Vi bringer her endnu et essay af den amerikanske skribent Kevin Tierney, som reflekterer over hvorfor der endnu i dag – snart 60 år efter liturgireformen – synes at være en uformindsket strid om liturgien i den katolske kirke. Hans svar ligger i forskellen på at acceptere og at elske. Det sidste kan intet dekret udvirke:
Da han var præfekt for Kongregationen for Gudstjenesten og Sakramenterne, tænkte kardinal Robert Sarah længe og grundigt over den rolle, liturgien spillede i at forme katolikker. Han brugte tid ikke blot på at reflektere over frugterne af en ordentlig liturgisk dannelse, men også over, hvordan liturgien, når den blev grebet forkert an, kunne forme katolikker på en utilsigtet måde. Ved en liturgisk konference i Köln i 2017 advarede præfekten om en liturgi, der var
en anledning til hadefulde splittelser, til ideologiske konfrontationer og til offentlig ydmygelse af de svage fra dem, der hævder at have myndighed, i stedet for at være et sted for vores enhed og vores fællesskab i Herren.
Med dette talte kardinal Sarah om den frygtede »liturgiske krig«, som siden offentliggørelsen af Novus Ordo Missae af Paul VI i 1969 har udspillet sig med varierende intensitet inden for den romerske ritus. Blandt nogle af de mest ivrige katolikker blev liturgien ikke et redskab til at tilbede Gud, men en kampfront i en større kamp om, hvordan Kirken forholder sig til det hellige. Ligesom ved så meget skyttegravskrig kommer der meget lidt ud af det bortset fra tab. Ingen bryder sig om den liturgiske krig. Og alligevel er den liturgiske krig trods den vedvarende afsky for den lige så grim i 2024, som den var i 1990’erne og 2000’erne. Hvorfor?
Når jeg fremlægger en sådan teori, vil jeg indtage en position, som måske vil irritere nogle traditionalister. Jeg vil hævde, at de fleste af de personer, der var involveret i Novus Ordo (med visse undtagelser), var velmenende, men vildledte mennesker. Jeg vil hævde (igen med visse undtagelser), at pavernes handlinger siden Koncilet var oprigtige, men at de, fordi de byggede på et fejlslagent sats, oprigtigt tog fejl. Det er måske ikke noget for dig. Sådan er det.
Min teori om den liturgiske krig bygger ikke på spørgsmålet om, »hvilken der er bedst«, men på noget, der bestemt ikke er liturgisk. Paul VI og andre omkring ham mente, at frugterne af den nye liturgi ville være selvbekræftende. Reformen ville være et åbenlyst gode, som alle ville elske, også selv om det tog nogle år. Som led i at fremme denne kærlighed beordrede Paul VI præsterne til at brænde deres skibe, når de satte foden på den nye verdens kyst. Han forbød i praksis enhver præst i den romerske ritus (med visse undtagelser) at bruge den gamle messebog. Der skulle ikke være nogen vej tilbage, ingen selvransagelse, ingen vurdering af, om reformerne virkede eller ikke virkede. Blot det at foreslå, at sådanne reformer burde evalueres, var at rejse tvivl om pavens evne til at lede Kirken i spørgsmål om gudstjenesten. Paven undertrykte ikke formelt den latinske messe. Hvorfor, kan man kun gætte på. Jeg mener, at det er et tvivlsomt kanonisk forehavende at undertrykke noget, der er lovligt og har været fejret af Kirken i århundreder, for alle. At gå ind i den diskussion vender selve formålet med kirkeretten og kirkens disciplin på hovedet. Derfor forsøgte han andre midler for at opnå accept. For at være klar: accept var, hvad han opnåede.
Det overvældende flertal af katolikker accepterede den nye messe. De forstod, at det nu var den messe, de skulle overvære hver søndag. Hvad de aldrig gjorde, var at omfavne den nye messe. De liturgiske reformer førte ikke til, at de katolske troende deltog dybere i messen. De førte ikke til en dybere forståelse. De førte ikke til større inderlighed. Kort sagt: De ting, som man hævdede ville blive forbedret i forhold til den latinske messe, skete ikke i substansen. Det, der var tilbage, var personlig præference. Reformerne blev store, ikke på grund af det, de leverede, men på grund af det, de tillod: større personligt udtryk, en udformning af messen efter de troendes ønsker. Med »de troendes ønsker« mener jeg ønskerne hos et liturgisk bureaukrati, der mente, at de var den helligste generation af katolikker nogensinde, og at verden skulle opleve deres genialitet. Uanset om den ville eller ej.
Den nye messe overlevede udelukkende i kraft af et paveligt dekret. For den revolutionære, der ønskede flere forandringer, betød sådanne dekreter ikke meget. For mange katolikker, som blot ønskede at finde et øjebliks fred og ensomhed til at møde Gud om søndagen, betød dette pavelige dekret heller ikke meget. Den nye messe eksisterede. Den forsvandt ikke. Men den blev aldrig elsket. Og eftersom den aldrig blev elsket, betød det også, at den latinske messe aldrig forsvandt.
