I Kirkens liturgi er vi i morgen nået til den fjerde søndag i Advent, den sidste før Julens højtid. Denne kaldes også Rorate Søndag, efter Indgangsverset, Rorate Coeli som kommer fra Essaias (45,8):
Lad det dryppe fra oven, Himmel,
lad retfærd strømme ned fra skyerne!
Jorden skal åbne sig,
frelsen gro frem,
og retfærd skal spire.
Retfærdigheden og frelsen kommer ikke fra Verden. Men den Frelser, som Johannes Døber banede vejen for, har opfyldt alle profeternes forjættelser og folkenes håb, som dagens evangelium (Lukas 3,1-6) siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
Hver dal skal fyldes,
hvert bjerg og hver høj skal sænkes,
de krogede veje skal rettes ud,
de ujævne gøres jævne.
Og alle mennesker skal se Guds frelse.