Lederne af 12 ordens- og præstefællesskaber, som fejrer den traditionelle messe, har udsendt en fælles udtalelse i anledning af Motu Propriet Traditionis Custodes (2021), som i sin essens er en appel til Paven om at vise Kirkens moderlige ansigt – barmhjertiged og omsorg – for de af hendes børn, som er knyttet til den ældre form af liturgien. Vi bringer her en oversættelse.
De undertegnende institutter ønsker frem for alt at bekræfte deres kærlighed til Kirken og deres trofasthed over for den Hellige Fader. Denne hengivne kærlighed er martret af stor lidelse i dag. Vi føler os mistænkte, marginaliserede, forvist. Vi genkender os ikke i beskrivelsen, der er givet i det ledsagende brev fra Motu Proprio Traditionis custodes, af 16. juli 2021.
Vi ser på ingen måde os selv som den “sande kirke”. Tværtimod ser vi i den katolske kirke vor moder, i hvem vi finder frelse og tro. Vi er loyalt underlagt den Hellige Faders og biskoppernes jurisdiktion, som det fremgår af de gode forbindelser i bispedømmerne (og funktionerne som præsteleder, arkivar, kansler, official, som er blevet betroet vores medlemmer), og resultatet af de seneste års kanoniske eller apostoliske besøg. Vi bekræfter vores tilslutning til magisteriet (herunder Vatikan II og derpå følgende) i henhold til den katolske kirkes lære (jf. Især Lumen Gentium, nr. 25 og Katekisme i den katolske kirke, nr. 891 og 892), som det fremgår af de mange undersøgelser og doktorafhandlinger, som flere af os har gennemført i løbet af de sidste 33 år.
Er der begået fejl? Vi er, som alle kristne, klar til at bede om tilgivelse, hvis sproglige overdrivelser eller mistillid til autoriteterne kan have sneget sig ind hos nogle af vores medlemmer. Vi er klar til at omvende os, hvis selvglæde eller stolthed har forurenet vores hjerter.
Vi beder om en human, personlig, tillidsfuld dialog, fjernt fra ideologier og kolde administrative dekreter. Vi vil gerne være i stand til at møde en person, der for os kan være Kirkens moderlige ansigt. Vi vil gerne kunne fortælle om lidelserne, tragedierne, tristheden hos så mange trofaste lægfolk rundt om i verden, men også om præster, mænd og kvinder, der aflagde løfter, og gav deres liv i tillid til paverne Johannes Paul II og Benedikt XVI. De blev lovet, at “alle foranstaltninger vil blive truffet for at garantere deres instituts identitet i den katolske kirkes fulde fællesskab”. De første institutter accepterede med taknemmelighed den kanoniske anerkendelse, som Den Hellige Stol tilbød i fuld tilknytning til troens traditionelle pædagogik, især på det liturgiske område (baseret på aftalememorandum af 5. maj 1988 mellem kardinal Ratzinger og ærkebiskop Lefebvre) . Denne højtidelige forpligtelse kom til udtryk i Motu Proprio Ecclesia Dei af 2. juli 1988; derefter på en diversificeret måde for hvert institut, i deres oprettelsesdekreter, og i deres endeligt godkendte forfatninger. De mænd og kvinder, ordensfolk og præster, som findes i vores institutter, har afgivet løfter i henhold til denne afgørelser.
Pave Frans “tilskynder kirkens præster til at lytte til dem med følsomhed og sindsro, med et oprigtigt ønske om at forstå deres situation og deres synspunkt for at hjælpe dem med at leve et bedre liv og genkende deres rette sted i Kirke. “(Amoris Laetitia, 312). Vi længes efter at betro de tragedier, vi lever, til en faders hjerte. Vi har brug for lyttende velvilje, ikke fordømmelse uden forudgående dialog. Hårde domme skaber en følelse af uretfærdighed og frembringer harme. Tålmodighed blødgør hjerter. Vi har brug for tid. I dag hører vi om disciplinære apostoliske besøg på vores institutter. Vi beder om broderlige møder, hvor vi kan forklare, hvem vi er, og årsagerne til vores tilknytning til visse liturgiske former. Frem for alt ønsker vi en virkelig menneskelig og barmhjertig dialog: “Hav tålmodighed med mig!”
Den 13. august bekræftede den Hellige Fader, at i liturgiske spørgsmål “er enhed ikke ensartethed, men den mangesidige harmoni skabt af Helligånden”. Vi er ivrige efter at yde vores beskedne bidrag til denne harmoniske og mangfoldige enhed, idet vi er klar over, at – som Sacrosanctum Concilium lærer – “liturgien det højdepunkt, som Kirkens aktivitet er rettet mod; på samme tid er det kilden, hvorfra al hendes kraft strømmer” (SC, nr. 10). Med tillid vender vi os først til biskopperne i Frankrig, så der åbnes en ægte dialog, og der udpeges en mægler, der for os vil være det menneskelige ansigt i denne dialog. Vi skal “undgå domme, der ikke tager højde for kompleksiteten i forskellige situationer … Det er et spørgsmål om at række ud til alle, at hjælpe hver enkelt med at finde den rette måde at deltage i det kirkelige fællesskab på, og dermed opleve blive berørt af en ‘ufortjent, ubetinget og gratis’ barmhjertighed. ” (Amoris Laetitia, nr. 296-297).
Udfærdiget i Courtalain (Frankrig), 31. august 2021.
Fr. Andrzej Komorowski, generalsuperior for Sankt Peters Broderskab
Msgr. Gilles Wach, tidligere generalsuperior for Kristus Konges Institut
Fr. Luis Gabriel Barrero Zabaleta, generalsuperior for Den Gode Hyrdes Institut
Fr. Louis-Marie de Blignières, generalsuperior for Sankt Vincent Ferrer Broderskabet
Fr. Gerald Goesche, generalprovst for Institut Sankt Philip Neri
Fr. Antonius Maria Mamsery, generalsuperior for Missionærerne af det Hellige Kors
Dom Louis-Marie de Geyer d’Orth, Abbed i klosteret Saint Magdalene, Le Barroux
Fr. Emmanuel-Marie Le Fébure du Bus, Abbed ved klosteret i Lagrasse
Dom Marc Guillot, Abbed ved klosteret Sainte Marie de la Garde
Moder Placide Devillers, Abbedisse for klosteret Vor Frue af Bebudelsen i Le Barroux
Moder Faustine Bouchard, Priorinde for kanonesserne i Azille
Moder Madeleine-Marie, Superior for tilbederinderne af det kongelige Hjerte af Jesus Yperstepræsten