Den anden søndag i Fastetiden fortæller evangeliet om en af de vigtigste begivenheder i Jesu undervisning af disciplene. Trods miraklerne og Jesu mange belæringer, ved de egentlig ikke rigtig hvem han er. På vej til Jerusalem – hvor han snart skal lide og dø – tager han tre af dem med op på bjerget Tabor. Der ser og hører de helt fysisk at han er Gud. Hans ansigt skinner som solen, og hans klæder bliver hvide som sne, mens han taler med Moses og Elias, der på mystisk vis er kommet til stede. Den jødiske religions lovgiver og dens største profet – de tilbeder begge Jesus af Nazareth. Og Gud Faders egen røst proklamerer: “Dette er min elskede søn”.
Denne fysiske åbenbaring af Jesu guddommelighed varer kun få øjeblikke. Derefter så disciplene kun Jesus; og de vil blive på bjerget med Ham.
Men Jesu mission var ikke på Tabors bjerg, men på Golgatha. Og som vi ved, så sov disciplene alle i Getsemane-haven, og de flygtede de alle i nødens stund, trods denne åbenbaring af Jesu guddommelighed. Peter, som fornægtede ethvert kendskab til den tilfangetagne Jesus, var også en af de tre som var med på Tabor, og som klarere end nogen af disciplene havde forkyndt Jesus som Guds søn.
Efter opstandelsen gjorde de tre disciple sandelig bod for deres fejhed og troløshed, og bortset fra Johannes, led de martyrdøden, som alle de øvrige disciple.
Forklarelsens mysterium handler i første række om hvem Jesus er, men dernæst – og nok så vigtigt for os her i fastetiden – om hvem vi selv er, som mennesker og Guds børn. Selv Jesu disciple fejlede og syndede, og måtte livet igennem søge Guds hjælp og tilgivelse. Trods det, at vi har erkendt Jesu sande identitet – og at vor frelse afhænger af hans korsoffer – så falder vi igen og igen. Kun ved at klamre os til Korset og den nåde, som flyder fra det, vil vi en gang kunne nå den herlighed, som disciplene så i et glimt på Tabor-bjerget.