På søndag fejres Festen for den hellige Frans af Assisi eksternt i Jesu Hjerte kirke, med biskoppens tilladelse, hvor vi kan glæde os over at sognet siden 2017 er hjemsted for et af Franciscanerordenens kommuniteter i Danmark. Anledningen til denne særlige fejring er 800 jubilæet for den hellige Frans af Assisi’s død – som indtraf 3/10 2026. Også i dag kan den hellige Frans inspirere os til både at være radikale i troen – ikke på den politiske måde, der i dag sommetider forbindes med hans navn, men på Kristi vis.
Frans af Assisi forbindes ofte med fattigdom, enkelhed, kærlighed til skaberværket og en radikal efterfølgelse af Kristus. Den side af hans vidnesbyrd er meget vigtig. Men der er en anden side af hans spiritualitet, som er mindre kendt: hans dybe ærbødighed for Kirkens liturgi og dens værdige fejring. Frans insisterede på, at hans brødre skulle forblive tro mod den liturgiske orden, som Kirken havde modtaget og givet videre.
Et af de tydeligste eksempler finder vi i Franciskanernes Regel fra 1223, den såkaldte Regula bullata, som blev stadfæstet af pave Honorius III den 29. november 1223. I Reglen bestemmer Frans, at de gejstlige brødre skal bede tidebønnen »efter den hellige romerske Kirkes orden«. Franciskanerne udviklede ikke deres egen selvstændige ritus på samme måde som eksempelvis dominikanerne.
For Frans var liturgisk trofasthed således tæt forbundet med trofastheden mod Kirken. Denne lydighed var ikke blot et spørgsmål om kirkelig disciplin. Den udsprang af Frans’ dybe tro på Kristi virkelige nærvær i Eukaristien. Det fremgår særlig tydeligt af hans Testamente, som han dikterede kort før sin død i 1226. Her fortæller Frans, hvordan Gud havde givet ham en særlig tro på præsterne, »som lever efter den hellige romerske Kirkes form«. Selv hvis disse præster forfulgte ham, ville han stadig søge til dem. Grunden var, at han i præsten så Kristi nærvær, og at præsterne forvaltede Kristi hellige legeme og blod. Frans fortsætter med at sige, at disse »allerhelligste mysterier« skulle æres og dyrkes over alt andet og opbevares på værdige steder.
Frans’ personlige fattigdom betød ikke, at hellige ting skulle behandles som almindelige ting. Tværtimod. Han kunne selv leve i den største materielle fattigdom, men han mente, at det, der tilhørte Kristus og Hans gudsdyrkelse, skulle behandles med den største værdighed. Dette er en vigtig pointe, fordi Frans ofte fremstilles som selve symbolet på enkelhed. Han ejede næsten ingenting. Han ønskede, at hans brødre skulle leve enkelt og som pilgrimme. Men når det gjaldt Gudstjenesten og Eukaristien, var intet for stort og smukt. Frans ønskede, at de hellige mysterier skulle have værdige steder. Han bekymrede sig endda om de hellige skrifter og de navne og ord, der var knyttet til Kristus. Hvis han fandt hellige tekster liggende på et uværdigt sted, ønskede han, at de skulle samles op og anbringes på et værdigt sted.
Frans’ holdning bliver endnu mere bemærkelsesværdig, når man ser på, hvor radikal hans fattigdom var. Han ønskede en fornyelse af det kristne liv. Han ønskede, at hans brødre skulle leve evangeliet radikalt. Han prædikede fattigdom, bod og omvendelse. Men han ønskede derved at fordybe sig des mere i Kirkens bøn.
Den Regel, som Frans gav sine brødre, blev stadfæstet af paven. Franciskanerordenen understreger selv, at Frans forstod sit kald som et liv efter det hellige evangelium, og at hans Regel blev skrevet enkelt og derefter bekræftet af paven. Der er derfor en vigtig balance i Frans’ liv: Han var radikal, når det gjaldt sit eget liv, og samtidig lydig, når det gjaldt Kirkens liv. Han skriver, at hvis nogen brødre ikke bad tidebønnen efter Reglen og ønskede at ændre det, skulle de bringes til deres foresatte. Det er et meget stærkt historisk vidnesbyrd. Frans’ holdning var ikke: »Hver generation må finde sin egen måde at bede på« – men: »Vi har modtaget en orden for vores bøn; lad os være tro mod den.« Frans befaler sine brødre ikke at behandle Reglen som noget, der efter behag kunne forsynes med nye fortolkninger. Han siger, at de skal forstå den »enkelt og uden fortolkning« og overholde den i deres handlinger. Hans grundlæggende indstilling var trofasthed mod det vi har modtaget.
Den hellige Frans’ eksempel kan derfor sammenfattes i tre ord: Fattigdom. Lydighed. Trofasthed.
Det er måske netop derfor, at den fattige mand fra Assisi fortsat kan tale så stærkt til enhver katolik, der ønsker at forstå forholdet mellem evangelisk enkelhed og Kirkens Tradition. For Frans var de ikke modsætninger. Han kunne leve uden jordiske rigdomme, men ikke uden ærbødighed for det hellige. Han kunne forkaste verdens rigdom, men han forkastede ikke Kirkens arv. Og netop derfor er Sankt Frans af Assisi et stærkt vidnesbyrd om, at sand enkelhed ikke står i modsætning til tradition, skønhed og ærbødighed i Kirkens liturgi.