Den amerikanske jesuit p. Thomas Reese (SJ) skriver klummen “Tidens tegn” på nyhedstjenesten Religious News Service. Hans seneste klumme (25/8) handler om den blandt modernister udbredte synd det er at “hade den traditionelle latinske messe”. Klummen former sig som et skriftemål, og er selvfølgelig let ironisk; men den er også alvorlig, fordi den kan give indsigt i bevæggrundene hos de fortrinsvis ældre mennesker, herunder nogle præster, der føler sig berettigede til at forfølge katolikker som er knyttet til denne messe. Vi bringer hele klummen i dansk oversættelse:
Skriftende person: Velsign mig, Fader, for jeg har syndet. Det er en uge siden min sidste klumme, jeg mener, mit sidste skriftemål. Siden da har jeg udtrykt had til den gamle latinske messe, også kaldet den traditionelle latinske messe (TLM), også kaldet den tridentinske messe, også kaldet …
Præst: Ja, ja, jeg ved godt, hvad du taler om. Den messe, der blev fejret alle vegne i den katolske kirke før Det Andet Vatikankoncil.
Skriftende person: Den gamle latinske messe er som en zombie. Da vi i 1964 gik fra latin til engelsk, troede vi, at den var død, men den bliver ved med at vende tilbage. Vi troede, at den ville forsvinde, eller at folk ville være tilfredse med at gå til en latinsk version af den nye liturgi. Men sådan gik det ikke.
Præst: Had er en synd. Jesus sagde, at vi skal elske hinanden, ligesom han har elsket os.
Skriftende person: Det ved jeg. Faktisk hader jeg ikke de mennesker, der går til den gamle latinske messe. Mange af dem er flinke og fromme mennesker. De finder åndelig næring i deres messe. Med en bedre katekese tror jeg, at de ville sætte pris på den nye liturgi, På den anden side hader jeg de ideologer, som siger, at den nye messe er blasfemisk, og som forkaster Det Andet Vatikankoncils lære om ting som økumeni, social retfærdighed og lægfolkets rolle i kirken.
Præst: Voksede du ikke op med den gamle messe? Hadede du den dengang?
Skriftende person: Nej, jeg elskede den. Jeg gik til messe hver dag i folkeskolen og gymnasiet. Da jeg trådte ind i noviciatet i 1962, var messen på latin. Jeg troede, at den ville være på latin resten af mit liv. Selv om jeg var dårlig til sprog, kunne jeg følge messen i mit missale, som havde latin på den ene side af siden og engelsk på den anden. Efter fire års latin i gymnasiet og fire år på seminariet kunne selv jeg følge messen på latin.
Præst: Hvis du kunne lide den gamle latinske liturgi, oplevede du så ikke forandringen som traumatisk?
Skriftende person: Nej, egentlig ikke. Vi havde et meget traditionelt jesuitternoviciat, hvor der blev lagt vægt på lydighed. Hvis kirken sagde, at messen skulle være på engelsk, gjorde vi honnør og gjorde det uden spørgsmål. Det er endnu en grund til, at jeg har problemer med de såkaldte konservative. Hvis de ønsker at være traditionalister, burde de være lydige mod koncilet og de paver, som har fremmet liturgien på folkesprogene. Lydighed var den vigtigste dyd i den gamle kirke.
Præst: Så du accepterede kun den nye liturgi af lydighed?
Skriftende person: I begyndelsen. Men da vi først kom ind i den nye liturgi, elskede jeg den. Ikke alene var bibellæsningerne på engelsk, vi fik også et langt større udvalg af læsninger med den treårige cyklus om søndagen og den toårige cyklus på hverdage. Jeg var træt af at høre lignelsen om de kloge og de tåbelige jomfruer, som vi kunne høre et par gange om ugen i den gamle liturgi på helgendagene for jomfruer. Der er mange jomfruelige helgener i den liturgiske kalender. De nye eukaristiske bønner er også vidunderlige, selv om jeg også må bekende, at jeg bliver vred på præster, der haster gennem den eukaristiske bøn, som om de konkurrerer om at blive færdige med messen. Nogle gange er indgangs- og afslutningssangene længere end den eukaristiske bøn.
