
Marguerite-Marie Alacoque blev født i Bourgogne (Frankrig) i 1647. Hun aflagde allerede som 9-årig det løfte, at hun ville indvie sit liv til Jomfru Maria. Som helt ung førte hun dog i en periode et temmelig mondænt liv, indtil hun en dag modtager en åbenbaring, hvor den martrede Jesus viser sig for hende, og minder hende om hendes barndoms løfte. I 1671 optages hun endelig i det store Bebudelseskloster i Paray-le-Monial. Og det er her, i 1673, at Jesus Kristus giver hende den første af de “store åbenbaringer”, idet han viser hende Sit hellige Hjerte. Under denne og senere åbenbaringer lærte Jesus hende
- hvordan vi skal ære Jesu Hellige Hjerte, som brænder af uudslukkelig kærlighed til menneskeheden
- de to bodshandlinger til Hans guddommelige Hjerte: at modtage kommunion den første fredag i hver måned, og sakramental tilbedelse en time hver torsdag;
- Hans ønske om indstiftelsen af en Festdag for Jesu allerhelligste Hjerte, til sone for de synder, der begås mod det hellige Sakramente; denne fest blev faktisk indført i hele Kirken i 1856 og fejres hvert år den 15. juni.
Den hellige Marguerite-Marie er et af Kirkens allerstørste kvindelige vidner, gennem hvis åbenbaringer vi kan trænge et skridt dybere ind i Jesu Kærligheds store mysterium: ved indvielsen og andre andagter til Jesu hellige Hjerte, ved at gøre bod for synderne mod det allerhelligste Sakramente på Jesu Hjerte fredagene og om muligt deltage i den hellige Messe på disse, og ved at tilbringe en time hver torsdag i tilbedelse, til minde om Jesu lidelse i Getsemane Have. Men frem for alt: ved stadig mere at fordybe os i det ufattelige mysterium, at Jesu – Guds Søns – hellige Hjerte brænder af uudslukkelig kærlighed til os uværdige mennesker, til dig og til mig.