Ved søndagens messe var prædikenens tema taksigelse. Anledningen var dagens evangelium, hvor vi hører om Jesu helbredelse af en lam mand, og om hvordan folkeskaren blev “grebet af frygt og priste Gud” (Matt. 9,8). Men taksigelsen – som en del af lovprisningen af Gud – er i og for sig på dagsordenen i enhver messe, der ligesom vores bøn har fire grundelementer: Tilbedelse, Anger, Anliggender (som vi beder for, herunder forbøn) og Taksigelse (på engelsk: “ACTS – Adoration, Contrition, Thanksgiving, Supplication). Måske bliver vi oftere mindet om de tre andre aspekter af liturgiens bøn: Tilbedelsen er indlysende den holdning, vi indtager under forvandlingen, Angeren kommer helt af sig selv med den syndsbevidsthed, som de fleste naturligt finder rig anledning til både i deres dagligliv, i skiftemålet og i messens indledende syndsbekendelse (og Kyrie); endelig er bønnen for de fleste af os også godt fyldt op med anliggender, som vi lægger frem for Gud. Men når vi tilbeder Guds storhed – når vi har angret og fået tilgivelse – og når vi oplever, at Gud opfylder ikke blot de anliggender vi beder om, men også dagligt giver os så meget, vi end ikke har tænkt på at bede om – da må vi ikke glemme taksigelsen, som på en måde er den naturlige fuldendelse af de tre andre former for bøn. Messen slutter jo også med taksigelse – “Deo Gratias”. Vi må heller ikke glemme, at “Eukaristi” faktisk betyder “taksigelse”.
Traditonelt er efteråret en særlig “taksigelsens tid”, idet man måske tidligere på en speciel måde oplevede Guds gavmildhed gennem høsten, og da fejrede Høstgudstjenester og andre former for liturgisk taksigelse. I Nordamerika har man som bekendt en verdslig “Thanksgiving” fest sidst i November, som blandt andet har rod i den kristne taksigelse for høsten. Men når vi betragter vort liv – både dets materielle og dets åndelige aspekter – så er også taksigelse i en videre forstand end den, der vedrører afgrøderne og maden, en holdning vi kun kan blive bedre til at indtage. Også i vort daglige liv bør taksigelsen have en større plads – og vi kan sige Gud tak også ved at takke de mennesker, gennem hvem Hans gaver meget ofte kommer til os: vore præster, som bringer os sakramenterne, vores familie og venner, som støtter og opmuntrer os, ja alle de mennesker som i stort og småt bærer over med vore fejl og i hvem det gode oftest skinner klarere end i os selv. Deo Gratias!