Flg. tekst til den 20. søndag efter Pinse er forfattet i 1705 af den katolske præst Leonard Goffine (1648-1719).
INTROITUS
Messens Introitus er en ydmyg bøn, hvori vi bekender, at vi retfærdigt straffes for vor ulydighed:
Alt, hvad du har gjort mod os, Herre, har du gjort efter en retfærdig dom; thi vi har syndet og været ulydige mod dine bud. Men herliggør dit navn og handl med os efter din store barmhjertighed. (Dan. 3, 28)
Salige er de, hvis vej er uplettet, som vandrer efter Herrens lov.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Herre, vi beder dig: giv nådigt dine tjenere både syndernes forladelse og fred, så de, rensede fra al skyld for deres overtrædelser, med trygge og fredfyldte hjerter må tjene dig. Ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligåndens enhed, Gud fra evighed og til evighed. Amen.
EPISTEL
(Ef. 5, 15-21)
Brødre! Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, ikke som uforstandige, men som vise, idet I køber tiden tilbage, fordi dagene er onde. Vær derfor ikke uforstandige, men forstå, hvad Herrens vilje er.
Og berus jer ikke af vin, hvori der er udsvævelse, men bliv fyldt af Helligånden, idet I taler til hverandre med salmer, hymner og åndelige sange, synger og spiller i jeres hjerter for Herren og altid takker Gud og Faderen for alt i vor Herres Jesu Kristi navn.
Underordn jer under hverandre i Kristi frygt.
Hvorledes kan vi købe tiden tilbage?
Ved, som den hellige Augustin siger, at benytte hvert eneste øjeblik, ja selv om det skulle koste os alle timelige fordele, for at vinde de evige goder; ved ikke at lade nogen lejlighed gå forbi til at gøre godt, til af kærlighed til Gud at arbejde og lide, til at forbedre vort liv og vokse i dyd.
»Vil du vide,« siger den fromme Cornelius a Lapide, »hvor kostbar tiden er? Spørg de fordømte, thi de kender den af erfaring. Kom, rige mand, fra Helvedes afgrund, og fortæl os, hvad du ville give for ét år, én dag, én time af denne tid!«
»Jeg ville,« siger han, »give hele verden, alle glæder, alle skatte og udholde alle pinsler. O, dersom blot ét øjeblik blev mig forundt til at angre mine synder og opnå tilgivelse for mine forbrydelser, ville jeg købe dette øjeblik med ethvert arbejde, med enhver bod, med alle de straffe, lidelser og kvaler, som mennesker nogensinde har lidt i Skærsilden eller Helvede, selv om de varede hundrede, ja tusind millioner år!
O kostbare øjeblik, hvoraf en hel evighed afhænger! O, hvor mange øjeblikke har du ikke, min kære kristen, forsømt, hvori du kunne have tjent Gud, gjort godt af kærlighed til ham og derved erhvervet dig den evige salighed! Og du har ladet disse kostbare øjeblikke gå tabt.
Husk derfor: Med ét eneste øjeblik af tiden kan du, dersom du anvender det vel, erhverve dig den evige salighed; men med hele evigheden kan du ikke erhverve ét eneste kostbart øjeblik af tiden!«
BØN
Mest gavmilde Gud og Herre! Jeg er inderligt bedrøvet over, at jeg så slet har anvendt den tid, du har givet mig til min frelse.
For at råde bod på det, jeg har forsømt, så vidt jeg formår, frembærer jeg for dig alt, hvad jeg har gjort og lidt, siden jeg første gang fik fornuftens brug, som om jeg endnu virkelig skulle gøre og lide det; ja, jeg frembærer det i forening med alle vor Frelsers gerninger og lidelser.
Jeg beder dig inderligt, at du ved hans uendelige fortjenester vil udfylde mine mangler og værdiges at tage imod alle mine handlinger og lidelser.
»Berus jer ikke af vin, hvori der er udsvævelse!«
Her vil vi alene tale om dem, som gør andre berusede ved selv umådeholdent at drikke på deres skål eller ved indtrængende at opfordre dem til at drikke.
Den persiske konge Assuerus forbød udtrykkeligt, at nogen skulle opfordres til at drikke ved hans store gæstebud. (Est. 1, 8.)
Denne hedning, som ved fornuftens naturlige lys erkendte, at det er umoralsk at føre andre til umådeholdenhed, vil engang rejse sig til dom over de kristne, som, oplyste af troens lys, ikke ville erkende og undgå denne last.
Derfor udtaler profeten Esajas (5, 22) et ve over dem, som er helte i at drikke og forstår at beruse andre. Og den hellige Augustin formaner os på ingen måde at regne dem for venner, som ved at skænke for os ønsker at gøre os til Guds fjender.
