Ek eksempel på hvad der sker i Europa i disse år, hvor folk forlader Kirken og kirker lukkes på stribe. Her er det den tidligere katolske kirke Skt. Josef i Arnhem i Holland.
Rundt omkring i verden sidder der formentlig en masse biskopper som grubler over hvorfor der er så få unge som føler sig kaldet enten til præsteembedet eller til ordenslivet. Men dette er ikke den eneste udfordring, for antallet af praktiserende katolikker er også mange steder kraftigt faldende, hvilket nok også er medvirkende årsag til at der i yderste konsekvens også er færre præstekald.
Måske er det værst her i Europa hvor andelen af praktiserende kristne generelt har været en kraftigt nedadgående kurve i de seneste årtier i de fleste lande. Storbrittanien er blot ét eksempel på at Kristendommen er på retur. Frankrig et andet “godt” eksempel, hvor f.eks. antallet af katolske præster stort set er blevet halveret fra ca. 29.000 til ca. 15.000 i perioden 1995-2015.
Den tyske katastrofe
Tyskland er endnu et skrækeksempel. Ifølge seneste statistik – i al fald på papiret – har Tyskland 23,8 mio katolikker boende, og alligevel blev der i 2015 kun ordineret 58 præster for samtlige 27 katolske bispedømmer. Faktisk er antallet af ordinationer i Tyskland i de senere år faldet kraftigt, og fremtiden ser bestemt ikke lys ud, idet antallet af præstestuderende på få år nærmest har været i frit fald fra 842 (2009) til 573 (2015). Hvis man sammenligner med tal helt tilbage fra 1960’erne, taler tallene desværre deres meget tydelige sprog, idet der i 1962 blev viet 557 præster for hele Tyskland!
Derudover er det forventningen at Europa bliver endnu mere afkristnet i fremtiden, idet færre over de kommende årtier vil betegne sig selv som værende kristne, medens endnu færre forventes at være decideret praktiserende kristne.
Alt i alt kan man sige at tallene ikke ligefrem er noget at råbe hurra for, og mange vil unægteligt diskutere hvad der er gået galt, og hvordan vi kan vende situationen her i Europa. Her vil vi ikke så meget komme med et bud på hvorfor det er gået så galt, men snarere se mere positivt på fremtiden, og komme med forslag til hvad man f.eks. kunne gøre for dels at tiltrække flere personer til Kirken, og dels arbejde for at flere måtte følge et kald til at tjene Gud som præster i Kirken.
En Katolsk succes i “Guds eget land”
Det er formentlig de færreste katolikker i Europa som har hørt om bispedømmet Lincoln i den amerikanske delstat Nebraska, hvilket er forståeligt nok idet det numerisk set er et meget lille bispedømme på knap 100.000 katolikker. Ikke desto mindre formår de noget som stort set ingen andre bispedømmer formår at gøre. Trods deres beskedne katolske befolkning havde de i 2016 43 præstestuderende, hvoraf 10 alene dét år var nye! Man har ikke haft synderligt behov for at importere præster eller præstestuderende udefra, fordi langt størstedelen (ca. 70%) af dem der overvejer præstekald, har gået på én af de mange katolske skoler i bispedømmet.
I bispedømmet Lincoln (Nebraska) vrimler det med præstekald. Her er det fra deres præstevielse i 2015.
Selvom der altid er nogle som i løbet af tiden på seminariet opdager at de alligevel ikke var kaldet til at blive præster, har biskoppen i bispedømmet Lincoln alene indenfor en 2-årig periode (2014-2016) kunnet vie 17 nye præster. Sammenlignet med Kirken i Tyskland er der i bispedømmet Lincoln proportionelt 18x flere præstestuderende, plus at antallet af præstevielser (igen, proportionelt) er 24x højere end i Tyskland.
Hvis man tror at det kunne skyldes at USA bare er mere katolsk, kan man godt tro om igen, fordi stort set ingen andre bispedømmer i “Guds eget land” formår at gøre Lincoln kunsten efter. Selvom få andre bispedømmer selvfølgelig også har en del kald, kan Lincoln stadig betragtes som pragteksemplaret par excellence blandt de amerikanske bispedømmer. Ét andet bispedømme er måske Rapid City (South Dakota) som trods sine beskedne 30.000 katolikker, ikke desto mindre har 7 seminarister der i skrivende stund forbereder sig til præsteembedet.
