefter underlagt statsmagten og kun tålt mere eller mindre på fyrsternes og herskernes nåde. (…) Der var endda nationer, som troede de kunne undvære Gud, at deres religion skulle være ugudelighed og vanrøgt af Gud. Dette individernes og staternes oprør mod Kristi autoritet har beklagelige følger (…) disse bitre fjendskaber og rivaliseringer mellem nationer, som endnu hindrer fredens sag så stærkt; den umættelige grådighed som ofte skjules bag en foregiven kærlighed til fædreland og folk… en blind og hæmningsløs selviskhed, som får mennesker til alene at søge deres egen fordel og bekvemmelighed, og måle alt ved dem; familiens enhed og stabilitet undergraves; kort sagt, samfundet rystes i sin grundvold og går mod sin undergang.
I dette lange citat ser vi Pave Pius d. 11.’s store klarsyn – hvad der står på spil i bekendelsen af Kristus som Konge også over det jordiske. For er ikke de følger, som Paven allerede talte om i 1925, hvad hele det 20. århundrede har vist os: det menneskelige samfund, som vil “klare sig” uden Gud, og alene søge den egoistiske, menneskelige lykke, er dømt til at leve i stadig mere ødelæggende krige, stadig mere afgrundsdybe forskelle mellem rige og fattige, og med opløsning af selve samfundets grundpille, ægteskabet og familien. Et sådant samfund går sin undergang i møde.
Blandt det protestantiske heresis store fejltagelser er den vranglære, at troen alene vedrører det åndelige. At tro og politik skal være adskilte, og at troen ikke har noget at gøre i “det offentlige rum”, som man nu om dage siger. En sådan tro er død, fordi den nægter Kristus det absolutte herredømme. Når man hævder, at Kristi magt ikke omfatter det endelige og jordiske – så vil man i længden også opgive Hans åndelige kongedømme – som selvfølgelig er det største, og mest afgørende. Ved at fjerne troens betydning i verden bliver troen nemlig verdensfjern, uden praktiske konsekvenser her og nu – den bliver abstrakt, gold og tørrer ud. Vi kender dette alt for godt i den hastige opløsning af protestantismen i Danmark. Ja, også i Kirken har vi set den tilbagegang, som følger af en afsvækket tro hos præster og biskopper, som hellere vil tækkes denne verden, end følge efter Kristus og lære den at gøre det samme.
Lad os derfor på søndag – og i hele vort liv – bestandig bekende Kristi Kongedømme over alt, over hele vort liv og alt i Himlen og på Jorden. Lad os på Jorden, som en forsmag på den himmelske herlighed, stadig højere juble: “¡Viva Cristo Rey!”