EVANGELIUM
(Joh. 4, 46-53)
På den tid var der en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han havde hørt, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham komme ned og helbrede hans søn, thi han lå for døden.
Jesus sagde da til ham: »Dersom I ikke ser tegn og undere, tror I ikke.«
Den kongelige embedsmand siger til ham: »Herre, kom ned, før min søn dør.«
Jesus siger til ham: »Gå bort, din søn lever.«
Manden troede det ord, som Jesus havde sagt til ham, og gik sin vej.
Og da han var på vej ned, kom hans tjenere ham i møde og bragte ham det budskab, at hans søn levede.
Han spurgte dem da, hvilken time det var, da han fik det bedre. Og de sagde til ham: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.«
Faderen erkendte da, at det var på den samme time, hvor Jesus havde sagt til ham: »Din søn lever.« Og han kom selv til tro, og hele hans hus.
BELÆRINGER
I.
Gud tillod måske, at den kongelige embedsmands søn blev syg, alene for at faderen skulle bede Kristus om hans helbredelse og derved komme til den sande tro og den evige salighed.
På denne måde søger Gud almindeligvis at føre syndere til sig, idet han lader alle slags onder og ulykker komme over synderen selv eller over hans børn, ejendom, kvæg osv.
Derfor siger David:
»Det er godt for mig, at du ydmygede mig, for at jeg må lære dine retfærdige lovbud.« (Sl. 118, 71.)
Og derfor bad han også Gud om at fylde syndernes ansigter med skam, så de måtte søge hans navn. (Sl. 82, 17.)
Dette skete med dem, om hvem David siger:
»Deres lidelser blev mange; derefter skyndte de sig til Gud.« (Sl. 15, 4.)
O, gid vi blot ville gøre det samme!
Når Gud sender os misvækst, oversvømmelser, haglvejr, død, krig osv., ønsker han intet andet end, at vi skal vende os bort fra vore synder og komme til ham.
Men hvad gør vi? I stedet for at skynde os til Gud tager vi vor tilflugt til overtro, eller vi knurrer mod Gud; ja, vi finder fejl ved eller endog spotter hans hellige ordninger.
I stedet for at borttage vore synder ved oprigtig bod begår vi stadig nye synder ved vor knurren og utålmodighed, ved overilede domme, som om andres uretfærdighed og ondskab var årsag til vor ulykke, ved had og fjendskab osv.
»Hvad skal Gud da endnu gøre, hvis han ikke kan forbedre os hverken ved sine velgerninger eller ved sine straffe?«
II.
Kristus sagde til denne embedsmand:
»Dersom I ikke ser tegn og undere, tror I ikke.«
Dette var en irettesættelse af hans ufuldkomne tro; thi dersom han virkelig havde troet, burde han ikke have bedt Kristus om at komme til hans hus, men burde ligesom høvedsmanden have troet (Matt. 8), at Kristus også kunne hjælpe hans søn, skønt han selv ikke var til stede.
Mange kristne fortjener den samme irettesættelse af Kristus, fordi de næsten mister al tro og tillid til Gud, når han ikke straks hjælper dem i deres nød, sådan som de ønsker.
Men hvor mishagelig en sådan mangel på tillid er Gud, lader han os forstå, når han udtaler et frygteligt ve over dem, der er så omskiftelige og mister håb og tålmodighed, og nægter dem sin hjælp.
III.
Hvor meget kan ikke en familiefaders eksempel udrette!
Denne embedsmand havde næppe modtaget troen, før hele hans husstand blev omvendt og troede på Kristus.
O, hvor meget godt kunne ikke fædre og mødre udrette blandt deres børn og husfolk ved deres gode eksempel, ved deres fromhed og iver i bønnen, ved hyppig modtagelse af de hellige sakramenter, ved deres sagtmodighed, mådehold, beskedenhed og andre dyder!
TRØST I SYGDOM
»En kongelig embedsmands søn var syg.« (Joh. 4, 46.)
For at trøste dig i sygdom bør du betragte den som noget, Gud sender dig til din sjæls bedste, for at du kan erkende dine synder; eller, hvis du er uskyldig, for at du kan øve dig i tålmodighed, ydmyghed, kærlighed osv. og således øge dine fortjenester.
