Sankt Karl Borromæus Gruppen

Kyndelmisse

40 dage efter at vi kunne fejre Julen, hvor Guds Søn – Jesus Kristus – blev født på jorden som et menneske for at frelse os, fejrer vi Kyndelmisse, eller Herrens fremstilling i templet. Denne fest falder 2. februar, som er præcist 40 dage efter julens begyndelse, men i Danmark er dens fejring dog rykket til første søndag i februar. Altså nu på søndag.

I den ekstraordinære form kendes denne fest også som Jomfru Marias renselse. Ifølge Moseloven skulle nybagte mødre vente i alt 40 dage, hvis de havde født en dreng. Herefter skulle de tage hen til templet for at ofre et lam, eller blot et par turtelduer, hvis det var en fattig familie. Præsten ville herefter frembære disse ofre for Gud, hvorefter moderen kunne betragtes som ren.

I den kristne tradition er fokus ikke så meget selve Jomfru Marias renselse, men snarere fremstillingen af Jesus i templet, som særligt fremhæves i teksterne for denne fest. I evangeliet hører vi først om frembæringen af offergaverne til præsten, hvorefter de møder Simeon der profeterer at Jesus vil gøre store ting for Israel, og at et sværd vil gennembore Marias sjæl. Disse ting peger naturligvis frem mod Jesu død på korset for vores skyld, og at han vil frelse menneskeheden fra dets synder, og den smerte som Jomfru Maria vil føle ved at se sin søn dø på korset.

Kyndelmisse er måske den mest kendte titel som festen har i Danmark, hvilket naturligvis refererer til at Jesus er “lyset til åbenbaring for hedninger”, som vi hører i Simeons lovsang (Luk 2,32). Dette peger os allerede nu frem mod Påskenat, hvor vi bærer det tændte Påskelys ind i den mørke kirke, samtidig med at præsten synger “Kristus, verdens lys”. Lyset denne nat er netop tegnet på den Opstandne, som bryder dødens lænker og gengiver os livet.

Til Kyndelmisse begynder vi derfor også med en lysprocession i kirken. Denne procession skal minde os om betydningen af Kristus, verdens lys der frelser os. Samtidig beder vi Gud om at Han må fylde vores liv med dette lys’ klarhed mens vi er i denne verden.

Ved barnedåben modtager forældrene på barnets vegne et brændende lys, som tegnet på Kristus der skal lede os gennem denne verden. Derved er frembærelsen af det brændende lys til Kyndelmisse også tegnet på den tro vi har, nemlig at Kristus alene er den som kan lede os frem til herlighedens evige lys. Mere lokalt husker vi også, hvordan den traditionelle messe vendte tilbage til Jesu Hjerte kirke ved Kyndelmisse i 2008, og tænker på de brændende lys som tegn på den tro og det håb, vi knytter til den nåde som restaurationen af liturgien har været hos os og i hele verden.