Andre steder i USA klarer sig dog knapt så godt som Lincoln, som f.eks. ærkebispedømmet Los Angeles der har over 4 mio. katolikker. Her kunne man præstevie 34 over en tre-årig periode (2010-12), hvor Lincoln i samme periode fik viet 22 nye præster, og dét på trods af at Los Angeles er 44x større end Lincoln!
Hvad er så hemmeligheden…?
Årsagen til at man har et propfyldt præsteseminarium, og at man er i stand til at vie så mange nye præster hvert år, kan formentlig findes i følgende faktorer:
- Biskopperne i Lincoln i de seneste 50 år har alle været yderst solide og teologisk ortodokse, hvilket har betydet at de ikke har følt samme behov for at liberalisere i ligeså ekstrem grad som i andre bispedømmer, hvor man nu begynder at kunne mærke konsekvenserne. Troskaben mod Kirkens lære anses som at have været én af de primære årsager til at bispedømmet har klaret sig så utroligt godt, og at det i så ekstrem grad blomstrer med kald.
- Aktivt kaldsarbejde er en faktor som man nemt overser. I flere andre bispedømmer, hvor der også er mange kald, har man i mange år aktivt arbejdet for flere kald, ved netop at få de troende til at bede for kald. I bispedømmet Rapid City, hvor man har et aktivt kaldsarbejde i menighederne, har man f.eks. for et par årtier siden skrevet en bøn for kald, som hver uge bedes i alle menigheder i bispedømmet, hvilket altså tilsyneladende bærer frugt.
- Netop bøn har været en vigtig faktor, selvom det mange andre steder formentlig bliver ignoreret. Jesus selv siger til os at vi skal bede om at Gud vil sende flere arbejdere til sin høst (Matt 9, 38), så hvis man åndeligt set ikke gør noget for at få flere kald, så er det i dén grad op ad bakke.
- De troende har også en stor del af æren for deres troskab mod Kirkens lære. Derudover hjælper det også at aktive og praktiserende forældre har formået at opdrage de unge i troen, i stedet for at de unge forlader Kirken når de bliver voksne.
- De Katolske skoler i bispedømmet har også haft en finger med i spillet, for som nævnt har størstedelen af de præstestuderende i Lincoln gået på én af de katolske skoler, hvor man går meget op i indholdet af dén tro man formidler til de unge.
Sidst, men ikke mindst….
- Liturgien i menighederne har måske været én af de vigtigste årsager til at man har kunnet tiltrække så mange præstekald. Efter koncilet var man noget mere begrænset i sin iver efter at ændre liturgien på radikale og “fornyende” måder, som så mange andre steder. Eksempelvis indførte man hverken kvindelige ministranter, lektorer eller kommunionsuddelere, men forbeholdt alle disse tjenester udelukkende for mænd. Selvom det for mange “moderne mennesker” virker kvindeundertrykkende, har det i Lincoln ikke fået folk til at forlade Kirken i massevis, snarere tværtimod kunne det tyde på.
- Det Traditionsvenlige bispedømme har ikke noget problem med at støtte den traditionelle liturgi. Eksempelvis har Petersbroderskabet (FSSP) ét af deres præsteseminarier liggende i Lincoln, og den traditionelle messe fejres regelmæssigt flere steder rundt omkring i bispedømmet.
Da man i Lincoln skulle implementere Andet Vatikankoncil har man således ikke forsøgt at være innovativ eller nyskabende, men udelukkende forsøgt at være tro mod Kirkens Tradition, og således formået at skabe en grobund for en i dén grad levende Kirke, hvor kirkerne er propfyldte, og hvor der rent faktisk er mange unge som vælger at følge et kald til at tjene i Kirken enten som præster eller i ordenslivet.
Spørgsmålet er vel blot om andre bispedømmer tør lade sig inspirere af Lincoln, og måske overveje hvad man kan gøre for at få de unge tilbage til Kirken førend at det er alt for sent.
Man kunne f.eks. begynde med regelmæssigt at bede denne bøn for flere præstekald, som findes i den “Blå bønnebog” (s. 719).
Bøn for præstekald:
Almægtige Gud, du indsatte præster til at drage omsorg for dit folk.
Væk troens og styrkens ånd i din Kirke.
Kald værdige tjenere til dine altre, og send milde og frygtløse mænd
til at forkynde dit evangelium.
Amen.