På næste søndag fejres den femte søndag efter Hellig Tre Konger. I evangeliet (Matt. 13, 24-30) hører vi lignelsen om sædemanden, som er Jesu svar på hvorfor der findes ondskab og lidelse ikke blot i Verden, men endog også i den stridende Kirke. Dom Pius Parsch (1884-1954) siger om dette evangelium i “Det liturgiske år:
Mysteriet om synden er det centale tema på denne søndag. Hvilken rolle spiller synden i Guds rige? Hvordan behandler de liturgiske tekster synden? Hvis vi bladrer igennem missalet og undersøger læsningerne (Epistler og Evangelier) for året, vil vi kun meget sjældent høre om synden. Selv i fastetiden taler Kirken ikke meget om synden. Udenfor fastetiden er der måske kun tre søndage, hvor Kirken giver en lidt længere fremstilling af synden. Disse er: i dag, den fjerde søndag efter Pinse, hvor der tales om Guds kærlighed, der opsøger synderen, og den niende søndag, som omhandler helvede. Det er den første forståelse af synden, vi henter fra liturgien. Liturgien taler sjældent om synden, og når den gør det, er det ofte diskret. Den vil i stedet opløfte de kristne, forkynde Evangeliet, det vil sige det glade budskab; derfor taler den hellere om det gode, om Guds gaver og skatte.
Liturgien følger Herrens eksempel, som heller ikke var gerne talte om synd. Selvom han ikke ser med lethed på synden – han døde for synden – taler han ikke meget om hver enkel synd. Så snart han ser, at synden er blevet udslettet fra et menneskes vilje, eksisterer den ikke længere for ham: “Jeg dømmer dig ikke; synd ikke mere.” Det er det eneste, han siger til den ægteskabsbrydende kvinde. Og vi ser ham altid udvise mildhed over for synderne; for eksempel: over for den samaritanske kvinde, den gode røver på korset, Maria Magdalena. Denne mildhed fremstår i sit smukkeste lys i lignelsen om den fortabte søn. Herren bærer ikke nag til synderen, alt er glemt, så snart angeren har drevet synden ud af hjertet.
Lad os handle på samme måde. Lad os kun se det gode i mennesker og lukke øjnene for deres fejl og svagheder, og især ikke true dem med straf og helvede. Lad os elske at finde undskyldninger for menneskers svagheder. “De ved ikke, hvad de gør.” Hvad nytter det at sørge over de nuværende verdens synder? Hvad gavner det os at udstede forbud mod modstanderne af vores tro? Det skaber kun et større skel mellem dem og os. Er der ikke noget godt, selv blandt vores modstandere? Dette får os straks til at se en dyb forskel mellem liturgisk fromhed (objektiv) og moderne fromhed (subjektiv). Sidstnævnte tager udgangspunkt i mennesket, undersøger især menneskers handlinger og beskæftiger sig derfor meget med synd. Man kan sige, at al deres opmærksomhed er rettet mod at undgå synd. Disse kristne ligner de mennesker, der omhyggeligt bruger hele deres dag på at fjerne selv det mindste støv fra deres tøj. “Bare der ikke er synd!” er deres motto. Således domineret af en bevidsthed om synden, vil disse mennesker aldrig nå den sande glæde i kristendommen. Deres fromhed består af samvittighedsransagelse, optegnelser over mangler, optjening af aflad, skriftemål, retræter, og refleksioner. De er ude af stand til at komme til et positivt arbejde i deres religiøse liv.
Hvad gør den liturgiske fromhed? Den tager udgangspunkt i Gud. Den ved, at Gud, på trods af vores fejl og svagheder, har udvalgt og valgt os og givet os nåde. Det handler om at åbne sit hjerte vidt for nåden. Livet skal vokse og næres. Hvor der er liv, er der glæde, bevægelse, sundhed. Det er et positivt arbejde. Den liturgiske fromhed holder sig mere til “det, som er deroppe”. Den tager ikke synden let, for synden er netop en sygdom, en fare for det guddommelige liv. Det ville være uforsigtigt ikke at tage højde for sygdommen; vi må finde lægemidler. Men at tænke kontinuerligt på sygdommen som en nervøs, frygter kun at forgifte sit liv, det kan ikke være Skaberens vilje. Lad os glæde os over livet, jeg mener det guddommelige liv; lad os nære det med det himmelske brød; lad os lade det bære blomster og frugter gennem gode gerninger, det er et resumé af den liturgiske fromhed.
Der er bestemt tider, hvor vi skal tænke på sygdomme og deres helbredelse. Men disse tider er årets og livets sjældneste. Lad os have den følelse, at vi er mennesker, der er blevet frelst fra synden. I dag siger Kirken dog nogle meget vigtige ord om synd: 1. Synden er et frø fra djævelen. Djævelen er altid på spil. På jorden er han altid en magtfuld herre; lad os ikke undervurdere hans styrke. 2. På jorden har vi frihed til godt og ondt. Synden kan også sprede sig. Det er et faktum, som vi må tage højde for. 3. Kun i slutningen vil der være en retfærdig straf. Da vil den usonede synd få sin straf. Hvilken ro og hvilken sikkerhed giver ikke dette Evangelium os på denne søndag!