Advent er en liturgisk tid som er mættet af mysterium og forventning. Vi hører de gamle profetier, særlig af profeten Esajas, som forudså Messias’ komme og alle de herlige ting som Jesu fødsel i Verden også har bragt os. De sidste dage i adventstiden – som stammer helt tilbage til 700-tallet – synges de såkaldte “syv store antifoner” ved vesper fra 17. til 23. december, som optakt til Marias lovsang, “Magnificat”. De starter alle med “O”, et udbrud af glæde og ærefrygt, som bruges i højtidelig tiltale, som indleder hver af antifonerne, der alle tiltaler Messias med forskellige navne:
17/12: O Saptientiæ… (O Visdom)
18/12 O Adonai (O Herre)
19/12 O Radis Jesse (O Jesse rod)
20/12 O Clavis Davis (O Davids nøgle)
21/12 O Oriens (O Morgengry)
22/12 O Rex Gentium (O Folkenes Konge)
23/12 O Emmanuel (O Gud med os)
Læser vi forbogstavene i Herrens navne bagfra – fra julenats synspunkt – ses “Ero Cras”, som på latin betyder: “Jeg er i morgen”. Og i julenat fødtes Herren virkelig i Betlehem! Alle antifonere er i øvrigt baseret på den gamle pagts profetier om Kristus-barnets fødsel. Den sidste uge i advent – “den store advent” – bringer os således en af den traditionelle liturgis mange skatte, som man kan fordybe sig i nedenfor, dag for dag, fra i morgen…