Den hollandske biskop Robert Mutsaerts har 13/8 skrevet et åbent brev til Pave Leo, hvor han bl.a. udtrykker sin bekymring over om den uendelige synode om synodalitet, herunder i hvilket omfang den virkelig lytter til alle troende – og om de få, der tager ordet, i virkeligheden blot er dem, der har tid. Men ikke mindst: om synoden bringer Kirken og sjælene fremad. Vi bringer her nogle uddrag til almindelig oplysning i et land, hvor den slags synspunkter i hvert fald ikke synes at finde megen ørenlyd:
Hellige Fader,
Med ærbødighed for det embede, som er betroet Dem som den hellige Peters efterfølger, og i fællesskab med den Kirke, som Kristus byggede på apostlene, henvender jeg mig til Dem med dette åbne brev. Det gør jeg ikke letfærdigt. Det, der får mig til at fremsætte disse ord offentligt, er en bekymring, som i sidste ende står over enhver anden kirkelig overvejelse: sjælenes frelse. Salus animarum suprema lex – sjælenes frelse er den højeste lov. Mit spørgsmål er enkelt og oprigtigt: Hjælper den synodale proces faktisk med at føre sjæle nærmere Kristus og den evige frelse? Det er det afgørende spørgsmål for mig.
Hellige Fader, jeg er fuldt ud klar over, at det petrinske embede bærer et ansvar, som den, der står uden for dette embede, kun kan have en vag fornemmelse af. Netop derfor skriver jeg ikke disse ord af mangel på ærbødighed for paveembedet, men af kærlighed til det samme embede. Peter modtog jo fra Kristus ikke blot opgaven at samle brødrene, men også at styrke dem i troen: »Og når du engang er vendt om, så styrk dine brødre.« I sidste ende får verden kun lidt ud af en Kirke, der blot gentager det, som verden selv allerede mener. Den har brug for en Kirke, der viser den hen til Kristus, med kærlighed, men uden frygt.
Min bekymring med hensyn til Synoden om Synodalitet må forstås i dette lys. Og frem for alt spørger jeg mig selv, hvad alt dette betyder for den almindelige troende, som ikke forventer en permanent proces fra sin Kirke, men klarhed om vejen til Gud. (…)
Det synodale projekt lægger vægt på deltagelse. Men her opstår et besynderligt paradoks. De mennesker, der deltager intensivt i kirkelige høringsprocesser, er ikke nødvendigvis repræsentative for hele Kirken. Den stille katolik, som deltager i messen hver morgen, beder rosenkransen og underviser sine børnebørn i katekismus, skriver som regel ikke en synodal rapport. Den unge katolik, som rejser tre timer for at deltage i en traditionel liturgi, sidder som regel ikke i en arbejdsgruppe i bispedømmet. En mor til seks børn, der forsøger at opdrage sin familie som katolikker, har måske kun begrænset tid til lyttemøder. En kontemplativ ordenssøster udfylder ikke et spørgeskema. Men deres tro kan være dybere forankret end troen hos professionelle deltagere i kirkelige forsamlinger. Den, der kun lytter til dem, som kommer hen til mikrofonen, kan let glemme, at Guds folk er større end den kreds, der sidder omkring mødebordet. (…)
Tillad mig at afslutte dette brev med den samme tanke, som jeg indledte det med: sjælenes frelse. Jeg håber og beder om, at det under Deres pontifikat endnu en gang må blive tydeligt for alle, at Kirken ikke er kaldet til uendeligt at diskutere sig selv, men til at forkynde Kristus; ikke til at afspejle tidsånden, men til at lede verden mod det evige liv.
Netop fra Peters efterfølger må de troende kunne forvente, at han midt i vor tids forvirring styrker brødrene i troen. At han minder os om, at den sandhed, som Kirken forkynder, ikke er en ejendom, som vi efter forgodtbefindende kan disponere over, men en dyrebar skat, som vi har modtaget og skal give videre uforandret. Må han give mod til præster, som trofast opfylder deres kald, til ordensfolk, som har viet deres liv til Gud, til forældre, som forsøger at opdrage deres børn som katolikker imod strømmen, og til unge mennesker, som netop i en tid præget af relativisme længes efter sandhed, hellighed, skønhed og det radikale eventyr, som et liv med Kristus er.
Min bøn til Dem er derfor enkel: Giv os klarhed. Når verden taler med usikkerhed, så lad Peter tale klart. Når Kirken bliver træt af interne diskussioner, så vis os tilbage til Kristus. Når vi fortaber os i processer og strukturer, så mind os om vores mission. Når vi bliver bange for at forkynde evangeliet i dets fylde, fordi det måske vil støde det moderne menneske, så mind os om Peters egne ord: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.«
Hellige Fader, jeg skriver alt dette i oprigtig ærbødighed for Deres embede og af kærlighed til Kirken. Min kritik af den synodale proces udspringer ikke af et ønske om at så splid, men af frygten for, at vi spilder kostbar tid, mens så mange mennesker ikke længere kender Kristus. Høsten er stor. Arbejderne er få. Vestens kirker tømmes, samtidig med at nye generationer synes på ny at søge sandhed og transcendens. Netop nu har vi ikke brug for en tøvende Kirke, men for en missionerende Kirke, som ved, hvad dens skat er, og som ikke er bange for at vise denne skat til verden.
Derfor beder jeg om, at Deres pontifikat må være præget af en fornyet koncentration om det, der i sidste ende udgør hjertet i enhver sand kirkelig reform: Kristus, omvendelsen, helligheden, eukaristien, evangeliseringen og sjælenes frelse. For når alle synoder er afsluttet, alle dokumenter er skrevet, alle udvalg er opløst, og vores egne navne er glemt, står kun det spørgsmål tilbage, som virkelig betyder noget: Har vi ført de mennesker, der er betroet os, nærmere Jesus Kristus?
Må den hellige Peter gå i forbøn for Dem. Må Vor Frue, Mater Ecclesiae, holde Dem under sin beskyttelse. Og må Herren skænke Dem den visdom, det mod og den faderlige beslutsomhed, der skal til for at lede Hans Kirke i sandhed og kærlighed.
Med følelser af oprigtig ærbødighed, forenet i bøn,
in Christo,
+ Rob Mutsaerts
Hjælpebiskop for bispedømmet Hertogenbosch