Trosbekendelsen begynder: “Credo in unum Deum, Patrem omnipotentem”. I de to første indlæg om trosbekendelsen har vi set på de relativt abstrakte trossandheder, der knytter sig til selve det at tro og til at Gud er én. Men trosbekendelsen fortsætter altså med at sige noget meget konkret, for at identificere den ene Gud, vi tror på: “den almægtige Fader”. Hvorfor kalder vi Gud “Fader” – eller, faktisk, “Faderen” – og hvad betyder denne første egenskab, “almægtig”?
Det er klart, at ordet “Fader” hjælper os til, som mennesker, at forstå Guds væsen udfra vores erfaring om menneskelige fædre. Menneskelige fædre grundlægger og leder familier. På samme måde har Gud grundlagt den menneskelige familie: “Han er dog din fader og skaber, det var ham, der skabte og formede dig” (5. Mos. 32,6), og vi har en slags barnekår hos Gud: “I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!” (Rom. 8, 15). I det nye testamente omtales Gud meget ofte som en Fader. At Gud er vor Fader betyder at vi, igen i en dybere forstand end den rent menneskelige, er Hans børn og Hans Søns (Jesu) brødre: “når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham” (Rom. 8, 17).
Guds faderkarakter er mere fundamental end den menneskelige faderlighed, fordi Han har skabt os af intet. Alt hvad mennesker gør, gør de med og i Guds skaberværk, som vi vender tilbage til i næste led af trosbekendelsen. Men vi kan også forstå vores relation til Gud metaforisk, gennem menneskebørns forhold til deres fader: “Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham” (Salm. 102, 13). At forbarme sig skal her forstås: øver barmhjertighed; den frygt, der tales om, er Gudsfrygt, en af Helligåndens syv gaver. Vort forhold til Gud skal være fyldt af tillid og ærefrygt som to sider af samme sag. En menneskelig fader kan (og vil vel også altid) før eller siden skuffe barnets tillid til hans kunnen og barmhjertighed. Gud skuffer aldrig: “Men min barmhjertighed mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofasthed” (Sal. 88, 33).
Man kan måske undre sig over, at Gud – om hvem dette begreb egentlig ikke giver mening – omtales som maskulin, nemlig som “Han”, som “Herren” og som “Fader”. Det kan især være en udfordring i dag, hvor det naturlige forhold mellem kønnene i mange sammenhænge virker udvisket. Men det er altså Gud som den supreme autoritet over alt det skabte, og Gud som vor skaber, der betones her. At Gud er “Vor Fader” er så fundamental en del af vores tro, at også Herrens bøn – som Han selv har lært os – begynder med netop disse ord, som dagligt bedes af troende i hele Verden.
Guds ubegrænsede autoritet og potens (“kunnen”) fremgår også af tillægsordet: Almægtig. Det kan måske være særlig vanskeligt for moderne mennesker, som dårligt anerkender nogen autoritet overhovedet, at begribe Guds almagt. Det moderne forskelsløse samfund bliver dermed – også i denne forstand – en ekstra udfordring for troen. Da den romerske officer bekender sin tro på Jesus Kristus, bruger han et billede fra den menneskelige verden, endda sin egen: “Sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det” (Matt. 8, 8-9). Og Jesus siger om denne mand: “Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel”.
Gud formår eller magter alt, uden undtagelse. Fx udtrykkes dette i Gabriels løfte til Maria: “For Gud er ingenting umuligt” (Luk. 1, 37). Hvis vi, som Jomfru Maria, tror fast, at Gud kan alt – er “omnipotent” – har vi allerede troen på alle andre sandheder om Gud: Gud ved alt, Gud er evig, Gud er fuldkommen, Gud kan frelse os, Gud er kærlighed.
Denne faste tro på Guds almagt, og vor relation til den almægtige Gud som vor Fader, er derfor hele Troens fundament.
FORTSÆTTES…