Kirken Notre-Dame (Onze-Lieve-Vrouwekerk) i Amsterdam var lørdag d. 5/9 fyldt til bristepunktet i anledning af den andagt til Jomfru Maria, som bedes første lørdag i måneden, og som i år fik et særligt omfang i Holland. To kardinaler og flere biskopper – først og fremmest den eneste nederlandske kardinal, kardinal Willem Eijk, ærkebiskop af Utrecht – havde taget imod invitationen fra Radio Maria til dette internationale »Rosenkrans Rally«, som man i flere måneder havde forberedt.
Deltagerne – to kardinaler, flere biskopper, samt talrige præster og troende – var det første markante aspekt ved denne begivenhed i et næsten fuldstændig sekulariseret land. Måske er det blevet for meget med verdsligheden at dømme efter det store fremmøde af unge fra alle egne af landet.
Men der var også et andet aspekt: Denne pontifikalmesse, som blev fejret af kardinal Burke, blev fejret efter den traditionelle ritus med teksterne fra lørdagsmessen til Guds Moder. Alle kravene i den tidligere paves Traditionis custodes blev tilsidesat, uden problemer og uden samvittighedskvaler: Begivenheden blev bredt annonceret i flere nederlandske bispedømmer, messen blev fejret efter den traditionelle ritus i en sognekirke, og epistlen og evangeliet blev læst på latin. Men det skete under den stedlige biskops, monsignor Hendriks’, myndighed, med hans godkendelse og tilstedeværelse. Dertil kommer det store fremmøde af gejstlige, herunder to af Kirkens fyrster: Der var således tale om en rolig og hierarkisk bekræftelse af den traditionelle messes »borgerret « i Kirken, for at bruge udtrykket fra Benedikt XVI’s brev, der ledsagede hans motu proprio Summorum Pontificum.
Med biskoppen af Amsterdam, monsignor Hendriks, i spidsen begav hele forsamlingen – herunder de to kardinaler og monsignor Van den Hende, biskop af Rotterdam og formand for den nederlandske bispekonference – sig gennem Amsterdams gader til en stor park to kilometer derfra, Vondelpark, hvor rosenkransen blev bedt offentligt, efterfulgt af et foredrag af kardinal Burke. Det var lørdag, Jomfru Marias dag. Arrangørerne havde med rette sat deres lid til det gode vejr.
»Når vi beder rosenkransen, forstår vi dybere mysteriet om vores liv i Kristus, til Guds herlighed og til vores frelse såvel som til frelse for mange andre, især vores nærmeste. Rosenkransens bønsmetode består i at gentage ord, som udtrykker vores dybe kærlighed til Gud. Det er ikke en kedelig øvelse, men snarere det gentagne udtryk for en dyb kærlighed. Vi bliver aldrig trætte af disse ord, og vi bliver aldrig trætte af at gentage dem, fordi vi gennem dem kommer stadig tættere på den Gud, som vi elsker af hele vores hjerte. Formålet med denne metode er hele tiden at uddybe vores forståelse af Guds kærligheds mysterier til os, som vi mediterer over, og at forene os stadig mere med dem«, sagde kardinal Burke.
Han mindede om, at meditation i en tid, hvor meditation er blevet moderne og ofte forbindes med trosforestillinger, der er fremmede for vores egen tro, hjælper rosenkransen os med at nå den ønskede meditation på en måde, der er fuldstændig i overensstemmelse med vores katolske tro.