Stillet over for denne virkelighed (og det var en virkelighed, de mødte inden for et årti efter 1969) havde Kirken svært ved at håndtere det faktum, at en forudsigelse fra paveembedet, støttet af hele den kanoniske autoritets vægt, ikke blev til virkelighed. På dette tidspunkt satsede Kirken på tidsfaktoren. Man gav indult til nogle få i England og Wales. Der blev indgået individuelle ordninger. Præster i uklare kanoniske situationer blev mødt med misbilligelse, men ofte fik de lov til at fortsætte. I 1984 udstedte Rom regler for indult, baseret på den faste overbevisning, at de, der ønskede den latinske messe, inden for en generation ville være døde. I 1988, med ekskommunikationen af Marcel Lefebvre, blev denne situation umulig. På dette tidspunkt var den latinske messes status ikke længere under Kirkens og biskoppernes kontrol. Men Kirken kunne heller ikke indrømme, at dens satsning havde været forkert. Hvis den havde været forkert, kunne selve den liturgiske reform grundlæggende drages i tvivl.
Derefter forsøgte man at imødekomme den æstetiske kritik ved at tale for en »reform af reformen«, som forsøgte at genindføre mange af de ting, som paven, biskopperne og de liturgiske rådgivere i årtier havde dæmoniseret som noget, der hørte hjemme på et museum eller en kirkegård. Det eneste, reformen af reformen udvirkede, var at rejse det grundlæggende spørgsmål: Hvis vi kan have latin, ad orientem og kommunion, mens man knæler ved alterskranken, hvorfor kan vi så ikke bare have den traditionelle latinske messe?
Da Benedikt XVI besteg pavestolen, forstod han, at Kirken ikke kunne besvare disse spørgsmål, at den latinske messe ikke ville forsvinde, og at antallet af troende, der søgte hen til den, voksede. Samtidig var ønsket om at forbyde den latinske messe i tilsvarende grad ved at forsvinde. Hvordan kunne man gøre dette uden at indrømme en fejl? Her stødte den brilliante teolog på et stort smuthul. Eftersom Paul VI ganske enkelt havde sat den traditionelle latinske messe til side, ville han sætte den tilbage igen. Den skulle eksistere side om side med den ordinære form, og de troende og præsterne kunne selv vælge. Han ønskede at løse diskussionen ved helt at træde ud af den. Han erklærede sejr, ikke for den ene eller den anden form, men for liturgisk mangfoldighed, og gik derefter hjem.
Hvis jeg lyder uoprigtig, er det ikke min hensigt. Der skal en bemærkelsesværdig mand til for at indrømme, at pavernes tidligere forsøg på at løse dette spørgsmål, kun har gjort det værre, så det vil jeg ikke gøre. Joseph Ratzinger var klart det 20. århundredes mest begavede teolog, og denne viden gjorde ham bevidst om Kirkens og hans egne begrænsninger. Selv om det ikke var en perfekt beslutning, var det en våbenhvile i den liturgiske krig, en midlertidig fred, der blev forhandlet på plads. Lad verden få vejret, og så forhandler vi om en yderligere fred.
Problemet med denne tilgang er, at der i Kirken fandtes en gruppe mennesker, som ønskede at fortsætte offensiven. Al denne tale om fred var vildledt. Hvis man slutter fred med fortiden, vil fortiden vende tilbage. Hvis man tillader fortiden som en acceptabel mulighed, vil den altid være der og vente på at blive tilpasset moderne tider som et alternativ til hvad end nutiden måtte foretage sig. Selv om vi ikke ved, om han altid tilhørte denne skole, stod det i 2019 klart, at Jorge Bergoglio, nu pave Frans, havde tilsluttet sig dette verdenssyn. Hans generation var ved at dø. Han selv var ved at dø. Deres stjerne var på retur. Hvad vile der ske, når de dør, og den fortid, som Paul VI forsøgte at tvinge folk væk fra, stadig eksisterer? Da Frans spurgte verdens biskopper, om de forstod den trussel, den latinske messe udgjorde mod Kirkens enhed, trak flertallet på skuldrene. Derfor udstedte han Traditionis Custodes for at forsøge at få dem til at se truslen. Da de stadig ikke gjorde det, forsøgte han med stadig mere tvangsprægede tiltag at få biskopperne og de troende til at se den. Men det grundlæggende problem bestod: Ingen elsker alternativet. De accepterer det. De bygger deres liv op omkring det. Den nye messe er en del af den katolske oplevelse fra ni til fem. Men de fleste elsker den ikke.
Dette er den egentlige rod til de liturgiske krige. En generation af ledere (fra paven og nedefter) baserede sig på et sats. De fortsatte med at hæve indsatsen, indtil de til sidst gik “all in”. De tabte, og nu må de komme hjem og forklare familien, hvorfor de ikke længere har en bil eller et hus, og hvordan familien ganske enkelt må vænne sig til at have mistet alt. Bare rolig, du lærer at kunne lide det. (Eller som en populær katolsk forfatter engang sagde: Vi syndere fortjener en grim liturgi.) Er du inspireret?