Kardinal Robert Sarah, tidligere præfekt for Gudstjenestekongregationen, kommer i et nyligt interview med det italienske dagblad Il Foglio(1/8) ind på den splittelse, som er opstået efter at Pave Frans indførte voldsomme restriktioner ift. den traditionelle romerske ritus. Han slutter sig dermed til en række autoriteter i Kirken som i de seneste uger har appelleret til Pave Leo om at standse undertrykkelsen af det mindretal af katolikker, som foretrækker denne ritus. Vi bringer et uddrag af artiklen, oversat til dansk:
Kardinalen beskrev de fortsatte splittelser omkring den traditionelle latinske messe og Novus Ordo som skadelige for Kirkens enhed og fremhævede, at liturgien aldrig må blive en slagmark. »Det er et drama, ja, en sand og egentlig synd, at der på et så væsentligt område som liturgien kan opstå en form for krig,« sagde Hans Eminence til Matteo Matzuzzi. »Liturgien er kilden til Kirkens fællesskab, og det er utænkeligt, at der på liturgiske – ja, jeg vil sige rituelle – områder skulle være en sådan modsætning og så voldsomme konfrontationer.«
Kardinal Sarah understregede, at Kirkens ritualer tilhører dens levende tradition og ikke er underlagt enkeltpersoners myndighed. Han sagde: »Ingen har myndighed over ritualerne, som er blevet til gennem Kirkens århundredlange historie. Ritualerne kan ikke vilkårligt afskaffes, og ingen kan fra den ene dag til den anden erklære, at et ritual ikke længere eksisterer.«
Kardinalen opfordrede til en tilbagevenden til pave Benedikt XVI’s »afbalancerede, pastorale og teologisk velbegrundede holdning«, hvor den ordinære form og den traditionelle latinske messe kunne eksistere side om side.
»Jeg mener, at dette spørgsmål må tages op til alvorlig overvejelse ved at genfinde Benedikt XVI’s afbalancerede, pastorale og teologisk velbegrundede holdning, hvor begge former af den latinske ritus fik lov til at leve side om side, berige hinanden og blive kendt af Guds hellige folk. Med tiden vil de troende kunne vælge den form, der bedst svarer til deres behov for tro, stilhed og spiritualitet,« sagde Hans Eminence.
Kardinal Sarah kommenterede også den kritik, der undertiden rettes mod katolikker, som er knyttet til den traditionelle latinske messe, og hævdede, at nogle af spændingerne afspejler bredere problemer i fejringen af den postkonciliære liturgi.
Den tidligere præfekt for Dikasteriet for Gudstjenesten og Sakramenternes Ordning sagde: »Nogle af overdrivelserne hos dem, der er knyttet til den ekstraordinære form, kan delvist forklares – og til en vis grad retfærdiggøres – af de alvorlige og udbredte misbrug i den ordinære forms liturgi, som den dag i dag ofte ikke fejres, sådan som koncilet ønskede det, og som den liturgiske reform selv foreskriver.«
Kardinal Sarah advarede også om, at prædikenen risikerer at miste sin kraft, når den søger publikums anerkendelse i stedet for at forkynde evangeliet.
»På den ene side har den dominerende kultur, som jeg allerede har sagt, gennemtrængt selv kirkelige miljøer, og heller ikke prædikanter er immune over for denne indflydelse. På den anden side kan der opstå en fristelse til for enhver pris at ville behage tilhørerne, at gøre sig acceptabel for dem og derfor give efter for de emner, der giver gevinst, fordi de er mere moderne eller populære.«
En sådan tilgang, hævdede han, efterlader menneskets dybeste behov ubesvarede. »Konsekvensen er en banal forkyndelse, som er fuldstændig uden betydning og ikke møder menneskets dybeste længsler. Mennesket – også det moderne menneske – har et absolut behov for Gud, for at høre om evangeliet, om det evige liv og om det åndelige liv. Det er aldrig legitimt at reducere evangeliet til sociale og horisontale emner, hvor relevante de end måtte være.«
Da han blev spurgt, hvordan disse udfordringer bør imødegås, gav kardinal Sarah et klart svar: »Det har jeg allerede delvist besvaret. Nøglen er liturgisk dannelse – dannelse, dannelse og atter dannelse. Af biskopper, af præster og af lægfolk.«
Kardinal Sarahs svar gør det klart, at en ægte kirkelig enhed ikke kan opnås ved at undertrykke den ene liturgiske form til fordel for den anden. Den kan kun opnås ved at genvinde evnen til at lade både den ordinære form og den ekstraordinære form af den romerske ritus eksistere side om side. Det er et tegn på troskab mod den hellige Moderkirke, og han beskrev den nuværende »krig« om liturgien som »et drama, ja, en sand og egentlig synd«, og understregede, at ingen har myndighed til fra den ene dag til den anden at erklære en ritus for ophørt med at eksistere, fordi liturgien tilhører Gud og ikke den enkelte. Dette er ikke et partisk kampråb for en tilbageskuende bevægelse, men et krav om klarhed over traditionens egentlige natur.
Kombinationen af læremæssig fasthed og praktisk åbenhed kendetegner kardinal Sarahs tilgang. Hans Eminence bagatelliserer ikke krisen i Kirken, men han nægter samtidig at bruge den som et våben mod dem, der er knyttet til den ældre messeform. Resultatet er en bekræftelse af traditionen, som samtidig er en invitation til et fælles kirkeligt liv.
Kontrasten til nylige udtalelser fra andre kardinaler er også et sigende tegn på den klogskab, som præger Hans Eminences tilgang. Mens kardinal Roche har sagt, at den hellige Fader ikke vil omgøre Traditionis Custodes, og kardinal Cupich har hævdet, at debatter om den traditionelle latinske messe afleder opmærksomheden fra spørgsmål som »klimakrisen, krig og fred«, synes kardinal Sarah at bevæge sig i den modsatte retning. For ham opnås kirkelig enhed ikke gennem administrative begrænsninger eller ved at flytte opmærksomheden væk fra det hellige, men ved at lade begge udtryk for den romerske ritus bestå side om side og berige hinanden under det samme kirkelige hierarki.
Det billede af enhed, der tegner sig gennem kardinal Sarahs udtalelser, er både traditionelt og pastoralt. Det fastholder troslærens integritet og liturgiens hellige karakter, samtidig med at det afviser en nulsumstænkning, hvor den ene liturgiske form kun kan bestå på den andens bekostning.
