Vi finder at en artikel af Josef Seifert, som netop er publiceret i “Aemaet, videnskabeligt tidsskrift for filosofi og teologi”, er af så stor interesse for enhver katolik, at det er på sin plads at formidle dens hovedpointe her.
Professor Josef Seifert er ikke hvem som helst. Den hellige pave Johannes Paul II udnævnte ham til livsvarigt medlem af det pavelige Akademi for Livet. 
Han er indehaver af Dietrich von Hildebrandt lærestolen ved Edith Stein Instituttet for Filosofi (Granada, Spanien), og modtager af EU’s fortjenstmedalje (1997), samt en lang række af akademiske hædersbevisninger. Faktisk er hans akademiske vita så langt, at vi henviser interesserede til et link. For det er ikke pointen her, selvom det måske kan skærpe opmærksomheden hos enkelte.
I en tid, hvor Kirkens teologi om ægteskabet synes at være genstand for de vildeste og mindst systematiske spekulationer, er det vigtigt at prøve at forstå en indvending, som Seifert for nylig har fremsat ift. en passage i pave Frans’ meget omtalte skrivelse “Amoris Laetitia”. Først passagen (AL 303):
Men samvittigheden kan udvirke mere end at indse at en given situation ikke objektivt er i samklang med Evangeliets almene krav. Den kan også ærligt og oprigtigt erkende, hvad der lige nu er det mest generøse svar som man kan give Gud (Relatio Finalis 2015, 85) og med en vis moralsk sikkerhed se at det er, hvad Gud selv beder en om, midt i den konkrete kompleksitet af ens begrænsninger, selvom det ikke endnu fuldt ud svarer fuldt ud til det objektive ideal…
Det er selvfølgelig svært at forstå citatet uden at kende det eksempel på “en given situation”, som gives i sammenhængen: nemlig når folk har et aktivt seksualliv udenfor det sakramentale ægteskab. Og sagt med lidt mere jævne ord står der så i den nævnte passage, at der er muligt at Gud beder et sådant par om at fortsætte deres samliv i strid med evangeliets objektive krav, hvad de i givet fald kan “se” med samvittigheden. Der står ikke at det altid vil være tilfældet – men at det er muligt.
Seifert forklarer, at denne mulighed betyder, at Gud kan ikke blot tillade, men ligefrem pålægge, mennesker at begå alvorlige og objektive synder; og at simple logiske slutninger, baseret på denne påstand, fører til at forkaste hele den katolske morallære. Hvis man altså omvendt vil fastholde denne lære, må man forkaste passagen. Argumentet er flg.: hvis Gud kan pålægge mennesker en handling, som i flg. den katolske morallære er en objektiv synd – seksuelt samkvem udenfor ægteskabet er utvivlsomt en sådan – så må denne morallære, eftersom Gud selv ikke kan tage fejl, være fejlagtig. Passagen siger ikke noget om, at det kun drejer sig om en bestemt del af morallæren. Det kunne også, når citatet tages for pålydende, tænkes at Gud kunne pålægge (eller i hvert fald tillade) mennesker at handle imod ethvert andet bud, fx ved at foretage en abort, begå indbrud, myrde en besværlig kollega, osv. – hvad samvittigheden i givet fald kan “se”, endda samtidig med at samvittigheden erkender at denne handling “ikke endnu fuldt ud svarer til det objektive ideal”. Det sidste tenderer vist en rekord i besmykkende omskrivning af “fuld bevidsthed om at handlingen er en alvorlig synd”.
Ovst. citat vil så fungere som, hvad Seifert kalder en moralteologisk “atombombe”.
Seifert bønfalder pave Frans om at trække denne passage tilbage, fordi dens “stringente logiske følger truer med at tilintetgøre hele den katolske Kirkes morallære” og spørger, om ikke “enhver kardinal og biskop, enhver præst, enhver munk eller indviet jomfru, og enhver lægperson i Kirken, bør se på dette med den mest levende opmærksomhed, og slutte sig til denne lidenskabelige anmodning fra en ydmyg lægmand”.