Hvor og hvornår fejres den traditionelle messe i Danmark…?
I København fejres messerne som regel den første, tredje og femte søndag i måneden kl. 18 i Jesu Hjerte Kirke (Se messetiderne her). I Jylland fejres der lejlighedsvis i enten Randers eller Aarhus (Se her for yderligere information).
Må enhver præst godt fejre den hvis han vil…?
Ja. Én af de ting som Pave Benedikt XVI gjorde var at frigive messen, så enhver præst kunne fejre den uden først at skulle bede biskoppen om tilladelse (Jf. Xxxx). Dog skal den enkelte præst naturligvis sørge for at lære messens form at kende, så han er i stand til at fejre messen korrekt, og ikke mindst at kunne tilstrækkeligt latin til at kunne læse og udtale ordene korrekt.
Må enhver katolik godt tage til den traditionelle messeform, også selv man ikke hører til den menighed hvor den fejres…?
Ja. Det tilladt for enhver katolik at tage til en hvilken som helst messe indenfor den Katolske Kirke, uanset om det er den almindelige messeform, den traditionelle messe eller et andet af Kirkens mange østlige riter, såsom de ukrainske eller kaldæiske messer som også findes i bispedømmet København.
Er det ikke med til at splitte Kirken og den enkelte menighed hvis den traditionelle messe pludseligt fejres…?
Den Katolske Kirkes messe og liturgi hverken kan eller bør være anledning til at Kirken bliver splittet, hverken globalt eller lokalt i de enkelte menigheder. Liturgien bør være stedet hvor vi samles for at tilbede Gud som har skabt os, og som gennem sin Søn – Jesus Kristus – ønsker at frelse os fra synd.
Den Katolske Kirke er netop kendetegnet ved en åndelig rummelighed, og der er en udbredt accept af at vi katolikker er meget forskellige i vores åndelige tilgang til Gud. Nogle foretrækker karismatiske messer mens andre foretrækker mere højtidelige messer med flot liturgi og Gregoriansk sang. Nogle foretrækker en karmelitisk form for spiritualitet, mens andre foretrækker den franciskanske eller benediktinske spiritualitet. Der burde være plads til at den Katolske Kirke kan rumme flere former for åndelighed.
Ofte skyldes splittelser, når det kommer til liturgi, at folk er ideologiske i deres holdninger – og ja, disse typer kan man nok godt finde på begge sider af spektret. For en traditionalist bør ønsket om at få den traditionelle messe fejret altid være motiveret først af et dybfølt ønske om at tilbede Gud, plus at vi tilskyndet af vores behov for at tilbede Ham ønsker at gøre det på en så smuk, værdig og højtidelig måde.
Hvad gør man hvis man ønsker at komme til en traditionel messe, men ikke lige bor i nærheden af hvor de pt. fejres jævnligt…?
Xxx
Vi er en lille gruppe I vores menighed som godt kunne tænke os at få en traditionel messe en gang imellem. Hvem skal vi kontakte…? Skal vi snakke med sognepræsten…?
Det er vigtigt at man ikke gør noget henover hovedet på sognepræsten da han er ansvarlig for menigheden og dens trivsel, og således kan opfattes som om man går udenom ham. I første omgang bør man nævne sit ønske og behov for sin sognepræst, hvilket er en ret som alle katolikker har. Man bør fortælle hvorfor man godt kunne tænke sig en traditionel messe.
Det kan dog være at præsten umiddelbart vælger at sige nej til ønsket, måske hvis han ikke selv ser et egentligt behov for det, eller fordi han måske frygter at det kan splitte menigheden op i grupper. Summorum Pontificum (Pave Benedikt XVI’s dekret) beder dog om at præsterne generelt er åbne, og giver plads til de grupper som måtte ønske den traditionelle messe (Jf. Xxx).
Hvis sognepræsten accepterer bør man kontakte p. Paul Marx, OMI som er den ansvarlige præst for de traditionelle messer i bispedømmet København.
Hvor mange skal vi min. være førend at vi kan få en traditionel messe i vores sogn…?
Der er ikke som sådan en egentlig nedre grænse. Det er klart at jo flere man er, som ønsker en messe fra tid til anden, jo nemmere er det nok også at få støtte til det.
Hvad gør jeg hvis ikke jeg kan finde støtte til at få en traditionel messe i mit sogn…?
Hvis man er den eneste i menigheden som ønsker en traditionel messe, er det nok svært at gøre mere ved det, men hvis man er en gruppe på f.eks. 10-15 personer som ønsker den, og hvis sognepræsten siger nej, har man altid ret til at henvende sig til biskoppen, som i sidste ende har ansvaret for bispedømmet og fejringen af messerne i de enkelte menigheder. Dette bør dog være absolut sidste udvej, og bør så vidt muligt undgås, da det i værste fald kan risikere splittelser mellem præsten og gruppen som måtte ønske en traditionel messe.
Det anbefales dog at man forsøger at løse udfordeingerne så diplomatisk som muligt, også selvom man som troende er i sin gode ret til at bede om en traditionel messe. Ofte bunder modstand mod den traditionelle messe måske enten i uvidenhed om hvad det handler om eller det er måske blot en frygt for at den en dag vil afskaffe den nye messeform helt.
Hvis situationen virker helt håbløs, er der nok ikke meget andet at gøre end at medtage det i sine bønner, og håbe på at en løsning med tiden kan findes.