Katolske webfora strømmer over af gisninger om hvad slags pave Leo XIV begynder at vise sig som. En meget seriøs analyse blev forleden offentliggjort af den kendte italienske kirkehistoriker og patristiker, Leonardo Lugaresi, på dennes personlige blog. Vi bringer her nogle hoveduddrag i oversættelse (med vore fremhævelser):
I de analyser, som mange iagttagere har lavet af de første skridt i pave Leo XIV’s pontifikat, forekommer det mig, at brugen af kategorien kontinuitet/diskontinuitet i forhold til det forrige pontifikat indtil videre er fremherskende. Hvis man må bruge en legende metafor, ville jeg sige, at modstandere og tilhængere vurderer den nye paves første skridt ved at sammenligne hans “spillestil” med forgængerens, og derfor vurderer, i hvilken grad han fremstår som “bergoglinsk” eller “ikke-bergoglinsk”, måske endda “anti-bergoglinsk”. Det er en forståelig tendens, både fordi det er den nemmeste og mest umiddelbare sammenligning – og ofte også den eneste mulige for en samfundskultur, der i dag er helt uden historisk hukommelse og vant til et nyhedsbillede med kort åndedrag – og fordi “diskontinuitet” faktisk var et kendetegn ved Frans’ pontifikat, strengt efterstræbt fra første øjeblik og formidlet med ubestridelig kommunikationsevne frem til slutningen – eller i det mindste i den medierepræsentation, han selv ønskede og fremmede, og som under alle omstændigheder nåede de fleste, både inden for og uden for Kirken. Det budskab, som næsten alle opfattede, var, at Frans var en anderledes pave. Anderledes end alle sine forgængere, anderledes end resten af det katolske hierarki, anderledes end Kirkens institutioner (herunder pavedømmet), og netop derfor “ekstraordinært” elsket eller hadet, fordi han var en “undtagelse”.
Pave Leos stil
Et sådant kriterium er dog efter min mening langt fra tilstrækkeligt til at forstå betydningen af, hvad der foregår i Kirken, og især hjælper det ikke med at gribe et aspekt af pave Leo XIV’s tænke- og ledelsesstil, som derimod tydeligt fremstår i hans første taler – et træk, der fortjener den største opmærksomhed, både indholdsmæssigt og, måske især, metodisk. Der er ingen tvivl om, at Leo XIV’s pontifikat i forhold til den bergoglinske undtagelse tydeligt fremstår – i hvert fald stilistisk, og mere som en naturlig måde at være på end som en programmatisk beslutning – som en tilbagevenden til orden, “normalitet” og katolsk tradition (forstået i den autentiske betydning). Men det ville være en fejl at tolke denne bevægelse som en reaktion, altså som en handling, der i sin kerne modsvarer og ophæver de mange “nyheder” fra det forrige pontifikat.
Det slående i alle den nye paves første taler er den naturlighed, hvormed han hele tiden henviser til Kirkens tradition gennem de store forfattere, der vidner om den: i prædikenen ved messen med kardinalerne dagen efter sin valg citerede han Ignatius af Antiokia; i sin tale til medierne den 12. maj nævnte han Augustin; den 14. maj, i sin tale til deltagerne i det østlige kirkers jubilæum, nævnte han Efrem Syreren, Isak fra Ninive, Simeon den Nye Teolog og igen “sin” Augustin, som også nævnes i indvielsesmessen den 18. maj og i talen den 19. maj til repræsentanter for andre kirker og trossamfund, i prædikenen ved San Paolo fuori le Mura den 20. maj (hvor han også nævnte Benedikt af Norcia), og igen i talen til forsamlingen for de pavelige missionsværker den 22. maj og i prædikenen ved Laterankirken den 25. maj, hvor han også citerede Leo den Store. Korte referencer (ligesom hans taler generelt er korte, hvilket også er sigende), men præcise i forhold til emnerne. Disse patristiske referencer ledsages af konstant henvisning til moderne pavers læreembede, især Leo XIII, nævnt fem-seks gange, og særligt Frans, som synes allestedsnærværende – jeg tror ikke, Leo XIV har undladt at nævne ham i nogen tale.
En traditionel pave, ikke en traditionalist
Det er netop dette sidste punkt, jeg vil fremhæve. I den tidligere nævnte tolkningsramme, hvor Leo sammenlignes med Frans, kunne man let se Leos mange henvisninger til Frans som enten et tegn på reel kontinuitet eller som en taktisk gestus for at dulme kritik. Jeg mener, begge opfattelser er forkerte. Hvad pave Leo har udtrykt i disse to første uger er ganske enkelt den autentisk katolske opfattelse af tradition. Mange katolikker – både “traditionalister” og “progressive” – misforstår i dag tradition som noget, der enten skal bevares eller afskaffes, men i begge tilfælde forstået som noget dødt og tilhørende fortiden. De første ønsker at beskytte det, de sidste at “overkomme” det – men fælles for dem er, at de ser traditionen som en slags museum eller skattekiste. Begge ser bort fra, at tradition i katolsk forstand er levende – et nuværende forhold, en levende overlevering, en gave, givet og modtaget, som involverer levende mennesker. Den kristne tro er altid et svar – ikke en menneskelig “første ytring”, men en respons på Guds åbenbaring.
Som Paulus sagde: “Jeg har overleveret jer det, jeg selv har modtaget” (1 Kor 15,3). Den kirkelige tale er dermed altid en modtaget tale. Og fordi den er modtaget, må den trofast videregives. Den kan ikke manipuleres efter forgodtbefindende. Den katolske forståelse af tradition nægter, at nogen – selv paven – kan ændre den efter smag og behag. Samtidig forstås traditionen ikke som uforanderlig gentagelse, men som en levende kæde af tro, en kontinuerlig, trofast og kreativ overlevering – ikke i modsætning til fornyelse, men uadskillelig fra den.
“Levende tradition” og kritisk brug
Tradition er ikke kun overlevering, men også skelnen og anvendelse. En stor nyligt afdød teolog, Christian Gnilka, fremhævede kirkefædrenes idé om “chrêsis” – den gode og sande brug af alt, herunder også det profane. Det er ikke ukritisk accept eller total afvisning, men en kristen evne til at skelne og bruge det gode. Denne holdning – kritisk, men åben – gælder også kirkens egne historiske fejltrin. Heraf princippet ecclesia semper reformanda – Kirken må altid reformeres, men i Kristus, ikke efter tidens luner.
Paven som enhedens vogter
I Kirken findes der ikke revolutioner eller restaurationer. Der findes sandhed og enhed. Pavens opgave er ikke at igangsætte diffuse processer uden retning (som visse udlægninger af “synodalitet” har gjort), men at fastholde den fælles tro. Og det er heller ikke hans opgave at lede en “modreform”. Derimod kan vi forvente, at Leo XIV vil anvende det tidligere pontifikats tekster og handlinger med den rette “chrêsis” – placere dem i en korrekt, sand traditionel forståelse. For eksempel kan han godt citere et ikke-problematisk afsnit fra Abu Dhabi-erklæringen, uden at godkende alt i dokumentet, herunder de passager der vanskeligt kan forenes med katolsk doktrin.
Alt tyder allerede nu på, at Leo XIV ikke ønsker at være pave “på egne betingelser”. Allerede fra begyndelsen har han – med henvisning til Ignatius af Antiokia og på linje med Benedikt XVI – sagt, at en leder i Kirken må “forsvinde, for at Kristus kan blive tilbage”. Det giver håb om et pontifikat i patristisk og “ratzingersk” ånd.