På kirkeårets sidste søndag, “den sidste søndag efter Pinse“, hører vi om Dommen, som vil finde sted ved Kristi genkomst, på denne verdens sidste dag: “Da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og Han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle Hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af Himlen til den anden.” (Matt. 24, 30-31). At undlade at forkynde de trossandheder om “de sidste ting”, som vi med så stor klarhed læser om i den hellige Skrift, er måske også en af de alvorligste undladelsessynder, fordi den bringer mange sjæles evige frelse i fare. De fire sidste ting – døden, dommen, Helvede og Himlen – bør derfor fylde vore tanker ikke blot i disse uger af kirkeåret, hvor liturgien særlig minder os om dem, men hele vort liv.
“Priset være du Herre, for Søster Død!” skrev den hellige Frans i sin Solsang. Døden betyder at denne verdens prøvelser og lidelser alle er endelige og dermed, i evighedens perspektiv, uden betydning. Og selv i et samfund, hvor døden gemmes væk efter alle kunstens regler, og hvor vi måske i perioder næsten kan glemme dens uungåelighed, er dog ingen i tvivl om at den er netop – uundgåelig. Men hvilken uro fylder den ikke synderen med – for hvis han ikke er troende, så betyder den jo at der om kort tid kun er mørke – og er han troende, tilintetgør samvittigheden og bevidstheden om Dommen alle syndige fornøjelser.
Dommedag! Hvor tungt lyder dette ikke i en verden, som lever helt og fuldt for sig selv, for denne verdens goder og fornøjelser. De sidste ting refererer både til vort livs sidste time og til denne verdens sidste time: her vil Gud, som har skabt både denne verden og vort liv, kræve os til regnskab som den strenge Herre i lignelsen om de betroede talenter (Matt. 25, 14-30). Den tro tjener modtager sin retfærdige belønning, og han skal gå ind “til sin Herres glæde”. Den dovne og utro tjener kastes udenfor, hvor der skal være “gråd og tænderskæren”.
Det frygteligste af alt: Helvede. Det er vort liv på Jorden, som afgør hvilken af de to skæbner, som venter os, når Kristus kommer. Sankt Alphons opregner i en prædiken om “de sidste ting” hvordan de fordømte i evighed vil angre at de ikke i deres liv gjorde det lidt, som var nødvendigt for at frelse deres sjæl – og derved, ved deres utroskab med det endelige og timelige, mistede retten til det evige liv hos Gud. Samtidig er de bevidste om det uendelige gode, fra hvilket de for altid er skilt.
Dette sidste, Himlen, er naturligvis det allervigtigste at holde sig for øje: de frelstes fryd i Himlen er så stor, at selv denne verdens største glæder kun kan give os en svag anelse om den herlighed, som evigheden i Guds nærvær bereder disse salige sjæle. Intet i denne verden fortjener at vi, blot for et øjeblik, glemmer vor bestemmelse og kaldelse til Himlen. Tanken om Himlen, hvor intet urent kan indgå, er dog heller ikke uden kilder til uro for os arme syndere. Her er læren om Renselsesstedet – Skærsilden – en afgørende trøst, fordi den betyder, at vi trods vore timelige synder alligevel, ved Kristi nåde, kan opnå frelsen, når vi angrer vore synder. Selvom sjælene i skærsilden lider for deres timelige synder, og vi flittigt skal bede for dem, er de dog allerede lykkelige i den forstand, at Himlens salighed med sikkerhed venter dem.
Men først og sidst: vort livs handlinger er ikke uden konsekvenser. Vi kender hverken dagen for vor egen død, eller for Kristi genkomst. Men dagen kommer, da vi skal gøre regnskab for vores liv – for hvordan vi brugte de talenter og muligheder, Gud i sin nåde gav os. Kirken kan ikke – og da slet ikke i vor tid, som så gerne vil glemme ikke blot døden, men også Kristi genkomst – fortie denne alvorlige side af Kristi lære, som i øvrigt også fremgår af teksterne til Kirkeårets første søndag, hvor vi begynder forberedelsen til mindet om Kristi første komme.
Hellige Maria, Guds Moder! Bed for os syndere, nu og i vor dødstime.