Derfor sagde en hellig fader til en af sine ledsagere, som klagede over, at han var syg:
»Min søn! Dersom du er guld, vil du blive prøvet ved sygdom; men dersom du er blandet med slagger, vil du blive renset.«
»Mange, som er raske, er lastefulde,« skriver den hellige Augustin, »men dersom de var syge, ville de være dydige.«
Og den hellige Bernhard siger:
»Det er bedre at nå frelsen gennem sygdom end at være rask og blive fordømt.«
Et andet mægtigt middel til trøst i sygdom er at fremstille den lidende Forløser for vort indre blik. Han havde ingen del af sit legeme, som var uskadt, fra isse til fodsål. Den hellige Bonaventura plejede, når han betragtede ham, at udbryde:
»O Herre, jeg ønsker ikke at leve uden sygdom, når jeg ser dig så hårdt såret.«
Når vi bliver syge, bør vi omhyggeligt undersøge, om vi besidder noget, som vi uretmæssigt har tilegnet os, eller om vi har nogen anden skjult synd på samvittigheden.
Er vi os noget sådant bevidst, bør vi hurtigt befri os derfra ved et angerfuldt og oprigtigt skriftemål og ved at give tilbage, hvad der tilhører andre.
Synder er meget ofte årsag til sygdom, og ingen læge kan måske helbrede os, så længe vi er besmittede af synd, fordi Gud ikke skænker sin velsignelse, dersom han ikke først er blevet forsonet ved bod.
Endnu mindre kan vi forvente hjælp, men snarere timelig og evig ulykke, dersom vi tyr til overtro og besværgelser, sådan som kong Ochozias erfarede. Han blev straffet med døden, fordi han under sin sygdom havde søgt hjælp hos afguden Beelzebub. (2 Kong. 1.)
BØN
O Jesus, vore sjæles sande læge! Du, som sårer og helbreder os, ja, som ofte tillader os at blive syge på legemet, for at vore sjæle kan blive helbredt; giv, at jeg må anvende enhver legemlig smerte efter dine barmhjertige hensigter til fremme af min frelse.
BELÆRING OM OMSORGEN FOR DE SYGE
»Kom ned, før min søn dør.« (Joh. 4, 49.)
Alle, som har omsorg for syge mennesker, bør ligne denne fader; det vil sige, at de først og fremmest bør bestræbe sig på at kalde Jesus til den syge i det Allerhelligste Sakramente, før den syge bliver ude af stand til at modtage ham.
Djævelen søger intet mere at forhindre end dette. Han ophidser den syges fantasi og får ham til at tro, at han kan leve længere, at han ganske sikkert vil blive rask igen, for desto lettere senere at styrte ham i fordærv, fordi han udsætter sin omvendelse.
Hertil bidrager de, som af frygt for at skræmme den syge eller genere ham undlader at tilkalde præsten i rette tid.
Men dette er en grusom kærlighed, som berøver den syge hans sjæls frelse og evige salighed og påfører dem, der handler sådan, et frygteligt ansvar.
Hvor der er tale om evigheden, kan ingen forsigtighed være for stor. Vi bør derfor vælge den sikreste vej, for sygdommen kan let forværres og til sidst gøre den syge ude af stand til at tage sig af sin sjæls frelse.
Vi bør derfor ikke skjule for ham den fare, hvori han befinder sig. Og dersom den syge endnu har fornuftens brug, bør vi tilkalde den præst, som han selv beder om, for at han kan modtage de sidste sakramenter.
Han vil ikke dø tidligere af den grund, men snarere drage den største fordel deraf, eftersom hans samvittighed vil blive renset for synd, som kan være årsag til hans sygdom. Måske vil han endog blive befriet for sin sygdom; eller i det mindste vil han ved den nyligt modtagne Guds nåde blive styrket til at bære sine lidelser med større tålmodighed og til at dø langt lettere, tryggere og mere trøstet.
Vi bør også bestræbe os på at opmuntre den syge til at overgive sig til Guds vilje og have en barnlig tillid til Guds hjælp. Vi bør bede trøstende bønner for ham, bevare ham fra og styrke ham imod mørke tanker og djævelens fristelser.
Vi bør række ham krucifikset, så han kan kysse det; langsomt og ikke for højt fremsige eller læse for ham af en bønnebog de hellige navne Jesus, Maria og Josef samt andre trøstende påkaldelser; gøre korsets tegn over ham; bestænke ham med vievand og frem for alt bede om en salig død for ham.
Men vi bør ikke græde og jamre, hvorved døden blot gøres vanskeligere for ham. Vi bør heller ikke føre unyttige, tomme og verdslige samtaler med ham, eftersom dette hindrer ham i at tænke på Gud og sin sjæls frelse og i at berede sig til den sidste og farlige kamp.
Endelig bør vi på ingen måde tillade personer at være hos ham, som har givet ham anledning til synd, thi de ville være en hindring for hans oprigtige omvendelse.
Der findes i sandhed intet større kærlighedsarbejde end at hjælpe sin næste til en salig død.