(Nedst. oversat fra Remi Chiu (2018), Singing on the Street and in the Home in Times of Pestilence: Lessons from the 1576–78 Plague of Milan.)
I flg overleverede kilder kom pesten til Milano enten sidst i juli eller først i august 1576. På 18 måneder mistede byen 17000 indbyggere, omkring 15%. Byens hospitaler blev hurtigt overfyldte, og man kunne ikke bygge nok stråhytter, som fungerede som midlertidige hospitaler. Stadig mere drastiske tiltag blev forsøgt – såsom nedbrænding af inficerede hjem, lukning af ikke-nødvendige butikker, og en generel karantæne, som kun gjorde byens økonomi værre.
Biskoppen, den hellige Karl Borromæus, tog over hvor Milanos verdslige myndigheder gav op, og beordrede præsterne til at tage sig af byens materielle og åndelige velfærd. Han organiserede rensning af gader og hjem, og beordrede hunde og katte uddrevet af byen; han udførte karitativt arbejde, solgte sine ejendele og brugte alle sine penge – undertiden også penge han lånte – på at lindre nøden i byen. Han besøgte alle dele af sit bispedømme, og plejede personligt de syge.
En af Borromæus’ mest kendte pastorale beslutninger under krisen var at foranstalte tre store processioner i oktober 1576. De begyndte alle ved byens domkirke, og den første endte ved Sant’Ambrogio basilikaen, den anden ved San Lorenzo, og den tredie ved Santa Maria presso San Celso. Tiltrukket af løftet om fuldstændig aflad deltog enorme menneskemængder, også alle overlevende adelige og embedsmænd, foruden almindelige borgere. Borromæus vandrede barfodet, med en rebløkke om sin hals, for at fremvise billedet af en dømt forbryder. Undervejs skar han foden på en jernræling, men i stedet for at forbinde såret lod han blodet flyde. Vidner til dette blev dybt bevægede og råbte “Miserere! Miserere!” Den tredie og sidste procession var den mest højtidelige. Borromæus bød sognepræsterne medbringe deres mest kostbare relikvier, for at bevæge masserne til at ære og anråbe helgenerne. Han selv bar et relikvie from Domkirken af det hellige søm, naglet til et kors. Tilbage i Domkirken begyndte Borromæus en 48 timers tilbedelse.
Denne model for kirkelig handlekraft kan spores tilbage til hvad Pave Gregor I gjorde under en romersk epidemi i år 590. Som vi kan læse om i Legenda aurea, havde romerne efter fastens afsavn kastet alle hæmninger bort efter påske og hengivet sig til et lastefuldt levned, og de blev straffet med byldepest. Midt i denne lidelse sammenkaldte Pave Gregor hele befolkningen til et syvfoldigt litani, kaldet således fordi syv forskellige stænder (præster, munke, søstre, børn, lægfolk, enker og ugifte kvinder) skulle samles i syv forskellige kirker over hele Rom, og derfra gå i procession til Santa Maria Maggiore. I spidsen for de lidende romere bar Gregor et billede af Jomfru Maria – Salus populi Romani – efter traditionen lavet af Lukas selv. Det rensede mirakuløst byens forpestede luft. Da Gregor nærmede sig Ponte Sant’Angelo (Englebroen) åbenbarede Ærkeenglen Mikael sig på toppen af Crescentius slottet (som derefter blev kaldt Castel Sant’Angelo) med løftet sværd, som tegn på at Gud havde ladet sig røre af massernes bøn. Og som Legenda aurea fortæller os, ophørte epidemien derefter.
Hellige Karl Borromæus, vær også vor hyrde under denne plage, og gå i forbøn for os, som du gik i forbøn for dine troende: bevar os fra al sygdom, og bevar fremfor alt vore sjæle til det evige liv!
Hellige Gregor den Store, vær vor hyrde og anråb med os det romerske folks beskytter, Jomfru Maria, om at bevare Kirken i den rette tro, så det evige Rom må afspejle sig i det jordiske.