Avisen La Croix, som er Frankrigs førende katolske dagblad, bragte i går 6. juni en artikel, der forsøger at udlægge på det faktum, at Chartres-valfarten – og med den, den traditionelle messe – i dag tiltrækker flere end nogensinde før. Vi bringer hovedpunkterne, uden at tage stilling til de konkrete forslag:
Kan valfarten til Chartres have fremskyndet vedtagelsen af motu propriet Traditionis custodes fra 16. juli 2021? Spørgsmålet er opstået, efter at adskillige italienske og engelsksprogede religiøse informationssteder har rapporteret, at en af kardinalerne den 29. januar 2020, under et plenarmøde i Kongregationen for Troslæren, berørte fremgangen for den traditionelle messe. De tilstedeværende skal særlig have været foruroliget af valfartens succes, og skal have foreslået at handle så hurtigt som muligt for at håndtere en situation, der var ved at komme ud af kontrol.
Hvis disse oplysninger er sande, er det klart, at den romerske tekst har forpasset sit mål. I år tiltrak valfarten et rekordstort antal på 16.000 unge vandrere, og tallet kunne have været højere, hvis ikke arrangørerne af logistiske årsager havde lukket for tilmeldingerne mere end en uge før afgang. Mange iagttagere, også blandt de store medier, blev rørt af deltagernes inderlige tro, der står i fuldstændig kontrast til den generelle stemning i den franske kirke, der er lammet af misbrugsskandalerne. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om og hvornår den traditionelle messe bliver endegyldigt erstattet af 1969-missalet. Den traditionelle messe forsvinder ikke, og alt tyder på, at den vil fortsætte med at vokse i absolutte tal, og ikke mindst relativt set, i betragtning af den gradvise nedsmeltning af de ordinære sogne.
Spørgsmålet er derfor snarere at afgøre, hvordan og inden for hvilke rammer denne fortsatte vækst af den traditionelle messe vil finde sted, fordi det er på dette punkt, at Kirken stadig har et vist råderum. I denne henseende stiller den bevægelse, som Chartres-valfarten er blevet symbolet på, to store udfordringer for den universelle kirke: de troendes enhed og det andet Vatikankoncils beslutninger om liturgiske spørgsmål.
Den første udfordring rummer en objektiv risiko for udvikling og konsolidering af parallelle samfund, placeret uden for bispedømmernes strukturer, med katolikker som er løsrevet fra enhver konkret forbindelse med de andre troende. Paradoksalt nok er denne risiko blevet betydeligt forstærket af Traditionis custodes, hvis nøgleidé i bund og grund har været at isolere traditionalisterne uden for disse strukturer for at undgå enhver omtale af deres ritual og enhver form for udbredelse af det.
Denne politik, som fratager biskopperne en del af deres myndighed, har allerede en synlig effekt, nemlig at tømme deres præsteseminarer til fordel for de traditionelle samfunds uddannelseshuse. Ved starten af det akademiske år 2022 modtog disse huse ca. 95 nye franske studerende (sammenlignet med 69 i 2021), mens optagelserne til franske seminarer er faldet alarmerende (to optagelser i Paris, en i Toulouse, en i Strasbourg osv.). Denne politik har en anden mulig effekt, nemlig at gavne præsteselskaber, som slet ikke er i legal forbindelse med Rom [Red.: her tænkes bl.a. på Sankt Pius d. X’s præsteselskab].
Det haster derfor med – modsat den retning, som Rom for nylig har taget – at bringe den traditionelle messe tilbage i bispedømmernes fold og igen at tillade dens fejring i vid udstrækning, af bispedømmepræster på lige fod med de traditionelle institutter. Ligeledes må biskopperne, som er bedst placeret til at vurdere de særlige lokale forhold, med bydende nødvendighed gengives alle deres beføjelser i liturgiske spørgsmål, i overensstemmelse med den “sunde decentralisering”, som pave Frans ofte roser.
Den anden udfordring, som udviklingen af traditionelle fællesskaber udgør, er betydningen for dem af teksterne fra Det Andet Vatikankoncil vedrørende liturgien. Man kunne forestille sig, at løsningen på denne udfordring for disse samfund involverer fejringen af Paul d. 6.’s messe i mere traditionelle former, såsom brugen af det latinske sprog eller orienteringen af præsten. Men bortset fra, at denne løsning ville komme for sent, er det ikke sikkert, at den vil afhjælpe de “oprindelige fejl”, som blev begået i 1969, nemlig forsøget på gennem en rent juridisk-normativ logik at eliminere en messebog, som daterer sig langt tilbage før koncilet i Trento. Fordi det psykologiske aspekt er betydeligt i denne sag, ville denne løsning også blandt de berørte støde på et ubøjeligt afslag, der er drevet af, hvad der er blevet oplevet som mange års forfølgelse eller i det mindste foragt.
Der er således ingen anden løsning end at opretholde både respekten for liturgisk kontinuitet i Kirken, inspirationerne fra Andet Vatikankoncil, samt de gentagne appeller fra paven selv til fordel for mangfoldighed i Kirken. I praksis kunne der foretages en ny og ganske minimal revision af den gamle messebog, med henblik på at at integrere principperne i Sacrosanctum concilium (SC). Denne revision ville blive udført med en “skælvende hånd” og kun “hvis Kirkens bedste virkelig kræver det” (SC 23), med to hovedformål: For det første en udvikling mod ”en mere rigelig, mere varieret og bedre tilpasset læsning af den hellige skrift” (SC 35); og styrkelsen af ”de troendes aktive deltagelse” (SC 48), for eksempel ved at lade menigheden synge kyrialet og Pater Noster sammen med præsten.
Dette renoverede traditionelle missale ville således, selv om det forbliver tridentinsk, gøre det muligt i overensstemmelse med princippet om den organiske udvikling af liturgien at implementere inspirationerne fra koncilet, så det ikke længere kunne bebrejdes ikke at være præget af koncilet. De ovennævnte forslag kan naturligvis ikke i sig selv udgøre en mirakelløsning på den krise, som Kirken oplever, en krise, som især på det teologiske plan skyldes kristendommens forhold til moderniteten og på det moralske plan, skandalernes katastrofe. Deres eneste formål er at fremme den nødvendige debat om midlerne til at sætte en stopper for den liturgiske krig mellem katolikker. For denne krig, der startede for mere end halvtreds år siden, og som nu berører en tredje generation af troende, har bestemt varet for længe.