Præst: Var alle disse forandringer ikke til besvær for dig?
Skriftende person: Nej, egentlig ikke. Jeg havde læst Joseph Jungmanns Mass of the Roman Rite, som er en omfattende messehistorie, og den gør det klart, at messen hele tiden har forandret sig gennem historien. Vores tradition er at forandre os. Denne bog burde være obligatorisk læsning på de katolske seminarier.
Præst: Har din forståelse af eukaristien ændret sig?
Skriftende person: Før Det Andet Vatikankoncil så jeg messen som en fornyelse af Jesu offer. Vores rolle var at tage imod den forløsning, der kommer gennem dette offer, og forene vores liv med hans offergave. Det tror jeg stadig på, men min forståelse er blevet beriget ved at erkende rødderne til den eukaristiske bøn i den jødiske påskebøn. Begge bønner er rettet til Faderen. I eukaristien beder vi sammen med Jesus, ikke til ham. Ligesom jøderne ihukommer vi Guds handlinger i verden. Vi takker og lovpriser ham for skabelsen og for hans handlinger til fordel for sit folk.Vi takker ham især for at have sendt Jesus. Vi ihukommer hans liv, død, opstandelse og udsendelsen af Ånden. Tidligere overså vi stort set Ånden, men han står centralt i forvandlingen af os til Kristi disciple. Når vi modtager kommunionen, bliver vi Kristi legeme og viderefører hans mission i verden i dag.
Præst: Det må være nok med prædikenen. Lad os vende tilbage til dine synder.
Skriftende person: Jeg må vel også indrømme, at jeg er misundelig på fortalerne for TLM. De er så velorganiserede, at de, selv om de er få, får enormt meget opmærksomhed fra biskopperne og medierne. Vi, der ønsker yderligere reformer af liturgien, bliver ignoreret. Vi kan ikke få nogens opmærksomhed.
Præst: Hvilke yderligere reformer ønsker du?
Skriftende person: For det første en bedre engelsk oversættelse af messen. Der findes en fremragende oversættelse, som blev udarbejdet i 1998 af International Commission on English in the Liturgy. Den blev godkendt af de engelsktalende biskopskonferencer verden over, men forkastet af kardinal Joseph Ratzinger, som ønskede en mere ordret oversættelse. Det irriterer mig stadig, at en tysksproget person ville fortælle engelsktalende mennesker, hvordan de skulle bede på deres eget sprog. Jeg ville ikke ændre menighedens dele af messen, men det ville ikke være forstyrrende at tillade præsterne at bruge oversættelsen fra 1998 til deres egne dele. Og så har vi brug for en bedre forbindelse mellem Ordets liturgi og Eukaristiens liturgi. 1998-udgaven af det nye missale gør dette i mindre grad ved, at den indledende bøn tager temaer op, som vi kommer til at høre i bibellæsningerne. Men hvorfor kunne vi ikke have en særlig præfation til hver søndag i den treårige cyklus, som tog udgangspunkt i temaerne og ordene i læsningerne? Vi har også brug for eukaristiske bønner, der i højere grad er bibelsk tematiserede — for eksempel en eukaristisk bøn baseret på Johannesevangeliets teologi. Vi kunne have en eukaristisk bøn for hvert evangelium, som kunne bruges, når det pågældende evangelium læses. Vi kunne også anvende eukaristiske bønner baseret på Paulus’ breve.
Præst: Nu må det være nok. Jeg har en god forståelse af dine synder. Du er tydeligvis fuld af vrede og hovmod. Jeg er ikke sikker på, at du overhovedet angrer dine synder, men eftersom du har bekendt dem, vil jeg give dig absolution.
Som bod skal du gå til den traditionelle latinske messe, som jeg fejrer i næste uge.
Ego te absolvo a peccatis tuis in nomine Patris, et Filii, et Spiritus Sancti.
Skriftende person (lavmælt): Jeg vidste, at jeg skulle være gået til en jesuitisk præst.